Staden vil dø uden fornyelse

Som forsanger i rockbandet Bifrost var Ida Klemann med i den eksplosion af begejstring og kreativitet, der prægede Christiania i begyndelsen af 1970erne. I dag er hun frontkæmper i foreningen »Forny Christiania«. Der skal nyt blod til, hvis Staden skal overleve, siger hun.

»Der sidder stadig en christianit dybt inde i mig,« siger Ida Klemann, der igen har fået sin daglige gang på Staden, efter at hun for 10 år siden flyttede i frustration over det rå miljø og den negative udvikling. Foto: Linda Henriksen, scanpix Fold sammen
Læs mere

Ida Klemann tager en slurk af sin te, læner sig veltilpas tilbage i stolen og lader blikket glide ud gennem vinduet. Hendes hyggelige fjerde sals lejlighed på Christianshavn har en fantastisk udsigt til store dele af København og Amager og ligger kun få minutters gang fra Fristaden Christiania, der har været hendes hjem gennem en betydelig del af voksentilværelsen.

Det var med sorg og frustration, hun og hendes mand, den polske kunstner Kazimierz Czastka, for snart 10 år siden måtte forlade det lille hus, de selv havde bygget, og det værksted, hvor de hver for sig havde haft deres kunstneriske virke i en årrække:

»Livet var blevet meget råt, med gangstervælde og voksende kriminalitet, og ingen syntes at kunne håndtere broblemerne ansvarligt, hverken christianitterne selv, pressen eller nogen som helst andre. Det var meget ubehageligt,« siger hun. »Og vi følte, vi var ved at blive kvalt i mennesker, der ikke tilførte Christiania noget som helst positivt - i hvert fald ikke den kulturmission, som Fristaden havde brug for.«

Bruddet med Christiania var voldsomt og næsten totalt. I en årrække kom Ida Klemann kun sjældent på Staden og havde næsten ingen kontakt med de mange mennesker, hun kendte derude.

Alligevel slap Christiania ikke taget i hende - ligesom hun ikke har sluppet sit glødende engangement i Fristaden og dens fremtid.

I dag er hun én af frontkæmperne i foreningen »Forny Christiania«, der arbejder for at få både christianitter og folk udefra til at etablere nye bæredygtige virksomheder på Christiania. De seneste måneder har hun arbejdet næsten i døgndrift som én af initiativtagerne til det projekt, der har åbnet Den Grå Hal i 100 dage som en platform for dialog mellem christianitter og resten af verden:

»Holdningen har været alt for konfrontativ blandt dem, der hidtil har tegnet Christiania i forhandlingerne,« siger hun. »Derudover har der været en tendens til at blande kampen om hashen sammen med Christianias frihedskamp, og det er farligt. Og det har været svært at komme igennem med meninger, der gik på tværs af den officielle Christiania-holdning. Der har været et tyranni, at hvis man ikke mente sådan og sådan, var man en forræder. Det er en meget usund tendens.«

Derfor skal der nye mennesker til med friske idéer og visioner, der kan bidrage til Fristadens fremtid. Men det nytter ikke at tro, det kan lade sig gøre ved at plastre dele af Fristaden til med 20.000 kvadratmeter nye etageboliger, sådan som det fremgår af det tilbud, Slots- og Ejendomsstyrelsen har fremsat, understreger hun:

»Dels vil det være fuldstændig ødelæggende for miljøet på Christiania, og dels er det helt fejagtigt at tro, Christiania er et sted, man bare lige bliver en del af. Alting på Christiania består af netværk, som er møjsommeligt bygget op gennem mange år. Det tænker man bare ikke på, når man sidder og laver planer ved et skrivebord.«Ida Klemanns liv har været næsten uløseligt vævet sammen med Christianias skæbne helt tilbage fra den første euforiske tid i 1971, da en gruppe slumstormere indtog den nedlagte Bådsmandsstrædes Kaserne:

»Dengang var Christiania én stor love-affair. Der var gang i alting, kunst, kultur og musik skød op alle vegne. Vi var unge og fulde af energi, var der noget, vi havde lyst til at gøre, gik vi bare i gang,« mindes hun:

»Christiania gav os ikke bare tag over hovedet - hvilket dengang var næsten lige så umuligt, som det er i dag, hvis man ikke har nogle rige forældre - Christiania gav os også rum til at gøre ting i, værksteder, øvelokaler o.s.v. Der var sammenhold, inspiration, begejstring, visioner og ikke mindst en stor åbenhed på Christiania de første år. Her var plads til alle, kunstnere og intellektuelle, folk fra alle samfundsklasser blandet i én pærevælling.«

Rockgruppen Bifrost, hvor Ida Klemann blev forsanger, og teatergruppen Solvognen var blot nogle af de synlige resultater, der voksede ud af denne frugtbare epoke på Christiania. For Ida Klemann blev det indgangen på 10 fantastiske år i ét af tidens mest populære rockorkestre. Men samtidig et farvel til Christiania:

»Da Bifrost begyndte at vokse sig stor, og vi skulle til at indspille plader og rejse på turnéer i hele landet, blev jeg nødt til at flytte,« fortæller hun.

Men i 1984 løb Ida Klemann ind i »en vild polsk maler fra Christiania«, droppede scenen og karrieren og flyttede tilbage til Staden:

»Det var chokerende at vende tilbage til et Christiania, der var helt anderledes end det, jeg forlod. Den bølge Fristaden opstod på i 1970erne, blev ikke ved. Ånden i '80erne var helt anderledes, der var blevet meget mere råt, vi var midt i en rockerkrig - og hvor var al kunsten og kulturen blevet af? Noget af det var der selvfølgelig stadig, gemt i små lommer rundt omkring, men det var ikke længere det, der sprang i øjnene.

Selvfølgelig var der stadig mange dejlige mennesker på Christiania, når først man lærte dem at kende. Og det var jo også derfor, vi trods alt blev derude i mere end 10 år,« siger hun.I 2004 døde Kazimierz Czastka. Midt i sorgen over tabet af sin mand blevdet for Ida Klemann også anledning til et glædeligt gensyn med Staden:

»Alle de mennesker, vi havde lært at kende gennem årene, kom og stod mig bi. Det er måske én af de smukkeste sider ved Christiania, at når nogen dør, står man sammen og hjælper hinanden,« siger hun. »Pludselig kom det hele tilbage til mig, og jeg blev klar over, at der var noget dér, jeg ikke var blevet færdig med.«

Hun er på det rene med, at skal Christiania overleve, skal der ske betydelige forandringer. Og det kræver nye folk:

»Christiania trænger til nyt blod,« siger hun. »Der er en tydelig udmattelse at spore blandt de aktive på Christiania, og det er der ikke noget at sige til. Det er virkelig hårdt arbejde at være aktiv christianit, man er på hele tiden, man er truet både indefra og udefra, og de fleste har jo også både familie og arbejde at passe.«

Hun frygter, at de mange års stadige usikkerhed kan få Christiania til at gå i opløsning:

»Man kan ikke leve i uvished altid. Usikkerhed får et samfund til at gå i opløsning, det er erfaringen fra slumstormerbyer over hele verden,« siger hun. »Så snart man ved, at man kan få lov til at være der, bliver folk anderledes konstruktive. Men den usikre situation, Christiania har befundet sig i gennem de fleste af sine 35 år, er ikke sund for nogen. Hverken for Christiania eller det omgivende samfund. Vi går glip af en masse positiv energi og handlekraft, så længe vi går på usikker grund.«Ida Klemann har en drøm. Hun drømmer om et Christiania, der endnu engang blomstrer af kreativitet og virkelyst. Hvor det ikke først og fremmest er hashandlerne i Pusher Street, der dominerer erhvervslivet på Staden, men hvor skønne produkter og flere erhverv og sjove værksteder kan fine plads. Hvor man skridt for skridt bygger nye værksteder og boliger på steder, hvor de naturligt kunne berige Christianias bybillede. Og hvor der igen bliver mere plads til mangfoldighed og fællesskab.

»Jeg er så naiv, at jeg endnu ikke har opgivet håbet. Jeg kan ikke forestille mig, at myndighederne, når det kommer til stykket, vil presse en løsning igennem, der vil ødelægge Christiania,« siger hun. »Ikke kun af hensyn til christianitterne, men fordi det er sundt for en by at have et sted som Christiania. En kontrast, en smeltedigel, en uregerlig biotop, der kan fungere som vækstmiljø for det øvrige samfund. Tænk bare på alle de mennesker, der kommer på Christiania hver dag, går på Loppen, på Spiseloppen, i Operaen eller i Jazzklubben, er på rundvisning, handler i værkstederne eller nyder en fredelig stund i den bilfrie naturskønne bypark. For dem er Christiania et eksotisk pust i hverdagen, som at komme udenlands uden at behøve rejse ret langt. Eller tænk på de mange fremragende musikere, skuespillere, mesterkokke og billedkunstnere, der har trådt deres barnesko derude.

Alt det skal ikke bare ødelægges af et pennestrøg fra et skrivebord. Christiania har gennem 35 år opbygget en kultur, der er helt unik. Når først den er ødelagt, kan den aldrig erstattes.«