Spioner og gamle kommunister

Weekendavisens politiske journalist Hans Mortensen har skrevet en drønspændende spionthriller. Den handler om venskaber og forræderi med tråde tilbage til DDR-tiden. Kan det være, at den er blevet så vellykket og troværdig, fordi Hans Mortensen selv er gammel kommunist?

Murens fald i 1989 blev et afgørende vendepunkt for Hans Mortensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: DPA

Hans Mortensen er kendt fra TV, hvor han jævnligt indkaldes for at kommentere politiske forhold, ikke mindst om partiet SF. Han skriver politiske analyser i Weekendavisen og i år modtog han sammen med sin kollega Arne Hardis Berlingske Fonds journalistiske Hæderspris.

Om få dage udgiver han en thriller med titlen »Fjendens bedste ven« om en let desillusioneret journalist på Hans Mortensens egen alder, hvis gamle ven fra ungdomsdagene i Danmarks kommunistiske Parti findes druknet. Romanens hovedperson graver i dødsfaldet og finder til sin store overraskelse ud af, at vennen har været spion for Østtysklands hemmelige politi, Stasi, og at døden ikke er et hændeligt uheld, men mord.

De to gamle venner havde været på rejser sammen til Østtyskland i deres fælles kommunisttid; arrangeret og betalt af partiet, men Mortensens romanhelt havde ingen anelse om, at vennen var blevet hvervet til at give Stasi information om danske militæranlæg.

Den østtyske pige, der havde et forhold til vennen, var i virkelighed en Stasi-agent, der rekrutterede ham. Romanhelten rejser til det tidligere DDR og møder pigen og en anden gammel østtysk agent og kører tilbage til Danmark, hvor han søger efter de personer fra hans gamle kommunistmiljø, der lokkede hans gamle ven ind i spionverdenen.

Romanen ender med en hæsblæsende afslutning, hvor Hans Mortensen aldrig slipper den moralske røde tråd, og så er der i øvrigt en kras beskrivelse af dansk journalistmiljø. Forløbet er hamrende spændende, uventet og troværdigt.

Hvordan er det lykkedes dig, Hans Mortensen, at skildre det gamle DDR og kommunistkammeraterne så overbevisende? Det er vel ikke fordi, du selv har en fortid som kommunist?

»Lad være at lyde så naiv. Det havde du vel en formodning om, at det havde jeg været. Jo, jeg var medlem af Danmarks Kommunistiske Ungdom og en kort tid også medlem af DKP. Jeg tror, at jeg meldte mig ud omkring 1982. Men meget af min hovedpersons historie er da min egen, selv om jeg aldrig kom ud for så dramatiske ting, som han gør. Men jeg var også på en sommerrejse til Østtyskland med partikammerater.«

Hvorfor står det så ikke i flappen på din bog, at du var kommunist, for det er da vigtigt at vide?

»Det ved jeg faktisk ikke. Der er ikke tale om en bevidst udeladelse.«

Ubevidst?

»Måske, men det er da ikke nogen hemmelighed.«

Der er en scene i den britiske forfatter Martin Amis roman »Koba den Frygtede. Latter og de 20 millioner« (2005), hvor han lader gamle kommunister mødes og skriver, at de altid grinede, når de talte om gamle dage, som om der var en fælles forståelse om en fortid, som man kunne grine af, men ikke tog alvorligt. Kan du genkende det?

»Ja, det kan jeg godt genkende, når jeg har været sammen med gamle kommunistvenner. Det tog lang tid for mig at opdage, hvad sandheden om kommunismen var, til at jeg meldte mig ud, og til jeg endelig erkendte, hvor uhyggeligt det egentlig havde været. Men jeg kom væk fra kommunismen og sad og jublede, som alle andre, da Muren faldt. Men først sent reflekterede jeg dybere over det, og det var da jeg begyndte at komme til Berlin og skulle forklare min søn, hvad Muren var, og at der var mennesker, der var blevet skudt under flugtforsøg.«

Var det svært at forklare ham?

»Mon ikke. Det var jo så skørt. Hvordan kan man forklare en ung dreng, at hans far har været lige så fanatisk og langt ude, som så mange nu engang var det dengang? Og så tænkte jeg, at det jo ikke var pjat, det vi lavede dengang, og jeg ikke ville slå en latter op med gamle kommunistvenner over, hvad der var sket. Det endte ikke i noget dramatisk, blodigt og forfærdeligt, men det var måske mere vores held end forstand og for de østtyskere, hvis undertrykkelse vi kom til at støtte som kommunister, var det en tragedie.«

Så denne bog er, foruden at være en spændende spionthriller, en slags selvransagelse fra din side og et forsøg på at sige, hvor alvorligt det var, at unge mennesker blev kommunister?

»Ja, for efter at have reflekteret over det, besluttede jeg mig for at trække af mine erfaringer og skrive en troværdig spionthriller, der viser, hvor alvorligt det kunne være blevet. Det kunne være gået rivende galt, og det forsøger jeg at vise.«

Og det gik jo galt for mange kommunister i både Europa og USA?

»Der var ikke bare tale om hyggelige sommerudflugter til DDR, men det var dødsens alvorligt, og nogle blev sikkert forsøgt rekrutteret som agenter. Og når flygtninge blev skudt eller fængslet, fandt vi på bortforklaringer for at rense kommunismen og ikke se sandheden i øjnene. Vi var moralsk medskyldige, fordi vi var med til at legitimere systemet.«

Der har i årtier været et forsøg på at debattere, hvordan kommunismen og venstreradikalismen kunne få så fast et greb i unge danskere efter 1968. Debatten har ikke været let, for kun få venstreorienterede ønskede at bidrage. Man fortrængte historien eller grinede, som i Martin Amis bog, af hele historien. Hans Mortensens bog forsøger også at bidrage til denne debat ved at lade personerne konfrontere fortiden og forklare deres kommunist-engagement.

Du beskriver selv i bogen, hvordan I kunne bortforklare virkeligheden?

»Ja, og jeg har med stor interesse læst tidligere kommunister som forfatteren Arhur Koestler. Der er mange sociale og psykologiske forklaringer på, hvorfor man kan se bort fra brutaliteten. Det handler ikke mindst, tror jeg, om, at man kun omgås folk, som man er enige med, og derfor kan man udelukke virkeligheden. Det skete dengang, og det sker i dag i muslimske kredse.«

Hvorfor tager du først nu denne fortid op? Hvorfor gik der så lang tid?

»Jeg ved det ikke. Måske fordi jeg ikke syntes, det var så vigtigt.«

Så du lod andre skændes og slås om fortiden?

»Ja og krøb udenom. Men selvfølgelig skulle vi have taget selvopgøret. Det var på en måde fejt at lade være. Men at stå ved de grave ved Muren flyttede noget følelsesmæssigt i mig.«

I din thriller lykkes det din jounalist­helt at finde frem til de danskere, der hjalp Stasi. En af dem er en kvindelige jurist med en strålende karriere. I sidste ende får det fatale konsekvenser for hende, men er det ikke ganske urealistisk, for folks kommunistfortid har jo ikke haft konsekvenser for en eneste gammel kommunist?

»Nu begik romanens kvindelige jurist jo noget kriminelt, og det var der ikke så mange danskere, der gjorde. De fleste var blot medløbere og pådrog sig et moralsk ansvar, men kun få havde begået lovbrud. Jeg har heller ikke selv begået noget ulovligt ud over at opsætte plakater uden tilladelse.«

Du skildrer disse mennesker med stor indføling og fremstiller dem, som de begavede mennesker, mange venstreorienterede var?

»Det er en af pointerne, at mange venstreorienterede var blandt de bedst begavede i landet. Hvordan kan det være, at oplyste og begavede mennesker lader sig forføre af totalitære tanker? Den debat om 1970ernes og 1980ernes amokløb, da DKP fik en renæssance, er vi slet ikke færdige med endnu, og jeg håber, at min roman er et lille bidrag til den afklaring. Som ung kan man godt lide færdige forklaringer på det hele, ligesom i religiøse sekter, og det tror jeg forklarer en del af min egen og min generations tiltrækning mod disse tankesystemer.«

Ligesom DKPs gamle formand Ole Sohn skriver du nu om den gamle kommunisttid. Er det ikke anstødeligt, at man først kan løbe med kommunismen og bagefter tjene penge på tragedien?

»Det har jeg ikke spekuleret på. Man tjener ikke mange penge på bøger i Danmark.«

Ville det ikke være rimeligt at sende et evt. overskud til nogle af de fonde, der laver et arbejde for at støtte udforskningen af kommunisttiden?

»Lad mig tænke over det.«