Sprogfejl er distraherende. De ødelægger læseoplevelsen. Men de er også uundgåelige.

Susanne Staun
Læs mere
Fold sammen

Det handler ikke om at være perfekt, men om at prøve at være det. Er mit motto – et, jeg meget gerne bruger, når krakilere finder fejl i mine skriverier. Hvad de meget ofte har held til. I forsøget på at få mig sat på plads pløjede en meget nidkær kvinde sig f.eks. igennem samtlige 14 romaner, jeg har skrevet, og kunne herefter hoverende fortælle, at på side x i xx havde jeg skrevet »næsebord«. Det skete samtidig med, at en kollega havde fået et håndskrevet brev om, at ordet »måneskind« optrådte på side y i yy.

En anden læser fandt en tilsvarende dummefejl og bad mig venligst sige undskyld, eftersom hun havde besværet sig hele vejen hen på biblioteket efter den. Da jeg ikke svarede, genfremsendte hun sin anmodning én gang om ugen i de efterfølgende fire måneder.

Disse er ekstreme eksempler på kværulantforrykthed, som er en diagnose uden behandlingsmulighed. Men det er ikke til at smyge sig udenom: Fejl er distraherende. De ødelægger læseoplevelsen og gør det meget uheldige, at de trækker læseren ud af emnet og hen på fejlen.

Derfor gør gode forlag og aviser sig ekstremt meget umage, og det koster kassen at gøre sig ekstra meget umage. Samtidig er det, desværre, ingen forsikring om perfektion.

Et normalt korrekturforløb på de store forlag begynder med en paranoid forfatter, der selv korrekturlæser sit manuskript om og om igen, fordi hun er ærekær. Men selv den mest ærekære forfatter kuldsejler på den sørgelige klippe, at man oftest ikke kan se sine egne fejl, fordi man læser det, man tror, man har skrevet, og ikke det, der rent faktisk står på papiret.

På forlagene går en sædvanligvis sprogskarp redaktør manus igennem, ofte flere gange. Når manuskriptet er godkendt fra redaktørside, flyder det til sats og herefter til en korrekturlæser, der virkelig bider fra sig. Hvis man er heldig: Nu om dage bider de ikke så meget, fordi de ikke længere er så skarpe, som dengang jeg startede i branchen, hvor en hær af lærde, cerutrygende ældre damer, behængt med universitetsgrader og sadisme, fandt fejl, som ingen normale mennesker ville have opsporet. De var højt elskede. De er stærkt savnede.

Men processen fortsætter: Manus går nu til andenkorrektur, og en ny korrekturlæser gennemgår det manuskript, som allerede to gange er gennemheglet af fremmede øjne. Og alligevel er der fejl i det endelige produkt.

Når jeg gang på gang på gang har måttet konstateret, at vi, lige meget hvor meget vi gør os umage, og lige meget hvor mange sikkerhedsforanstaltninger der kommer i brug, alligevel ender med fejl, kunne jeg godt forestille mig, at der rundtomkring blev mistet et mod eller to, om jeg så må sige: »Jeg kan lige så godt opgive, for det 100% lydefrit manuskript er jo en utopi.« Det kan godt være. Det kan også godt ikke være. Selv har jeg har jeg et mål om at opnå dette utopiske manuskript, inden jeg dør. I mellemtiden klynger jeg mig til mit motto om, at det ikke gælder om at være perfekt, men om desperat og dedikeret at prøve at være det – kun hvad sprog angår, naturligvis.