Sprogforvirring i Sydslesvig

DANSKHED Doktorafhandling er præget af en angst for ikke at være videnskabelig nok og en overflødighed af overflødige data, som gør den nærmest ulæselig.

Danskerne er nok lige ved at glemme, at vi i 150 år havde et kæmpemæssigt mindretalsproblem, det sønderjyske. Hvor er der ikke blevet grædt og sunget, kæmpet og arbejdet for danskheden i Slesvig.

Men Bonn-København aftalerne 1955 og nu Schengen-samarbejdet har slettet sporene af diskrimination og den hårde konflikt i grænselandet før og efter Genforeningen 1920.

Der er dog stadig mange herhjemme, som med varme tænker på danskheden i Sydslesvig og deltager i arbejdet på at støtte og værne om danskheden syd for grænsen. Det danske sprog skal fortsat tales syd for grænsen, som det er blevet gjort i tusind år, og helst skal mindretallet også vokse og trives. Og det tyske mindretal nord for grænsen skal da også have lov at udfolde sig.

For ca. 20 år siden rejstes et slags videnskabeligt udsigtstårn i Åbenrå, det såkaldte Grænseregionsforskningsinstitut, som skal kigge grundigt ud over landskabet og fortælle os, hvordan mindretalsforholdene udvikler sig i disse fællesmarkedstider. Instituttet gør det grundigt. De bruger den stærke kikkert og skriver bindstærke værker om grænselandet før og nu.

Hvor mange dansktalende er der så i Sydslesvig i dag efter alle disse omskiftelser? Det er den opgave, instituttets medarbejder, den århusianske filolog og etnolog, Karen Margrethe Pedersen, har sat sig for at tælle op - og det fylder to bind og udgør en 700 siders doktorafhandling, som i morgen forsvares på Syddansk Universitet i Odense.

Historien mangler

Her er den historiske dimension næsten helt udeladt eller rettere sagt behandlet summarisk på halvanden side suppleret med et dårligt kort, selv om det i alle de 150 forgangne år netop har været disse sproggrænser mellem dansk og tysk, som har været grænsespørgsmålets aller varmeste kartoffel. Al forskning før 1975 er ikke omtalt, heller ikke H.V. Clausens livslange studier af sproggrænserne omkring 1920, der bestemte fastsættelsen af den nuværende grænse. Hans bøger er end ikke medtaget i litteraturlisten.

Det betyder ikke, at man af den ny afhandling skulle kunne aflæse danskhedens nuværende grænser i det lille område mellem Flensborg og Slesvig by. Det må man slutte sig til af et kort over de danske skolers og børnehavers udbredelse.

Umulige mål

Sandt at sige er denne store afhandling præget af en angst for ikke at være videnskabelig nok og en overflødighed af overflødige data, som gør den nærmest ulæselig.

Det skyldes, at doktoranden har sat sig det umulige mål at besvare spørgsmålet om det danske sprogs status i Sydslesvig fuldstændigt. Det kunne ellers være så enkelt.

Danskheden dernede er meget vel organiseret i skoler, børnehaver, idrætsforeninger, menigheder, vælgerforeninger osv., og ved at opregne disse institutioners medlemstal og placering i landskabet ville man få et tilnærmelsesvis billede af situationen.

Men så simple talstørrelser er ikke fine nok her - medlemstallene er vist slet ikke nævnt. Nej, for at tilstræbe fuldstændighed og gøre det rigtig indviklet benytter man sig af sociologiens upræcise, men detailrige værktøj, interviews plus detaljerede spørgeskemaer og udtager en delmængde fra helheden, som man påstår er repræsentativ, alt i alt ca. 300 personer, der skal repræsentere de ca. 50.000, der et sted angives som totalen.

Første bind er helliget en skoleundersøgelse på 11 af de 50 danske skoler i området (uden at man ved, om de ligger nær på den danske grænse eller fjernt). Her bliver læserne kastet ud i sociologiens værste virvar, ordret gengivelse af interviews og masser af tabeller, som f.eks. melder: 0,8 pct. af de adspurgte 127 skoleelever erklærer, at de kun taler dansk med deres forældres venner, 0,9 pct. mener, at de hovedsagelig taler dansk, medens 9,4 pct. mener, at de taler mere tysk end dansk med de gamles venner, osv. osv. Det bliver utroligt indviklet, når alle faktorer skal med, aldersklasser, køn, social status og geografisk faktor, foruden hver persons forskellige scenerier: hjem, skole, udeliv.

Selvfølgeligheder

Og hvis det så bare drejede sig om en undersøgelse af tosprogethed, dansk kontra tysk, var opgaven overkommelig. Men der tales i virkeligheden fem-seks forskellige sprog i Sydslesvig, dansk, sønderjysk, sydslesvigdansk, plattysk, højtysk og frisisk. Med denne mangel på afgrænsning af emnet bliver virvaret af faktorer, der skal inddrages, så stort, at man til slut kommer til et resultat, der lyder som selvfølgeligheder, at børn fra dansktalende hjem overvejende taler dansk i skolen og i spejderkorpset, selv om de også kan tale tysk, og at børn fra tysktalende hjem lærer dansk i børnehave og skole og derfor gerne taler begge sprog lige godt.

Der er meget bedre grund under fødderne i værkets andet bind, som i almindelig tekst refererer forfatterens iagttagelser af sproget i idrætsforeninger, spejderkorps og andre danske institutioner i årene mellem 1995 og 1999. Men også her er resultaterne slørede, fordi der aldrig kan fastslås tilstande, uden at der er en mangfoldighed af undtagelser og afvigelser. Der er jo tale om et flydende fænomen, idet det danske mindretals sprogforhold er i stadig forandring - og at der i landsdelen er en kolossal interesse for det, ses af det interessante kapitel i bogen med uddrag af sprogdebatten, som løbende foregår i Flensborg Avis' spalter.

Karen Margrethe Pedersen:

Dansk sprog i Sydslesvig, 1-2, 302 og 391 sider. 350 kr. Institut for Grænseregionsforskning, Åbenrå.