Spionen og det udødelige parti

Skak er den perfekte metafor for god planlægning og livet med dets vindere og tabere. Men spillet gør sig sjældent godt på film – et drama med flere minutter mellem hver bevægelse kan ikke så let peppes op.

"Det syvende segl" fra 1957 af Ingmar Bergman foregår under den store pest i 1300-tallet. Antonius Block i Max von Sydows skikkelse møder Døden, spillet af Bengt Ekerot - men et slag skak giver ham en smule udsættelse. Foto fra filmen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En ridder møder Døden med de kalkhvide kinder og udfordrer ham til et spil skak. Døden kan ikke stå for tilbuddet og siger ja. Han vinder jo alligevel.

Ingmar Bergmans klassiske »Det syvende segl« fra 1957 begynder med to spillere, de sorte og hvide felter og havet med udsigt til evigheden. Den berømte scene er filmens mest ikoniske og et billede på skakkens inderste væsen: Hvert eneste spil handler om liv og især død. Ethvert parti virker som det endegyldige.

Skak har meget længe været en yndet ramme om kunst af enhver art. Især litteraterne kender talløse eksempler på historier med skak som afsæt. Det magiske brætspil kan være en perfekt metafor for planlægning, store hjerners kamp og livet som et spil med både vindere og tabere.

Den skakgale Alfonso 10. af Castilien udgiver for eksempel en bog med verdens første skakopgaver og hele 150 billeder allerede i 1283.

Biskoppen og digteren Marcus Hieronymus Vida er i 1527 klar med sit skelsættende »Scacchia Ludus« om en turnering mellem kunstguden Apollon og handelsguden Merkur.

Og nogle af de mest læste romaner fra nyere tid har skakspillere som hovedpersoner:

Alice i Lewis Carrolls elskede »Bag spejlet« fra 1871 bliver en brik i Den Røde Dronnings spil og begynder selv som simpel bonde.

Vladimir Nabokovs uhyggelige »Forsvaret« fra 1930 handler om Aleksandr, der efterhånden ikke kan skelne spil fra virkelighed og derfor må tage livet af sig. Den blev i 2000 filmatiseret som »The Luzhin Defence« med John Turturro og Emily Watson i hovedrollerne.

Stefan Zweigs fantastiske »Skaknovelle« fra 1941 fortæller lige modsat om den sindsforstyrrede Dr. B og hans eneste kontakt med det virkelige liv: Skakhistorien, studierne i de gamle mestres spil og til sidst hans dueller med tidens største vidunderbarn.

Tabt på forhånd

Skak i biografen har haft det en smule sværere. Også fordi spillet som sådan går så langsomt. Et drama med flere minutter mellem hver bevægelse kan ikke så let peppes op og tilføres liv og glade dage:

For hvis filmskaberne fokuserer for længe på bræt og brikker, vil mere almindelige mennesker blive hjemme. Og hvis de omvendt fortæller om spillernes liv og særheder alene, går selve materien tabt. Spillefilm om skak har i den forstand tabt på forhånd.

Krimier og actionfilm med skak tager til gengæld ofte afsæt i virkelige spil og vinder på den måde nørdernes hjerte uanset.

Et dramatisk eksempel findes i allerførste scene af James Bond-filmen »From Russia with Love« fra 1963: Kronsteen er på én gang spion for det forbryderiske Spectre og stormester i skak. Hele verden følger hans kamp mod canadieren McAdams via et gigantisk bræt på bagvæggen. Da han får besked fra chefen på en indsmuglet serviet, flytter han straks sin dronning over på et afgørende felt.

Brikkernes position bygger på Boris Spasskys duel med salige David Bronstein i det russiske mesterskab tre år før - som Spassky vandt med netop det træk. Og scenen som helhed skal ikke kun vise Kronsteens onde begavelse, men også stoltheden i enhver skakspiller. Spionen skal dø lige om lidt, men spiller færdig alligevel. Man går ikke fra en sikker sejr.

Og det spændende parti i »Rumrejsen år 2001« af Stanley Kubrik er inspireret af en turnering i 1910 mellem mestrene Willi Schlage og Remi Roesch. Man ser astronauten Dr. Frank Poole spille mod den stadig mere problematiske HAL 9000 og følger trækkene på computerens skærm. Computeren er i øvrigt programmeret til et nederlag i nøjagtig halvdelen af spillene, står der i Arthur C. Clarkes roman.

Filmfolk fascineres i det hele taget af maskiners evner for skak. Ridley Scotts skelsættende »Blade Runner« fra 1980 viser industrimagnaten Dr. Eldon Tyrell i mindst to spil: Dels noget brevskak med gendesigneren J.F. Sebastian, dels et regulært parti med replikanten Roy Batty.

Tyrells spil mod Roy gentager i øvrigt det såkaldt »Udødelige parti« fra en turnering i London anno 1851. Vinderen dengang var tyske Adolf Anderssen og ofrede undervejs en løber, begge de magtfulde tårne og til sidst selveste dronningen – hvorpå han satte sin modstander mat!

Fornuft og følelse

»Pawn Sacrifice« med Tobey Maguire og Liev Schreiber indskriver sig i en langt mindre tradition. Film om skak er sjældne og fortæller ret konsekvent om den mere eller mindre autistiske begavelse og hans lidet forstående omverden.

Mange ser Steven Zaillians prisbelønnede »Searching for Bobby Fischer« fra 1993 som det ubetingede hovedværk i genren. Den handler på ingen måde om berømtheden Bobby Fischer – men om amerikaneren Joshua Waitzkins barndom og tidlige kampe. Ben Kingsley som hans strategisk tænkende lærer og Laurence Fishburne som hans mere impulsive voksenven storspiller i rollerne og gør værket seværdigt uanset graden af ens skakbesættelse. Joshua selv er stadig kun 38 år og kan i øvrigt ses ved et spillebord sidst i filmen.

Virkelighedens lidt vanvittige Bobby Fischer er portrætteret i dokumentaren »Bobby Fischer Against the World« fra 2011 og har flere spændende scener fra særligt hans solide sejr ved VM i 1972 på Island.

»Game Over: Kasparov and the Machine« fra 2003 er dokumentaren om den uhyggeligt stærke Garry Kasparov og hans fight mod klodens stærkeste skakcomputer. Den nyere »Brooklyn Castle« om et ungdomshold fra New York regnes gerne for en bedre og mere følelsesstærk film.

»Skak er en kunstform, ikke en tilskuersport,« har Garry Kasparov sagt.

Skak er også krigsstrategi og en kamp for ære og sommetider ret mange penge.

Hvis man skal dømme efter tusind års fiktion, er skak til gengæld ikke et spil – snarere en lettere masochistisk besættelse med boksning som næste skridt.