Spindoktorens dagbog

Manden, der kom til at definere hvad det vil sige at være spindoktor og for altid ændrede forholdet mellem politikere og presse i Storbritannien, løfter nu sløret for, hvad der foregik bag kulisserne i Downing Street 10 under Blairs regime. Alastair Campbells 800 sider lange dagbog udkom i går og afslører bl.a., at Blair var tæt på at forlade sin post inden krigen i Irak.

Alastair Campbell spillede en fremtrædende rolle i kampen for at holde Tony Blair ved magten. Foto: Rune Feldt-Rasmussen Fold sammen
Læs mere

Han var frygtet og hadet af den britiske presse.

Kendt for beskidte tricks, personlige angreb og underhåndsmetoder for at underminere en hvilken som helst historie, der ville stille Tony Blair og Labour i et dårligt lys.

Med hård hånd styrede han journalisternes adgang til den prestigiøse »Lobby« i parlamentet og bestemte dermed, hvem der fik adgang til scoops og dagen efter kunne bade sig i lyset af solohistoriens korte glød. Vovede nogen at træde uden for den dagsorden Alastair Campbell havde bestemt sig for med en forsidehistorie, var han ikke bleg for at lække den til konkurrenten og dermed punktere gennemslagskraften.

Han lod ved flere lejligheder temperamentet koge over og lod modbydeligheder hagle ned over sagesløse journalister. Da BBC bragte en historie, der gik stik imod regeringens version af forløbet op til krigen mod Irak og rapporten om masseødelæggelsesvåben, erklærede han krig mod den hæderkronede organisation. Og vandt. Da Alastair Campbell var færdig med sin kamp , havde BBC mistet både sin generaldirektør og sin bestyrelsesformand.

Igennem seks år var Campbell som premierminister Tony Blairs pressechef en af de mest magtfulde ikke-folkevalgte mænd i det britiske rige med ret til at herse rundt med embedsmænd,????? som var han minister og med en adgang til Tony Blair, der gav ham prædikatet »Den virkelige vicepremierminister.«

Der var ingen i hverken Labours partikontor eller i Downing Street 10, der turde så meget som at oplyse om, hvad klokken var uden at have rådført sig med Mr. Campbell først.

Set i det lys, er der ikke noget at sige til, at Alastair Campbells dagbøger, der har været undervejs i et par år, har været ventet med næsten lige så meget spænding som det sidste bind i sagaen om troldmanden Harry Potter, der udkommer senere på måneden.

Politiske kommentatorer har fået lige dele tårer i øjnene og mundvand ved tanken om, hvad manden i midten af det edderkoppespind, der er britisk politik, havde at fortælle om, hvad der virkelig foregik bag de lukkede døre i nummer 10.

Og det over hele 800 sider, skulle det vise sig det endda med mere end en million ord redigeret væk.

Alastair Campbell kom i går under beskydning fra begge sider af det kritiske spektrum. Mange politiske kommentatorer mente, at der ikke var nok »nyheder« i bogen, mens andre tidligere venner anklagede ham for at forråde både sin tidligere arbejdsgiver og venner, han havde i de år han styrede Downing Street 10s presseoperation.

Alastair Campbell forklarede i går selv, at han havde været nødt til at skære en del ud af sine dagbøger af forskellige årsager. Blandt andet havde det britiske forsvarsministerium og udenrigsministerium sammen med efterretningstjenesterne bedt om at få fjernet flere passager med henvisning til rigets sikkerhed.

Ikke desto mindre bliver der plads til at beskrive stemningen hos premierminister Tony Blair, da han står overfor at skulle tage en af de vigtigste politiske beslutninger i sit liv.

Dagen inden afstemningen i det britiske parlament om krigen i Irak har tidligere udenrigsminister Robin Cook sagt op, og der er ved at sprede sig en stemning af panik i kabinettet. Det er en stemning, der, ifølge Alastair Campbell, bliver afværget ved at Tony Blair taler »fremragende« i parlamentet op til afstemningen, som Labour knebent ender med at vinde.

»Tony Blair kom tilbage og takkede os alle for at have gjort en ekstra indsats, og det havde været nødvendigt. Hans egen indsats havde været superb. Jeg tror vi alle havde vores øjeblikke med alvorlig tvivl, men det havde han ikke rigtigt Nu var der ingen vej tilbage overhovedet. ?Han ville nu skulle give ordre til at vores tropper blev sat ind.«

I bogen afslører Campbell også, at Tony Blair var tæt på at forlade sin post som premierminister i 2002 og aldrig havde forestillet sig mere end at sidde i to valgperioder i stedet for de næsten, tre han endte med. Det var især krigen mod Irak, der fik Tony Blair til at tvivle.

»To valgperioder er alt, hvad man får i den moderne verden,« sagde Tony Blair angiveligt til sin mediechef, der fraråder ham at annoncere sin opsigelse før tid.

»Jeg sagde, hør, hvis det viser sig, at alt dette (krigen mod Irak, red.) vil gøre dig til historie før tid, er det så det værd? Og han sagde: Det er altid det værd at gøre det, man synes er det rigtige. USA er blevet angrebet og det er vigtigt, at de ikke tror, de står alene. Han vidste, at nogen ville opfatte ham som Bushs skødehund, og det var han parat til at leve med,« skriver Campbell i sin dagbog.

Slaget mellem Campbell selv og BBC, der førte til afskedigelser i organisationen og senere til Campbells frivillige fratræden, begyndte med en rapport fra den britiske efterretningstjeneste om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben og en senere historie på radioprogrammet »Today« om, at rapporten var bevidst pustet op af den britiske regering. Sagen førte til en heksejagt på journalistens kilde, der viste sig at være våbeninspektør dr. David Kelly, der endte med at tage sit eget liv.

Det var, med Alastair Campbells egne ord »en af de værste perioder i hele mit liv.«

»Jeg ser tilbage på sagen, og jeg kan forsvare hver eneste ting ,jeg gjorde eller sagde, men der var en mand, der valgte at begå selvmord, og det er noget, der mærker én betydeligt.«

Krigen mod BBC blev så offentlig, at Alastair Campbell ikke længere var manden, der formidlede historien, som Tony Blair gerne så den serveret. Han var i stedet blevet selve historien, og efter en passende periode sagde han sit job op i 2003. Til stor lettelse for de mange fjender han havde skaffet sig på halsen både i pressen og internt i Labour.

Men lettelsen var kort. To år senere var han tilbage som yderst velbetalt konsulent under Labours valgkamp. Et job, der ifølge Labours egne valgbudgetter indbragte Campbell mindst en million kroner.

Beslutningen om at kalde Campbell tilbage som rådgiver medførte ny kritik af Tony Blairs nære forhold til den tidligere journalist og fik diskussionen om spin til at blusse op igen i den britiske presse. Eftersom Alastair Campbell ikke længere var så magtfuld, begyndte hans fjender at skrive om hans måde at operere på og sætte spørgsmålstegn ved, om regeringen var blevet offer for sin egen spin og om Tony Blair handlede mere om form end om indhold.

Alastair Campbell erkendte i går, at der var metoder, han havde brugt i opposition »som det formentlig ville have været bedre, hvis vi ikke havde taget med ind i Downing Street.«

I den lange tid hvor Campbell og Blair kørte parløb i britisk politik, blev der også plads til mere muntre stunder. Som eksempelvis på en rejse til Japan, hvor en begejstret japansk politiker, der kæmpede med bogstavet l og kom til at sige r i stedet for, sagde, at der var mange i landet, der så frem til Tony Blairs »erection«.

»Ja, vi håber det bliver en stor én,« sagde Campbell køligt og undgik med vilje at se Blair i øjnene af frygt for at falde sammen af grin.

Igennem Campbells år sammen med Blair nåede de to at tackle store emner som freden i Nordirland, interne spændinger i Labour og prinsesse Dianas død for 10 år siden.

Alastair Campbell fortæller, at han blev vækket klokken to om natten med følgende besked: »Biluheld i Paris. Dodi død. Di såret. Dette er ikke en joke.«

Derefter ringede Tony Blair ham op.

»Han var virkelig chokeret. Han sagde, hun var i coma, og der var en stor risiko for, at hun ville dø. Jeg tror aldrig, jeg har hørt ham sådan før. Han holdt hele tiden pauser og vrøvlede så lidt. Vi begyndte at forberede en meddelelse Omkring en time senere ringede Nick og sagde ganske enkelt: Hun er død. Premierministeren er ved at få besked nu.«

Det var også Alastair Campbell, der hurtigt blev taget med på råd, da Tony Blair fik nyhederne om terrorangrebet mod USA 11. september 2001.

»TB (Tony Blair, red.) sagde, at vi måtte hjælpe USA, at de ikke kunne gøre det helt alene, at de følte sig belejrede ,og at dette var det samme som et militært angreb på deres mentalitet Der er altid et øjeblik efter et terrorangreb, hvor regeringen siger, at vi ikke må lade terroristerne ændre på, hvad vi gør, men selvfølgelig ændrer de, hvad vi gør,« skriver Alastair Campbell.

Et af de emner, den tidligere Blair-forkæmper har valgt at bortcensurere angiveligt af egen fri vilje er til de britiske journalisters skuffelse de evige sammenstød mellem Tony Blair og nuværende premierminister Gordon Brown om, hvornår Brown skulle overtage posten.

»Jeg har taget nogen af de passager ud, fordi jeg ganske enkelt ikke ønsker at give ammunition til den konservative opposition,« sagde Campbell i går.

Det betyder dog ikke, at læsere bliver snydt for at læse om Gordon Browns forhold til Tony Blair.

»Man får en klar fornemmelse af de spændinger, der var mellem Tony og Gordon. Det ville være for fjollet at benægte, at de var der,« siger han.

En mand, der helt sikkert ikke vil komme med sin personlige kritik af dagbøgerne, er nuværende premierminister Gordon Brown. Siden han overtog premierministerposten for et par uger siden, har Gordon Brown forsøgt at genoprette, hvad han ser som Campbells arv af mistro mellem politikere og deres vælgere. Mediechefen har ikke længere mulighed for at give ordrer på lige linje med ministre, og alle tegn på spin er med vilje tonet ned.

Gordon Brown har allerede meddelt, at han ikke har den mindste lyst til at bruge tid på at pløje igennem de 800 sider fra den tidligere spindoktors hånd og ikke ser formålet med, at dagbøgerne er blevet skrevet og udgivet.