Spirende håbfor små teatre

Efter pres fra oppositionen og teaterfolk vil kulturministeren nu sikre de små egnsteatre uændret økonomi til næste år. »En fremstrakt hånd fra Brian Mikkelsen«, konstaterer Kommunernes Lands­forening.

De kan ånde lettet op.

De mange kommuner, der drømmer om at åbne deres eget teater, har pludselig fået et års økonomisk forspring.

Efter langvarigt pres fra teaterfolk og oppositionen har kulturminister Brian Mikkelsen (K) besluttet at udskyde den omdiskuterede rammestyring, der fra flere sider bliver betragtet som et benspænd for drømmen om et kulturelt danmarkskort.

Nu får egnsteatrene et uændret tilskud indtil udgangen af 2008. Kommunerne kan arbejde videre med at etablere små teatre over hele landet.

»Vi kan kun opfatte dette som en meget udstrakt hånd fra Brian Mikkelsen. Det er et meget vigtigt signal på det rette tidspunkt, hvor kommunerne sidder og laver deres kommende budgetter,« siger Henrik Larsen (R), der er formand for Børne- og kulturudvalget i Kommunernes Landsforening.

Forløbet begyndte sidste vinter, da regeringen og Dansk Folkeparti besluttede at lægge loft over det beløb, der normalt refunderes fra staten til kommuner med egnsteatre.

I stedet skal egnsteatrene nu søge om at få del i en fastlagt pulje. Jo flere ansøgere, jo mindre at dele. Indgrebet ville lette statens rolle i forhold til de mange nye egnsteatre, der popper op i de nye storkommuner. Til gengæld skabte det stor usikkerhed i kommunerne og på teatrene. En af de berørte scener er Mungo Park fra Allerød.

»Hvis ikke staten giver refusion, skal Allerød ud og finde omkring 700.000 kroner for at have os. Det er jo virkelig mange penge i en kommune, der kun har 23.000 indbyggere,« siger teaterdirektør Martin Lyngbo.

Han håber, at Brian Mikkelsens udsættelse betyder, at kulturministeren vil gen­overveje refusionsordningen. Samme melding kommer fra Foreningen af Små Teatre.

»Jeg er meget begejstret,« siger formand Mogens Holm.

»Det beviser, at Brian Mikkelsen mener det alvorligt, når han siger, at vi skal have egnsteatre i kommunerne«.

Det var ikke muligt at få en kommentar fra Brian Mikkelsen i går, men i en pressemeddelelse understreger ministeren, at 2008 er et overgangsår.

»Vi skal ikke risikere, at spændende nye projekter falder på gulvet, eller at veletablerede teatre får problemer i denne overgangssituation,« udtaler ministeren.