Stan Lee satte billeder på det amerikanske storhedsvanvid

Berlingskes kulturjournalist Kristian Lindberg har læst tegneserier, siden han var dreng. Ifølge ham var Stan Lees nyfortolkning af superheltene i starten af 1960erne den mest potente version af den amerikanske drøm.

Stan Lees superhelte inkarnerer den spektakulære heroisme, der har præget USA efter den Anden Verdenskrig. Her poserer den nu afdøde  Stan Lee (i midten) sammen med »Spider-Man« og skuespilleren Lou Ferrigno, der havde hoevdrollen i Tv-serien »The Incredible Hulk«. REUTERS/Fred Prouser/File Photo Fold sammen
Læs mere
Foto: Fred Prouser

Hvilken amerikansk forfatter har haft størst betydning for sine landsmænds livsforståelse? Mit bud er den kreative ildsjæl bag tegneserieforlaget Marvel, Stan Lee, født Stanley Martin Lieber, død mandag aften dansk tid som 95-årig.

På trods af Mark Twains vid og John Steinbecks solidaritet med de udstødte kan der argumenteres for, at Stan Lees nyfortolkning af superheltene i starten af 1960erne er den mest potente version af den amerikanske drøm.

Det var Stan Lee, der i tæt samarbejde med tegnere som Jack Kirby og Steve Ditko udviklede ideen om »superhelte med problemer«. De første tegneserier om superhelte kom i 1930erne med »Superman«. På dette tidspunkt var serierne tydeligt henvendt til mindreårige drenge og afspejlede aldersgruppens drømme og behov: Superman pralede af at kunne hoppe over bygninger og drillede sin læge, når denne ikke kunne vaccinere hans superhærdede hud.

Den slags pjat havde Stan Lees helte ikke tid til. De skulle ikke bare slås med superskurke med kosmisk styrke, men også udrede dagligdags problemer, som læserne kunne identificere sig med. Når den unge Peter Parker ikke overvågede New Yorks baggårde som Spider-Man, skændtes han med sin tyranniske chef om lønforhøjelse eller forsøgte at gøre sin forkælede kæreste, Gwen, tilpas.

En hustrus inspiration

Angiveligt var det Stan Lees hustru, Joan (der døde sidste år efter 69 års ægteskab med Stan), der foreslog sin mand at rippe op i og eksperimentere med de gammeldags skabeloner, hvor superhelte var lige så usårlige, som de var uinteressante for voksne læsere.

De oprindelige figurer blev udtænkt af Stan Lee sammen med blandt andre tegneren Jack Kirby, der var en visionær og stilskabende kunstner i pagt med datidens pop art og eksistentielle søgen, men de konkrete historier blev til som en holdpræstation, hvor tegnere og manuskriptforfattere selv kunne være med til at sætte deres præg på karakterernes univers. For det var vitterligt et nyt univers, der blev skabt i Marvels cigaretrøgfyldte og blækplettede tegnestuer.

For det første blev de fleste historier skrevet ind i en fælles fiktion, så heltene og skurkene kunne mødes på kryds og tværs, skabe nye indviklede handlingstråde, rivaliseringer og kærlighedsforhold, som kun de mest hårdnakkede fans kunne redegøre for. For det andet var heltenes verden så uendeligt meget større end det, man hidtil havde set udfoldet i et tegneserieblad. Det strakte sig fra at behandle sociale problemer som stofmisbrug (Stan Lee blev på et tidspunkt opfordret af et regeringskontor til at advare mod narkotikaens farer) til at fare ud i verdensrummet for at bekæmpe gudelignende superskurke som planetæderen Galactus. Tegneren Jack Kirbys panoramiske billeder syntes at syde af kosmisk energi, mens dialogerne som kontrast ofte var jordbundne og »gadesmarte«. Kort sagt: stærkt underholdende og ikke længere kun for børn.

Det var Stan Lees idé, at superheltene skulle have liv, som læserne kunne identificere sig med - en formel der stadig gælder.  Fold sammen
Læs mere

Tværtimod. Det USA, der kom til at dominere verden efter Anden Verdenskrig med rå magt, rå kapital og verdenshistoriens mest smittende og hårdtslående pakke af moderne kultur, fik sit måske mest spektakulære udtryk med Marvels og Stan Lees superhelte. Betænk blot, hvor stor en selvtillid grænsende til storhedsvanvid som det kræver igen og igen at træde ud i arenaen for at frelse menneskeheden, iklædt noget, der ligner kulørt undertøj.

Stan Lees fem vigtigste kreationer

Denne kvalitet er alle en del af DNAet i de nedenstående fem superhelte, som undertegnede betragter som de vigtigste af Stan Lees figurer, men som listen afslører, er de samtidig hver og en mennesker af kød og blod med problemer, vi alle kender til.

BMINTERN - Stan Lee comics Fold sammen
Læs mere

5. Superheltebanden »De Fantastiske Fire« (1961)

Denne gruppe var en af Stan Lees første og største opfindelser, bestående af lederen og det tekniske geni, Reed Richards, der kan strække sine lemmer som en mør elastik. Han bliver tilbedt af Sue Storm, hvis evne til at gøre sig usynlig senere fik symbolsk betydning for tegneseriefeminister. Sues viltre bror, Johnny Storm, kan til gengæld bringe sin krop i flammer, når han udstøder det ikoniske kampråb: »Flame on!«. Gruppens mest tragiske medlem er den følsomme Ben Grimm, der ligesom de øvrige medlemmer af the Fantastic Four fik sine kræfter fra mystiske stråler under en rumrejse. Han er en af de stærkeste i Marvel-universet, men er samtidig blevet forvandlet til en orange stenkolos – et udseende, der for evigt udstøder ham fra menneskeheden og kærligheden.

4. »X-Men« (1963)

Siden 2000 er der produceret en stribe af film om en gruppe af mennesker, der alle besidder særlige og mærkværdige superkræfter, der skyldes et fremmed gen i deres DNA. Filmene bygger på Stan Lees oprindelige serier, men betoner seriens tema om fremmedhed, forfølgelse og identitet. På flere måder er X-Men Marvels måske mest politisk bevidste serie med en klar kritik af både populistiske politikere (der bruger mutanterne som syndebuk) og den »militærindustrielle konspiration«, der hyppigt dukker op som den moderne superhelts stærkeste modstander. 

3. »Black Panther« (1966)

Marvels første sorte superhelt blev skabt af Stan Lee i 1966. Black Panther var ikke amerikaner, men en afrikansk prins med det civile navn T’Challa, og skal man være ærlig, så led figuren i de første år af en stedmoderlig behandling fra sine skabere, der var typisk for perioden, hvor sorte ansigter måtte nøjes med statistroller. Siden er figuren kun vokset og vokset som kult i populærkulturen, indtil figuren i år fik sin egen overdådigt udstyrede – og afrocentriske – film med rekordsættende succes.

2. »Hulk« (1962)

Oprindeligt var tegneserien om den grønne berserker »Hulk« (på dansk: Hulken) en vedkommende Dr. Jekyll-fortælling. Den indadvendte og civiliserede atomfysiker Bruce Banner pådrager sig efter en strålingsulykke en bizar lidelse, der med jævne mellemrum forvandler ham til et kæmpemonster med kyklopstyrke. Siden er han ofte blevet reduceret til at være smadremanden i superhelteteamet, der træder til, når alle andre helte ligger hjælpeløse foran deres fjender. Han er, som af filminstruktøren Ang Lee, blevet fortolket som en slags fysisk manifestation af den vrede frustration, der gradvist fik et stedse mere voldsomt udtryk i 1960ernes ungdomsoprør.

1. »Spider-Man« (1962)

Ved siden af Superman (fra Marvels konkurrenter DC Comics) må Spider-Man være den superhelt, som flest bedstemødre og børnehavepædagoger kender navnet på. Han er måske den karakter, der tydeligst inkarnerer den mere virkelighedsnære superhelt-med-problemer, som blev Marvels faste, banebrydende skabelon. I civil er han den generte nørd Peter Parker, men som Spider-Man råder han over vidunderlige kræfter, der er resultatet af selvudviklet teknologi og biddet fra en radioaktiv edderkop. Desuden er Spider-Man, i modsætning til Peter Parker, i besiddelse af en sylespids replik, der driver superskurkene til vanvid. Man hæfter sig meget ved Peter Parkers problemer, men enhver, der til fastelavn har set 20 Spider-Man-udklædte børnehavebørn springe rundt som besatte, forstår følelsen af den sjov og ballade, som karakteren formidler.