Spionkrig uden ende

To forskere frifinder nu Alger Hiss. Han var ikke sovjetisk agent, siger de, og dermed genåbner de den mest omstridte amerikanske spionsag. Men hvorfor bliver vi overhovedet ved med at diskutere den slags spørgsmål?

Alger Hiss og hans kone forlader et retsmøde i spionsagen i 1950.<br>Foto: AFP Fold sammen
Læs mere

Alger Hiss er manden, som ikke vil dø.

Han døde ganske vist for 11 år siden, men hver eneste dag lever han videre. Ikke fordi han i sig selv er så forbistret interessant, han var en tørvetriller, en ansigtsløs bureaukrat, der endte sin karriere som rejsende i bøttekort. Ikke desto mindre er han et emne, som kan styre samtalen ved et middagsselskab væk fra friværdi og ferieplaner.

Gjorde han det? Gjorde han det ikke?

Så på sin vis er det ikke overraskende, at et stort sort-hvid foto af Alger Hiss pryder forsiden af den nyeste udgave af magasinet »American Scholar«. På billedet sidder han bag et bord næsten formummet bag fire knytnævestore mikrofoner og under et pomadiseret hår stirrer hans øjne op mod en person, der er højere end ham. »Var Alger Hiss virkelig den sovjetiske spion med kodenavnet Ales? Og hvis ikke det var ham, hvem var det så,« spørger forsiden. Inde i magasinet kan man på side efter side og med 184 fodnoter endnu en gang træde ind i Alger Hiss-land.

Men hvorfor skulle vi?

Fordi sagt meget kort at vi simpelt hen ikke kan lade være. Den kolde krig var den konflikt, som formede vores generation, og som vi ikke bare kan ryste af os, og Alger Hiss er den slagmark, som vi posthumt stadig kan udkæmpe konflikten på.

Så velkommen tilbage.

Jagtet af Nixon
Den seneste salve på slagmarken kommer fra Pulitzer-vinderen Kai Bird og den russiske historiker Svetlana Chervonnaya og de forsøger at omgøre de seneste ti års konsensus: At Alger Hiss vitterlig gik i sovjetisk tjeneste og udleverede endog meget ømfindtlige oplysninger, blandt andet de amerikanske forhandlingsplaner for Jalta-konferencen, og dermed var han medvirkende til, at Stalin under konferencen kunne overliste Roosevelt og lade jerntæppet glide ned gennem Europa.

Det var et kongresmedlem ved navn Richard Nixon, som i 1948 anklagede Hiss for spionage og bed sig fast i haserne på den dydsirede diplomat, der var indbegrebet af de samtalende klasser i Washington. Hiss havde topkarakter fra de bedste universiteter, hans vennekreds talte to højesteretsdommere, han var politisk placeret, hvor det intellektuelle set var placeret, og han steg i graderne i udenrigsministeriet og opererede som en slags departementschef. Richard Nixon var det modsatte af Hiss, og hans angreb blev begyndelsen til begge dherrers fremtidige karriere:

Nixons som toppolitiker og Hiss som topmartyr.

Alger Hiss blev for højrefløjen et præmieeksempel på venstrefløjens svigt, mens han for venstrefløjen blev et ditto eksempel på højrefløjens overgreb.

Selv fastholdt hovedpersonen til sin død i 1996, at han ikke havde gjort, hvad han blev anklaget for, og han døde, som han havde levet, som en løgnhals eller et offer, i gråzonen mellem påstand mod påstand.

Efter hans død påviste en række bøger og en tværpolitisk kongreskommission imidlertid, at Alger Hiss hævet over enhver tvivl var den legendariske sovjetiske agent med kodenavnet Ales, og så overbevisende var materialet, at selv mange af de sande troende måtte pakke kortene. I Danmark skrev kommentatoren Jørgen Dragsdahl således, at den amerikanske diplomat sikkert ikke havde gjort den store skade, men Alger Hiss var måtte Dragsdahl sammenbidt erkende »formentlig« agent.

Rejser med mystik
Nu forsøger Kai Bird og Svetlana Chervonnaya så at skrue tiden tilbage, ikke bare til tiden med påstand mod påstand, men til før 1948, til dengang Alger Hiss var uplettet og ukendt, og de går til frontalangreb mod selve hjørnestenen i den historiske dom over hovedpersonen, det såkaldte Venona-arkiv.

Den amerikanske efterretsningstjeneste NSA begyndte at offentliggøre Venona-materialet i slutningen af 1990erne, og historien om materialet er en spionroman værdig:

Før Anden Verdenskrig sendte sovjetiske ambassader og konsulater spionmeddelelser hjem til Moskva med engangskoder, som var umulige at bryde. Men i 1942 og af sparehensyn begyndte russerne at genbruge deres koder. Under krigen fik finske soldater fat i en sovjetisk kodebog, finnerne gav den videre til tyskerne, og i 1945 fandt amerikanerne den i ruinerne af Det Tredje Rige. Russerne vendte i 1946 tilbage til engangskoder, men skaden var sket.

Fra 1942 til 1946 havde den amerikanske efterretningstjeneste NSA opsnappet 2.900 telegrammer og radiomeddelelser fra det sovjetiske konsulat i New York til KGB, og amerikanerne begyndte nu at knække kommunikationen, som fik kodenavnet »Venona«. Og det var artige sager, som blev åbenbaret.

Historikere havde hidtil troet, at der kun var ganske få sovjetiske agenter i USA, men Venona omtalte 349 agenter, og det reelle antal vurderede eksperterne var formentlig tre gange så højt.

Venona omtalte kun agenterne ved deres kodenavn, og agenten med kodenavnet Ales var blandt de mest interessante, fordi han på kritiske tidspunkter havde været midt i begivenhederne, og fordi han havde gjort så stor skade. Stalin var så tilfreds med agentens indsats under Jalta, at diktatoren gav ham den højeste spionorden. Ales havde udleveret hemmeligheder, som afslørede, hvor amerikanerne under forhandlingerne var villige til at give køb, og Stalin havde fået hele Østeuropa som sin interessesfære.

Venona siger ikke, at Ales var Hiss men her er, hvad Venona siger om Ales:

Ales var ansat i det amerikanske udenrigsministerium, og han havde været en nøgleperson i den amerikanske delegation ved Jalta-konferencen. Efter konferencen rejste han til Moskva sammen med udenrigsminister Edward Stettinus. Under besøget udtrykte en højtstående sovjetisk myndighedsperson personligt sin taknemmelighed over for Ales, og derefter rejste Ales med en amerikansk delegation til en FN-forberedende konference i Mexico City.

Denne rejsebeskrivelse var en stencilkopi af Alger Hiss rejser i 1945. I Moskva var Stettinus i Bolsjoi-balletten for at se »Svanesøen« sammen med en sovjetisk delegation, og de sad alle i zar-logen. Alger Hiss var der også, og den sovjetiske viceudenrigsminister, som var ansvarlig for efterretningerne, kunne ved den lejlighed have udtrykt sin taknemmelighed over for Hiss.

Læg dertil, at Hiss var belastet af en lang række indicier - af tidligere medlemmer af det amerikanske kommunistparti, som hævdede, at Hiss var overbevist kommunist, af gamle venner, som hævdede, at de havde hjulpet Hiss med at gemme og sende oplysninger, og af andre sovjetiske agenter, som hævdede at have opereret sammen med diplomaten.

I 1997 konkluderede Senatets tværpolitiske Moynihan-kommission, at »spørgsmålet om Alger Hiss skyld nu er afklaret«. Hiss var Ales, og Hiss var skyldig, og det har lige siden været den mere eller mindre sammenbidte konsensus.

Ny spion udpeget
Men en konsensus betyder kun, at de fleste er enige; det betyder ikke, at det er rigtigt, siger Kai Bird og Svetlana Chervonnaya nu.

De fremlægger det såkaldte Gorsky-telegram, som først for nylig er kommet for dagens lys. Telegrammet blev afsendt 5. marts 1945 fra Sovjets ambassade i Washington til Moskva. Afsenderen var ambassadens spionchef Anatoly Gorsky, og han meddelte hovedkvarteret derhjemme, at Ales stadig ikke var vendt tilbage fra Mexico City.

Problemet er som de to historikere påviser, at Alger Hiss på det tidspunkt var vendt tilbage fra Mexico City.

Han vendte tilbage 22. februar. 3. marts deltog han i et radioprogram og 5. marts i en pressekonference i Washington. Eller sagt med andre ord: Hvis agenten Ales 5. marts 1945 ikke var vendt tilbage til Washington, så kunne Alger Hiss ikke være Ales for Hiss var vendt tilbage.

Bird og Chervonnaya er imidlertid ikke tilfredse med at have sået tvivl om Hiss skyld; de går endnu videre og forsøger at påvise hvem Ales i virkeligheden var.

Som et slags Le Carrésk udelukkelsesarbejde konstaterer de, at otte amerikanske diplomater rejste fra Jalta med udenrigsminister Stettinus til Moskva, og de fastslår, at fem medlemmer af delegationen var tilbage i Mexico City 5. marts. Derefter finder de så ud af, hvem der angiveligt var dame, konge, es og spion, og de når frem til en diplomat ved navn Wilder Foote. Han havde rejst akkurat den samme rute, som Ales ifølge Venona havde rejst, og han var stadig i Mexico City 5. marts. Under Jalta havde han haft til opgave at tage referat fra de interne amerikanske forhandlinger, og han var senere ude af stand til at finde disse referater. Ydemere siger Bird og Chervonnaya havde han ifølge de sovjetiske arkiver også siddet i zar-logen i Bolsjoi, og det var russerne, som havde insisteret på at få ham med i logen.

Ydermere hævder de to historikere havde Wilder Foote nær tilknytning til venstreorienterede kredse, som senere blev efterforsket af forbundspolitiet FBI.

Er sagen dermed lukket? Har vi fået det endelige bevis på, at Alger Hiss ikke var spion, og at det i stedet var en anonymius ved navn Wilder Foote?

Langt fra.

Andre eksperter er allerede begyndt at tilbagevise den seneste tilbagevisning, og der bliver ikke sparet på ordene. Forfatteren Ron Rosenbaum skriver i webmagasinet Slate, at der er tale om en »ideologisk fejllæsning af beviserne,« og historikeren Ron Radosh mener, at »nu skraber tilhængerne af Alger Hiss tydeligvis bunden«.

Og sådan vil det fortsætte lidt som en engelsk fodboldkamp før i tiden med lange bolde ind i feltet og en tilskuerentusiasme, som ikke altid stod mål med spillet.

Krigen om Hiss fortsætter
Er det vigtigt? Selvfølgelig er det vigtigt. Sandheden den historiske sandhed er altid vigtig, men spørgsmålet skal måske i stedet lyde: Er det så vigtigt?

Hvorfor bliver vi ved med at vende tilbage til Alger Hiss? Hvorfor har en gammel koldkriger som forfatteren Arne Herløv Petersen for eksempel på sin website et link til Alger Hiss-debatten? Hvorfor kan vi ikke lade ham ligge?

Fordi det naturligvis ikke kun drejer sig om Hiss. Sager bliver sjældent interessante i sig selv; de bliver som oftest kun interessante, hvis de er udtryk for noget større, og som den demokratiske senator, Daniel Patrick Moynihan, i 1998 skrev: I efterkrigstiden »blev det bestemmende i det intellektuelle liv i Amerika, om man troede på Alger Hiss skyld eller uskyld«. Hvis man troede på hans uskyld, placerede man sig på den ene side af kridtstregen; troede man på hans skyld, placerede man sig på den anden. Alger Hiss blev et navigationspunkt, og når man placerede sig selv i forhold til det navigationspunkt, placerede man også sig selv på det store kort

At Den Kolde Krig er forbi, betyder derfor ikke, at krigen om Alger Hiss er forbi. Den vil fortsætte, og den vil fortsætte med anklager og modanklager, og som journalisten og forfatteren Jacob Weissberg har udtrykt anklagerne og modanklagerne er et forsøg på at lade som om, fortiden er nutid. »Argumenterne drejer sig mindre om at forsøge posthumt at få rede på Den Kolde Krig end om at fortsætte den,« og det minder ikke så lidt om en »slagmark, fyldt med granatchokerede soldater, som ikke kan fatte nyheden om, at krigen er forbi. Det er et metafysisk problem, som rammer eks-, pro-, anti- og anti-anti kommunister: Hvad sker der, når den politiske kamp, som var bestemmende for ens eksistens, ikke længere eksisterer?«

Derfor er Alger Hiss manden, som ikke vil dø.