Springsteen i særklasse

Det startede lidt trægt, men forvandlede sig hurtigt til ren magi, da Bruce Springsteen med en fuldstændig forrygende sætliste af lige rock, hits, skønne oversete perler, kærlighed så ren som sne og melankoli væltede Parken trods elendige søndag aften. BILLEDSERIE: Springsteen væltede Parken

Foto: Niels Meilvang
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter fem gyldne år i den danske koncertbranche, har både Roskilde Festivalen og arrangøreren af den kommende weekends to koncerter med den canadiske legende Leonard Cohen og den forgangne uges koncert med den amerikanske souldiva Erykah Badu for blot at nævne nogle få, presente koncerter måttet sande, at koncertbilletter ikke længere sælger sig selv i Europas dyreste koncertland.

Kun den 58-årige amerikanske rocklegende Bruce Springsteen kan trække de fornødne publikummer uanset billetpris. Selv om det blot er et lille halvt år siden, han turnerede forbi Forum, København med sit E Street Band og sidste års "Magic"-album i bagagen, var Parken fyldt til bristepunktet med 48.000 ellevilde publikummer søndag aften.

Kl. 20.55 entrede han scenen, naturligvis iklædt en forvasket, sort skjorte, slidte jeans og med den naturfarvede Fender Telecaster slynget skødesløst om nakken. Sammen med den klejne guitarpirat Little Steven griber han mikrofonen og vrænger en rocket "Two Hearts" ud til de loyale og tro.

Springsteen slygner sit hoved fra side til side med lukkede øjne og sammentrukne ansigstmuskler i minutterne af den nye let forglemmelige uptemporocker "Radio Nowhere" fra "Magic". Publikum reagerer da også derefter, mere tavse, næsten måbende og euforien er svær at få øje på undervejs. Det samme gælder den næste knaldende rockkaskade i form af "Out On The Street". Lyden er tung, landevejsrocken i centrum, Little Stevens Rickenbacker ringer sine skingre toner, Max Weinbergs trommer buldrer, desværre er Bruce Springsteens ellers så guddommelige, nasale og rustne vokal alt for langt tilbage i det mudrede lydmiks. Men det forhindrer ham naturligvis ikke ikke at skrige ad karsken bælg. Allerede her, blot ti minutter efter spillestart, valfarter han på tværs af scenen og forsøger at piske en stemning op. Han vil det her.

Og selvfølgelig vil det danske publikum Bruce Springsteen, når han synger "Promised Land". En gæv og i sin helt egen ret en smuk sang. Under Clarence Clemons' saxsolo går Springsteen helt ned på et repos foran scenen og knytter bånd med de forreste bevæbnet med en mundharmonika. Nu kommer stemningen, kontakten, som han er en af de få, der mestrer på så store arenaer som Parken. Som den amerikanske ambassadør i Danmark, James Cain, sagde om Springsteen umiddelbart før koncerten: "Man kan være politisk uenig med "Bossen", men han er en stolt amerikaner og jeg elsker hans musik." På dette tidspunkt stod han i hvert fald ikke alene i parken med det synspunkt.

Og slet ikke når aftenens centrum igen opsøger sit publikum helt tæt og kaster sig ned på ryggen for at rejse sig og "låne" en ramme propfyldte fadøl fra en af sine fans, som han ask væk deler ud af til de tilfældige omkring efter selv at have slukket tørsten. Hvilken anden gigant går overhovedet så tæt på, hvem bruger sig selv så meget, hvem investerer? Det gør end ikke Bono.

Ønskekoncert
"Er der nogen, der husker en sang, jeg kan spille," spørger han på gebrokkent dansk og invterer til ønskekoncert. Fluks kommer der en masse skilte med sangtitler fra publikum på scenen, som han henter op på scenen. Velsagtens en håndfuld. "Det koster dig seks øl mere," siger han til gutten fra før, da han hiver hans ønske frem fra bunken og sætter i med "Blinded By The Light". I Omkvædet får han for første gang denne aften selskab af publikum i omkvædet: "I was Blinded, I was Blinded, Blinded, I was Blinded, Blinded by the Light."

Med "Something In The Night" sættes tempoet ned i Springsteens klassiske, længselsfulde ballade-gear efter mere end en halv time i højeste potens. Det smager af drama og lugter af levet liv. Hvad vil man mere, og det er tilmed publikum, der sidder bag rattet. Også på den følgende søstersang, "Trapped". Igen krænger Bossen sit inderste ud med lukkede øjne og vejrtrækninger, der hentes helt nede fra tåspidserne. Han er de sange. De er ham. Det kan man simpelthen ikke være i tvivl om, når man ser, hvordan han går i- og udtrykker dem med så rene og uforfalskede følelser. Det føjer alen til pladeversionerne af selv gode sange som den rødglødende "Gypsy Biker", der klinger næsten magisk i København, især under finalen hvor Springstten og Little Steven duellerer vildt og inderligt på deres guitarer. Anmelderen er ramt i hjertet.

Det samme er de forreste rækker. Da Springsteen stiller sig ned foran en mikrofon en halv meter fra dem, fanges de af de kameraer, som fodrer de to horisontale storskærme. Deres øjne lyser som lanterner og deres ansigtsudtryk er næsten lammede af superstjernens nærvær. Selv en gulvtrampende, mellemskæring som "Working On The Highway" formår at forføre dem. Resten af Parken følger trop under endnu en ønskesang, "Hungry Heart". Alle synger med. Springsteen sætter trumf på med endnu en kærlighedserklæring så direkte og gribende, at man næsten ikke kan være i sin egen krop, "Because The Night". Selvfølgelig tilhører natten de elskende, selvfølgelig tilhører den os. Et stort og afvæbnende højdepunkt sendt ud i stratosfæren af Nils Lofgrens inderlige afslutningssolo.

"Is everybody all right," spørger han. Nej, jeg er ikke all right, det er næsten for meget på én gang.

Hvilken sætliste
Til alt held venter "Livin' In The Future", en af mindre markante og semipoppede sja na na na-skæringer fra kataloget. Her sættes følelserne ikke på samme prøve.
"Are you ready to have a party," skriger han i de døende sekunder af sangen og menigheden svarer promte tilbage med et, to og tre primale enstavelsesbrøl. Hvorefter Bossen nede på knæ tager Parken med til fest på "Mary's Place".
Fuldstændg gennemblødt af sved og iver, vender han om på en 25 øre, bøjer sit hoved melankolsk ned mod scenen til de første toner af den hviskende "I'm On Fire" i blodrødt, stemningsfuldt lys. Smukt.

Hvorpå guitaren igen svinges i position til en melankolsk fortsættelse i den ofte skammeligt oversete "Downbound Train", et bevægende track som bare vokser og vokser for hvert sekund. Alene på scenen bag klaveret fortsætter han sindsstemningen med "For You". Man skal være en ufattelig kyniker for ikke at blive ramt direkte i hjertekulen af sange som disse.

Hvilken sætliste. Allerede efter en times spilletid havde vi fået alt det, vi ikke fik i december i Forum. Og det forsætter med den melodiske perle "Last To Die", den bedste sang fra Springsteens seneste epos. Igen trumfer Springsteen med et hit, denne gang er det "Badlands", der runger ud over Parkens helte og heltinder. Det er måske ikke en af hans bedste, men hvor er den dog herlig anmassende og effektiv som leveret her med brutal rockmusikalsk gulvtramp, torden og lynild.

Efter to fuldstændig fantastiske timer forlader Bruce Springsteen & The E Street Band scenen til en øredøvende jubel, som ganges med to da de vender tilbage og stemmer i endnu en ønskesang, den kærlige balladefortælling "Jungleland", som Springsteen snakker og synger hjem med en sjældent hørt skræmmende intensitet.

Igen kommer Springsteen det flossede indre tilundsætning som på kommando, denne gang med den lidt pjattede retroboogierocker "Seven Nights To Rock", den stående fælles- og signatursang, "Born To Run" og den støjende "Ramrod".
Springsteen smiler over hele ansigtet, han nyder det. Han truer med at stoppe, men i virkeligheden vil han mere, mere, mere. Vi får "Bobby Jean", "Dancing In The Dark" og finalen, "American Land" efter siger og skriver tre timer!

Bruce Springsteen er så langtfra tidernes skiftende toneklange, som man overhovedet kan komme. Men han har noget andet, dét som ingen musikere med et voksende hitkatalog kan købe for penge, han er ægte. Højere kan man ikke nå. Hverken som rockmusiker eller som menneske.