2004 var året, hvor Anders Matthesen stak af fra alt og alle. Der var ham, og så var der alle de andre. Vi taler om den computeranimerede film »Terkel i knibe«, som blev set af flere end 375.000 mennesker, og som han selv havde skrevet og indtalt alle stemmerne til. Vi snakker forestillingen »Simon« på Østre Gasværk, som blev teatrets største succes i mange år. Og vi snakker det suveræne stand-up show »Tal for dig selv«, der satte nye standarder i branchen.

Så var der stille et år. Han slappede af og samlede kræfter og inspiration.

2006 tegner til igen at blive et stort Matthesen-år. »Anden« har allerede udgivet albummet »Soevnloes«, til efteråret debuterer han på filmlærredet i Kenneth Kainz' spillefilm »Rene Hjerter«, og den 31. maj barsler han med showet »Anden paa coke?«

Håret er blevet noget længere, siden Anders »Anden« Matthesen sidst stod på scenen. Gavflabattituden og den umiskendelige vestegnsaccent er imidlertid den samme. Iført skægstubbe, diamantørenring og rødmossede kinder fortæller Anden forventningsfuldt om sit kommende show. Et show, som han kalder sit mesterværk.

Hvad »Anden paa coke?« konkret handler om, vil Anden selv ikke røbe på forhånd. Det må man købe billet til showet for at opleve. De underliggende temaer vil han derimod godt løfte sløret for. Og der bliver tale om et meget ærligt show. Matthesens mission er nemlig at konfrontere os med vores egne svage sider og med de uheldige måder, vi behandler os selv, vores krop og verden på. Blandt andet derfor bliver det - som han selv udtrykker det - ikke et børneshow! Men selv om temaerne er alvorlige, og selv om de knivskarpe bemærkninger er oprundet af Andens egen smerte, er humoren stadig hans redskab.

De indre dæmoner
»Det her show sammenligner jeg lidt med en spyflue i en kaffekop, som man får op på en ske. Man har gravet dybt ned i kaffen, og så kommer der et eller andet klamt op. Det handler om det der med at tage et stik dybere ned i sig selv og se på noget af det snavs, der er. Det kan for eksempel være begærlighed, vrede, had, irritation eller smålighed. Det er følelser, som er interessante, og som man kan blive bevidst om, hvis man tør kigge lidt på dem. Men de er nemme at overdøve, når man lever i en verden, hvor der er fart på meget af tiden. Derfor handler showet meget om åndelig gennemtræk. Om at vi skaber støj omkring os for ikke at fokusere på øjeblikket, på nu og her, og på os selv. Fjernsyn kan man for eksempel bruge til at lave gennemtræk med. Vi skal tillade os en form for strømsvigt, hvor alle de maskiner går ned, og hvor vi er nødt til at kigge de indre dæmoner i øjnene.«

Anders Matthesen har arbejdet på »Anden paa coke?«, lige siden han afsluttede sit forrige show »Tal for dig selv« i 2004. Det er et personligt show for ham, og det har været en lang og smertefuld proces for ham at lave det. Smertefuld, fordi han netop har tvunget sig selv til at se sine egne fejl, mangler og indre dæmoner i øjnene. Hvad det mere specifikt er for mangler, han fandt ind til, da han lod strømmen svigte, er Anden hemmelighedsfuld nok til ikke at ville røbe forud for showet.

»Det er en præmis for showet at pirre folks nysgerrighed, så de tager ind og ser det. Jeg synes, at folk har godt af at få nogle spørgsmål i hovedet i sådan en tid her, hvor de kræver svar på alting. Når man stiller folk et spørgsmål, så tvinger man hjernen til at behandle det spørgsmål. Så i bedste fald kan det være, at der er nogen, der tænker over, om det er godt eller dårligt at tage coke, og om man skal gøre det eller ej. I værste fald kan de blive væk fra showet. Hvis jeg nu tog coke i lange baner, så er det noget, jeg gør. Folk må jo forholde sig til, hvad de selv skal gøre.«

Politisk ukorrekt
Sprogbrug, der næppe ville gøre sig ved et middagsbord i whiskybæltet og skarpe udfald mod navngivne andre kunstnere, som eksempelvis Anne Marie Helger, der er sjov »på den rigtige frugt-i-hatten-agtige -Christiania-måde« har i tidens løb gjort Anders Matthesen kontroversiel. Hans computeranimerede familiesplatterfilm »Terkel i Knibe« fra 2004 var alt andet end politisk korrekt, og hans CD-udgivelse »Soevnloes« fra i år indeholder passager, som sarte sjæle skal holde sig langt fra. Selv har Anden det fint med, at hans kunstneriske form sandsynligvis vækker forargelse i visse kredse, men det er vigtigt for ham at understrege, at hans mission er at gøre folk glade og give dem noget at tænke over.

»Jeg vil ikke nogen noget ondt - tværtimod. Så jeg kan godt blive ulykkelig, hvis jeg bliver misforstået. Jeg vil gerne sende nogle positive ting ud i verden - også når de ligner, at de er negative. Jeg prøver at lave noget, der er fedt. Og hvis du ikke kan lide det, så gå et andet sted hen. Jeg prøver ikke at trække noget ned over hovedet på folk. Jeg prøver ikke på noget som helst andet end bare at være mig selv!«

»Jeg var en sur stodder«
Andens hårde kunstneriske stil bunder ikke i et pessimistisk livssyn. Han mener grundlæggende, at alle mennesker har et stort potentiale i sig, men det ærgrer ham, at verden ikke ser ud, som den burde. Når han udstiller den grimme side af mennesket i sit show, er det for at appellere til os. Anders Matthesen ønsker sig nemlig en verden, hvor vi behandler hinanden bedre. Selv har han gennemgået en stor udvikling fra de tidlige ungdomsår og til nu, hvor han er 30 år gammel. Han har været buddhist i en lang årrække, og han har fundet stor inspiration i bøger om psykologi, filosofi, coaching og religion.

»Jeg var en sur stodder og et meget, meget vredt og ondt menneske, da jeg var ung. Når jeg kigger tilbage, så bryder jeg mig ikke om mig selv som 18-årig. Jeg kan meget bedre lide mig selv nu, og det er jo rart. Og det er da i allerhøjeste grad, fordi jeg prøver at være mere positiv i mit voksenliv. Jeg prøver at lære noget om mig selv. Det gør, at jeg bare er et bedre menneske i dag, end jeg var dengang. Men dermed ikke sagt, at jeg ikke kan blive meget bedre. Det er jo en proces, der forhåbentlig fortsætter, til man dør.«

Det at give er et vigtigt begreb for Matthesen. Han mener, at det er en nødvendighed, at både han selv - og vi mennesker generelt - giver mere af os selv. At vi bruger vores liv på at være generøse og hjælpe andre, og at vi stiller os selv spørgsmålet: »Hvor er der en væltet cykel, som jeg kan rejse op?«

I forhold til »Anden paa coke?« har han også sat sig for at give så meget af sig selv som overhovedet muligt.

»Jeg vil gerne give noget, hvor folk de tænker: 'FUCK!', og hvor jeg stiller mig et sted, hvor folk bare kan slå på mig, alt hvad de vil. Og det kan de bare gøre. Jeg kan godt lide at gøre det, der gør allermest ondt, er allersværest at lave, koster mest - men som er allerbedst. Folk tager meget og vil gerne have meget. Men der er ikke så mange, der giver noget. Og når de gør, så er det tit for at få noget igen. Sådan har jeg også selv haft det. Men i det her show, der vil jeg bare give.«

Anders Matthesen bryder sig ikke om at lægge planer for langt ud i fremtiden. Han mærker hele tiden efter i maven og bevæger sig i den retning, som mavefølelsen dikterer. Derfor ved han heller ikke, hvad der skal ske, når danmarksturnéen med »Anden paa coke?« slutter til efteråret. Lige nu tror han tror selv, at showet bliver hans sidste i lang tid.

Masser af drømme
Drømme har Anden masser af, blandt andet om at udgive en bog og lave sin egen sitcom. Drømmen om familie og børn ligger derimod ikke lige om hjørnet

»Jeg har et dejligt rigt liv. Men jeg har også måttet lave nogle prioriteringer. Det er det her, jeg gerne vil med livet. Det er ikke familie og børn og den slags almindeligt ansvar og huslige pligter. Jeg kan ikke nå det hele. Som en ekskæreste sagde: 'Mit arbejde er min kone. Fansene er mine børn. Og pigen - hun kan så være min elskerinde'.«

Har det ikke en pris?

»Nu må vi se. Det kan da godt være, at jeg dør ensom og barnløs og drikfældig. Men lige nu og her er det dét her, der er rigtigt. Man må jo prøve at justere hver dag og stille sig selv spørgsmålet: 'Er jeg det rigtige sted?' Og jeg kan mærke, at jeg er lige dér, hvor jeg godt kan lide at være.«