Splittet til det sidste

Bøger: »Udvalgte digte« Med Erik Knudsens død for et halvt år siden blev et vigtigt kapitel i dansk lyrik afsluttet. Et fint udvalg understreger livskraften i hans digte.

Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da Erik Knudsen døde for mindre end et halvt år siden, 85 år gammel, var det også et vigtigt kapitel i den danske lyriks historie, der blev afsluttet. Erik Knudsen var den sidste af de store lyrikere i den generation, der skrev digte med Anden Verdenskrig og besættelsestiden som et direkte og personligt afsæt. »Krigere uden våben« og »Soldat eller menneske« er et par af de tidstypiske titler, som Erik Knudsen i 1945 spillede op imod med sine debutdigtes »Dobbelte dage«.

At Erik Knudsens tidlige digte langtfra er fjern historie understreger det bind »Udvalgte digte«, som forfatteren umiddelbart før sin død nåede at færdigredigere i samarbejde med Anne-Marie Mai. Godt nok ligger udvalgets hovedvægt på den sidste del af Erik Knudsens poetiske produktion, men de eksempler, der er medtaget fra den første del af forfatterskabet, er intenst nærværende udtryk for en tid og en tidsånd og brænder for manges vedkommende igennem med en nærmest ikonografisk kraft og prægnans. Allerede i sin anden samling »Til en ukendt Gud« skriver Erik Knudsen, mens efterkrigstidens ideologiske polarisering tager til, en af periodens skarpeste afvisninger af de fastlåste positioner og af hververne fra alle lejre:

»Vi frabeder os alle traktater og pjecer/såvel fra frelsens hær/som fra konservative vælgerforeninger.//Vi modtager ikke kulørte postkort/uddelt af solbrændte revolutionære/og rødkindede trompetblæsere ...«

Det er i samme samling fra 1947, at Erik Knudsen skriver »Mine ben vandrer på Købmagergade/mine tanker er alle vegne« med en symptomatisk betoning af dobbeltheden og det samtidige tilstedevær på forskellige eksistensplaner. Det er i krydsfeltet mellem det lidenskabelige engagement i tiden og de politiske spørgsmål og den personlige positionsbestemmelse, ofte med en snert af selvironisk distance, at Erik Knudsens digte så overbevisende står distancen.
»Blomsten og sværdet«, Erik Knudsens gennembrudsbog og et af den tidlige danske modernismes hovedværker, betoner endnu engang dobbeltheden og formulerer Den Kolde Krigs mest apokalyptiske stemninger i klassiske sekvenser som nødråbet: »O døve skippere! blinde styrmænd!/Levende brødre ved mast og ror/Jeg kalder på jer med vand i min mund.«

Mindre patos, men en sjælden veloplagt sproglig ekvilibrisme demonstrerer digtene fra »Sensation og stilhed«, som med profetisk skarpsyn og satirisk veloplagthed hudfletter kommercialismens, reklamesloganernes og mediernes overtagelse af virkelighedsbilledet i det tidlige, socialdemokratisk designede velfærdssamfund. Der er tryk på i »Varehuset Total«, og den aktuelle brod mangler heller ikke: »Synspunkter, sæbe – her sælger vi godt/ønskekoncerter for baggård og slot/trosartiker og sovetabletter/barnevogne, atomraketter/gudsfrygt, fiduser, utugtige hefter/førstefødte og underskrifter ...«

Efter »Sensation og stilhed« kom revykomedierne, de satiriske sangspil og debatbøgerne tæt i Erik Knudsens forfatterskab, mens der blev længere imellem de egentlige digtsamlinger. Til gengæld fylder de fire bøger, »Forsøg på at gå« (1978), »Ord fra Humlebæk« (1986), »Hjemme i labyrinten« (1988) og »Sand« (1990) altså næsten halvdelen af det foreliggende udvalg.

»Det er ud-kast tid, hen-kast tid, skitse-tid,« slog Erik Knudsen med vanlig sensibilitet og præcision en flertydig stemning af hastværk i tiden, skepsis i forhold til den højstemte poesi og fremadskridende alder an i »Ord fra Humlebæk«, og med en lige så typisk selvironi tegnede han et andet sted et signalement af »syntesesmeden, den aldrende tilværelsesfortolker«. I digtet »Hjemme« fra »Hjemme i labyrinten« gør den aldrende digter status med tydelige referencer til en række tidligere titler og de dominerende temaer i forfatterskabet: »Splittet er jeg til det sidste./Hjemme i labyrinten.«

På mange planer er Erik Knudsens forfatterskab et af de store nybrydende i dansk lyrik med sprængningerne af de sproglige konventioner, collage- og konfrontationsteknikken, den talesprogsagtige diktion, revyslagfærdigheden. Med tvivlen og splittelsen som de konstant udfordrende ledsagere skabte ordkunstneren Erik Knudsen et sjældent helstøbt, sammenhængende og slidstærkt lyrisk værk. Tidssignalementerne, samfundskritikken, undermineringen af de skråsikre positioner, de eksistentielle anfægtelser og den selvironiske gestus hos Erik Knudsen sigter ikke imod et evigt poetisk liv, måske netop derfor holder digtene sig så sprælsk levende.