Spørgsmål der ikke kan besvares

I årene mellem 2007 og 2012 begik 79 unge i Bridgend i Wales selvmord ved hængning. Danske Jeppe Rønde forsøger at dykke ned i de unges verden og forstå, hvad der fik dem til det i sin internationale debutspillefilm »Bridgend«. Berlingske mødte ham og hans to hovedrolleindehavere til en snak om liv, død og den walisiske folkesjæl.

Jeppe Rønde er aktuel med filmen »Bridgend«, der har Scott Arthur og Josh O'Connor i hovedrollerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Leth Williams

En flok unge står foran det træ, hvor deres kammerat begik selvmord ved at hænge sig aftenen før. De råber hans navn. Højere og højere. Som en hyldest – eller et skrig af sorg og afmagt.

Det er bare en af mange stærke scener i Jeppe Røndes »Bridgend«, fortællingen om pigen Sarah, der sammen med sin far kommer til byen Bridgend i Wales, hvor den ene teenager efter den anden findes hængt - på samme måde, uden afskedsbrev og på steder, hvor det er deres forældre, der højst sandsynligt vil finde dem.

Er det en kult, desperation eller en form for massepsykose? De spørgsmål stiller Sarah sig selv, mens hun bliver trukket dybere og dybere ned i de unges verden. En verden man ikke bare forlader igen.

En barsk historie, der er baseret på virkelige hændelser.

Jeppe Rønde hørte første gang om selvmordsepidemien i 2008, hvor han læste en kort notits i Berlingske, hvor der stod, at otte unge havde begået selvmord i Bridgend, et område der med Jeppe Røndes ord »svarer cirka til Skive kommune«.

Den gjorde ham nysgerrig, og han begyndte at læse alle de artikler, han kunne finde, og fandt endda frem til chatrooms på nettet, hvor de unge diskuterede selvmordene og hyldede de ’faldne’. I løbet af en periode på seks år, rejste Jeppe Rønde, der har en baggrund som dokumentarfilmsinstruktør, med mellemrum til Bridgend, for at mærke stemningen og prøve at få historien fra de unge selv.

Det var imidlertid ikke så let at vinde de unges tillid, for i Bridgend er enhver outsider en trussel. Jeppe Rønde oplevede både at blive truet med tæv og at folk han regnede for venner sneg stoffer i ham for at teste ham.

»Der er forsøgt lavet tre film der, også dokumentarfilm, men de er alle sammen blevet lagt ned, for du er nødt til virkelig at investere dig selv for at opnå så stor tillid, at du får fortalt ting, selv politiet ikke kender til.«

»Man kunne mærke det i luften«

Jeppe Røndes metode var at møde de unge i deres egen verden med åbent ansigt. Han allierede sig med et par ældre socialarbejdere, som han forklarede hvem han var, og om sine tidligere filmprojekter.

»Det hjalp mig meget. De kunne se, at jeg var seriøs og ikke som de journalister fra The Sun eller andre aviser, der kunne finde på at lyve og udgive sig for at være sælgere eller fra Jehovas vidner, for at få citater fra de unge – som de så kunne smadre hele familier med.«

Jeppe Rønde talte med et sted mellem så mange unge fra området, at han ikke har tal på dem. Især syv blev brugt meget specifikt i historien. »Jeg har skrevet med udgangspunkt i de virkelige historier, men jeg har mikset karaktererne og camoufleret historierne, for ellers ville de blive skubbet ud af deres samfund, som er det eneste de har, og i værste fald på tæsk med knive.«

I takt med at han lærte de lokale bedre at kende, blev han også mere modtagelig overfor stemningen i lokalsamfundet. Noget af det der slog ham var, at han mærkede et nærmest håndgribeligt skifte i luften, inden et nyt selvmord.

»Da det peakede var der nogen der forsøgte hver dag Og da kunne man mærke at de begyndte at slås inden. Man kunne simpelthen mærke det i luften. Det bliver sådan en dyrisk ting – noget inden i os, der er uforklarligt.«

Josh O’Connor og Scott Arthur, der spiller to af byens unge, kan nikke genkendende til Jeppe Røndes beskrivelse af stemningen, der lå tykt over hele den dal hvor Bridgend ligger. Og hvor filmen er optaget.

Scott Arthur, der selv kommer fra en lille by i det sydlige Wales, fortæller, at han følte et stort ansvar overfor byens unge.

»For mig var det et emne, der lå tæt på mit hjerte. Venners venner har været involverede i selvmordene. Jeg kender de mennesker, jeg kender deres rutiner. Noget af det første du ser, når du kommer ind i byen, er forladte industriområder. De er et resultat af, at Margaret Thatcher lukkede ned for minerne og alt det industrielle arbejde i området i 80erne. Det er det samme, der er sket i mange byer i Wales. Tilbage er en følelse af tomhed, af at folk er fortabte og ikke ved, hvad de skal gøre af sig selv,« siger han.

»Hele dalen, alle de fældede træer, det hele er som en spøgelsesby. Det var virkelig uhyggeligt. Jeg tror, vi alle sammen kunne mærke den vægt, der blev lagt på os. Alle gav i hvert fald alt hvad de havde i sig,« medgiver Josh O’Connor, der også selv kommer fra en lille by – dog i England.

Dø for en sag

Naturen har for længst bemægtiget sig de nedlagte jernbanespor udenfor Bridgend, der står som en næsten skjult og spøgelsesagtig påmindelse om en tid med fremgang. I »Bridgend« foregår meget af handlingen også skjult under overfladen. I det kollektivt ubevidste, men også i chatrooms på nettet. Der går tråde mellem de unge, som ingen omkring dem kan se, men som begynder at sitre, så snart der er endnu et selvmord under optræk.

»Der er mange brudte familier derovre, alkohol, stoffer og vold, og når familierne så mister børnene, bliver det virkelig kompliceret,« siger Jeppe Rønde, der oplevede at de unge nærmest vil gøre hvad som helst for at føle sig som del af noget større. En familie.

»Alle unge vil gerne være en del af noget, også selvom det betyder, at de må gøre noget, der er virkeligt ekstremt. Det ser man tit, ikke bare i Wales. Det gælder også en dansk provinsby«

»Ja,« tilføjer Josh O’Connor. »Det handler om den identiet, du oplever i en gruppe af mennesker. Det handler ikke om at give op, om at dø for at dø – men om at dø for en sag. Den der gruppementalitet er en sag.«

Behovet for at føle sig som del af en gruppe, bliver kun forstærket af, at man ikke taler om selvmordene i det lille samfund.

»De fortrænger og fortrænger og det er et stort tabu. I hvert fald blandt de fleste voksne, jeg har talt med, for de unge vil faktisk gerne have det ud,« siger Jeppe Rønde, og fortæller, at selvmordene også af psykologer er blevet kaldt ’180-graders mord’. »For det er de unge, der dør, men de voksne der bliver slået ihjel. De er zombier, de er bange – og de KAN ikke tale om det.I Skandinavien taler vi om næsten om alt. Det er vores kultur, men det gør man ikke her,« siger Jeppe Rønde og fortæller om den teenager han oplevede havde det mest åbne forhold til sin mor.

»Og selv der sagde moderen bare »du gør det ikke, vel?« og han svarede »Nej nej«. Det var det. Efterfølgende har han forsøgt at hænge sig to gange. Han ved ikke hvorfor, der var noget i mørket der kaldte på ham. Han havde ikke lyst, men han kunne ikke undslippe det.«

Svaret findes ikke

En anden hængte sig i træet ved siden af det, hvor hans bedste ven havde begået selvmord et år tidligere. Efter at have bedyret, at han aldrig ville gøre det. Men han blev konstant mindet om tabet – og om muligheden, og til sidst gav han efter.

Jeppe Rønde har med vilje ikke forsøgt, at finde svar på det rungende »hvorfor?«. For det svar kan ikke findes.

»Du vil aldrig kunne sige, hvorfor nogen begår selvmord, for du kan ikke spørge dem. Du kan have dine teorier; han havde ikke nogen far, havde slået op med kæresten, var på stoffer … hvad som helst. Men du ved det grundlæggende ikke. For hvad er meningen med livet? Hvad er meningen med døden? Det ved vi ikke, og vi vil aldrig finde ud af det. Og det er vi nødt til at acceptere. Vi må acceptere, at der er noget andet på spil indeni os, noget vi ikke er herre over. I Bridgend er dette ’noget’ den kollektive ubevidsthed, og den er universel, grænseløs«

»Nogen tilskuere vil sikkert tænke »det er jo derfor…«, men det er bare deres fortolkning,« siger Josh O’Connor. »Der er ikke noget entydigt svar.«

Tilbage er kun stemning, observationer. Et forsøg på at indfange et sted og en mentalitet, der måske, måske ikke, har ført til de mange selvmord.

»I gamle dage troede kelterne, at hvis din ven døde, kunne du slå dig selv ihjel og være sammen med ham. Det er ikke fordi det er en tro, de unge overhovedet er bevidste om eller kender til, men når det er i din kultur, er det bare noget, der er der,« siger Jeppe Rønde.

»Jeg vil ikke stemple walisere som deprimerede, men depression rammer mange mennesker i Wales,« medgiver Scott Arthur. »Det er som om det ligger dybt i walisernes natur. De bedste skuespillere fra Wales; Richard Burton, Anthony Hopkins… de led alle sammen af depressioner. De var melankolske. Samtidig er det nærmest en religion i sig selv at være walisisk. Vi er meget passionerede og har en patriotisk kultur. Hvis vi taber i Rugby, er vi deprimerede i flere uger efter. Uger! Vi kan ikke gå på arbejde.«

Walisere er knyttet til det sted de bor. Måske derfor er der ikke nogen af de unge, der ser at få benene på nakken og komme væk fra Bridgend.

»Jeg hørte om en der prøvede at flytte til Swansee, der ligger få miles fra Bridgend og han kunne ikke klare det og flyttede tilbage to uger efter,« siger Josh O’Connor. »Den økonomiske og psykiske depression er så omfattende, at bare det at forlade byen er et stort skridt. Vi kan ikke forstå det, fordi vi kommer fra en verden, hvor du bare kan tage et andet sted hen, hvis du ikke bryder dig om det sted, du er vokset op. Men det kan de ikke.«

Jeppe Rønde sammenligner det med, at være vokset op i en lille dansk landsby, hvor det tilsvarende kan være svært at flytte til en større by, for i den lille by er man jo noget. Der bliver man set og anerkendt.

»I den landsby jeg kommer fra er alle en karakter, alle er afholdte og alle føler sig som noget særligt,« nikker Scott Arthur. »Hvis du sætter dig ned i min lokale pub, kan du have 30 forskellige samtaler. Jeg tror at grunden til at de ikke flytter er, at de håber at tiden vil gå, og at dette her stadig hvor alt er mørkt og trist og der ikke er nogen jobs eller penge går over. Så længe de bare holder sammen.«

Hele vejen ind i døden.