Sprut, satire og pudsede julekugler

Det kan godt være, at skuden er gået under, men Café Livas julekabaret kommer mere end tørskoet i land.

Årets sidste krampetrækninger handler om at gå gennem de samme ritualer. År efter år. Silden skal svømme i snaps, nytårsaften skal helst ende med en flaske sprut i den ene hånd og en krysantemumbombe i den anden. Også hos Café Liva er julen igen som den plejer. Det vil sige næsten. For kabaretbåden er hugget til tandstikker, og mens vi venter på en ny, træder styrmand Jacob Morild i stedet op på Halmtorvets PH Cafeen, der forsøger at etablere sig som Københavns nye kabaretscene.

Hvert år er Morild topprofessionel hovedleverandør af tekster til foretagendet. Som regel er han også selv på scenen det meste af tiden med sin særlige blend af hyperenergisk tilstedeværelse og henkastet, småkølig uforskammethed. Hvordan i alverden er han dog i stand til at variere sit had-kærlighedsbudskab til friværdidanskerne og deres yndlingshøjtid i særdeleshed år efter år? Spøger mig ikke, men det er han. Også denne gang er han skarpladt spindoktor, der deler verbale øretæver ud i mobilen - denne gang i kølvandet på valgresultatet. Også i år synger han lummerironisk dansktop i glimmerhabit og tyrolerhat (»Kom og puds mine røde julekugler og den gren, de hænger på«). Også i år er julebranderten godt blæst op. Også i år hudflettes danskernes absurde nytårsaften med druk, bræk og mere druk. Har vi hørt det meste før? Ja, i andre versioner, men det gør ikke noget. For det virker, og når Morilds pen er mest spids, og det er den som regel, så går det glade vanvid og den beske satire atter hånd i hånd og op i en højere enhed. I år er han måske endda en lille smule mere klar til kamp - der er rigeligt med bittermandel i risalamanden, der også er strøet med et ordentligt skvæt absurd nonsens, fordi han har slået humøret sammen med Ole Fich.

Formidabel brandert
De klæder hinanden, de to. Den skarpe, skarptstressende Morild og den lidt tungere, men til gengæld formidabelt afslappet-kuleskøre Fich. På mange måder en klassisk duo: Den hvide klovn og dummepeter. Med Thomas Pakula Andersen og Morten Wedendahl som solid, musikalsk opbakning på lidt af hvert - sidstnævnte har også skrevet de fleste af de indsmigrende melodier med sin sikre fornemmelse for, hvordan det skal gøres. Også Jesus fra fucking asylcentret, Frelsens Hær og Vesterbros højst forskelligartede indvånere dukker op og skaber behørig forvirring undervejs i den stærkt underholdende halvanden time, julen varer. Sjov er Ole Fichs skideskøre fjærtoman: Sikke en omgang gas! Endnu sjovere er Morilds formidabelt styrede brandert i kæfertmonologen om konen, der har udsat sig selv for både »schmlampekur og fedtsuming.« En yndig lille fjer? Snarere en ordentlig hønsegård! Schkål for Liva. Schkør, schkarp og schk - hik - idesjov. Hvad venter I på? Eller som de synger i en af de indledende øvelser: »Hvorfor skal det hele vær' så trist - vi skal alligevel dø til sidst.«