Jeg var et garderobebarn. En stor del af min barndom i 1970erne foregik på ABC Teatret ude på Frederiksberg Allé. Dér, hvor der i dag ligger et fitnessscenter. Jeg har fået at vide, at det var et meget lille teater, jeg husker det ellers som kæmpestort.

Min mor, Christiane Rohde, var en fast del af Klaus Paghs ensemble på teatret med folk som Dirch Passer, Jørgen Ryg og Preben Kaas i front.

Jeg sad en stor del af ugen i kvindegarderoben, hvor Kirsten Norholt, Sonja Oppenhagen, Susan Pagh og min mor holdt til. Jeg kom først i seng klokken elleve-halv tolv hver aften. Det passede mig fint. Jeg havde lektier og tegneserier med. Der sad også andre ensomme drenge og hang i garderoben, men jeg havde nu ikke nogen kontakt med de andre børn.

Inde i salen var jeg selvfølgelig også, men efter at have set en forestilling fire-fem gange, ville jeg hellere læse »Edderkoppen« oppe i garderoben over scenen. Garderobehøjttalerne blev derfor meget vigtige. Jeg sad hele tiden og hørte replikkerne fra scenen i dem.

Sovekammerfarcerne, de spillede, var for teatret, hvad sengekantsfilmene var for filmen. Som barn vidste jeg godt, at der var noget, der hed sengekantsfilm, men dem var jeg bange for. Jeg havde en fornemmelse af, at de havde en seksuel dimension. At sovekammerfarcerne også havde et erotisk drive, havde jeg ikke begreb om. Jeg så dem mere som slapstick, Marx Brothers-agtige vanvidskomedier, hvor dynamikken var enorm høj og spillestilen voldsomt ekspressiv. Sovekammerfarcerne spillede to gange om dagen i seks måneder, det var Cirkusrevyen, bare hele året.

Det var lidt en familie, skuespillerne havde på teatret. Det var et voldsomt miljø med meget alkohol og en vis grad af selvdestruktion. Det var også det, de talte om i garderoben; hvad den og den nu havde gjort, og hvor galt det var gået for den og den. Én var blevet overfaldet igen på en Halmtorvs-bar og havde brækket næsen. En anden havde begået selvmord. Der var ikke den holdning, at den slags skulle børn ikke høre. Man var bare med på holdet.

Jeg assimilerede nok dobbeltheden i den meget speedede komik og den melankolske backstagestemning. Det var en grundoplevelse.

At jeg var der så meget skyldtes, at jeg ikke havde lyst til at blive passet. De teenagere, der passede mig – og som er mine bedste venner i dag – havde nogle særligt morbide måder at gøre mig bange på. Jeg var dengang meget fascineret af The Beatles, men var også bange for nogle af deres numre. »Helter Skelter« og »A Day in the Life« for eksempel. De satte de numre på meget højt og forsvandt. De gemte sig et sted i huset og kom så frem og forskrækkede mig. Det var så creepy, og det havde jeg virkelig ikke lyst til. Så ville jeg hellere være ude på ABC Teatret hos skuespillerne.

Da jeg blev lidt ældre, gik jeg nogle aftener ind på Det Kongelige Teater, hvor min morfar var teaterchef. Dér så jeg balletter. Det var sovekammerfarcer og balletter. Mærkelige modpoler.

Sovekammerfarcerne levede videre op igennem 1980erne i anden generation med folk som Lisbet Dahl, Ulf Pilgaard og Claus Ryskjær. Men efterhånden mistede genren noget af slapsticken. Den blev spillet med større og større loyalitet mod teksten, og det fik den til at falde til jorden.

I 1990erne opstod en helt ny type teater med blandt andre Katrine Wiedemann, Peter Langdal og Nikolaj Cederholm. Jeg havde på det tidspunkt en fornemmelse af, at jeg var den eneste, der kunne huske sovekammerfarcerne. Jeg opbyggede en helt personlig kult omkring genren. Det var ikke noget, jeg delte med nogen, men jeg havde en erindring om, at ABC Teatret havde været helt fantastisk.

Det var også derfor, jeg gerne ville lave et stykke, der arbejdede med sovekammerfarcen som forbillede. Jeg skulle lave det til Eventministeriet under Det Kongelige Teater, og meningen var mere eller mindre, at jeg skulle klippe en forestilling sammen på en weekend af det eksisterende materiale. Men da jeg genlæste farcerne, blev jeg simpelthen så skuffet. De var virkelig dårlige: »Den kyske levemand«, »Tak, så er det nok for i aften«, »Max er ba-ba-bange«. De var så lumre, at jeg næsten ikke troede mine egne øjne. Der er et kronisk behov for at nævne sex i hver eneste linje. Jeg så også alle Mazurka- og sengekantsfilmene. Sad bare med åben mund og tænkte: Hjælp, hvad skal jeg gøre? Hvordan skal jeg gøre det til en forestilling fra min hånd? Jeg var virkelig desillusioneret over mødet med teksterne fra min barndom, som jeg havde bygget op til at være komiske mesterværker. Det var de ikke. Men de var en del af et komiker- og kunstnermiljø, der gjorde dem til guld. For det fungerede jo på scenen. Folk sad i deres lyserøde og lilla jakkesæt og skreg af grin. Jørgen Ryg lagde Jørgen Ryg ovenpå, og det samme gjorde Dirch Passer. De var vilde, anarkistiske og også gale komikere.

Jeg besluttede i mit stykke at arbejde med den parallelitet imellem, hvem skuespillerne var på og uden for scenen. Som i skak arbejdede jeg med klassiske åbninger, og så satte jeg så meget anarki ind, som jeg kunne undervejs. Som om jeg var en Preben Kaas, der nu skulle ind og freestyle på det her lidt rigide setup. Et setup, der altid involverer to par på et hotel med en dør imellem, som ikke er låst og de heraf følgende forviklinger. Jeg lod for eksempel en blive en varulv, og et andet sted er vi pludselig i en San Francisco-LSD-pornofilm, hvor de er blevet vanvittige. På den måde gjorde jeg det mere og mere til et stykke, der handler om sindssyge og illusionisme. Det kom på en måde til at ligne mine andre stykker mere.

Man kan sige, at jeg har voldtaget sovekammerfarcerne. Men de skal voldtages, og selvom det måske lyder selvmodsigende, er det gjort i kærlighed. Jeg holder meget af den komik, soverkammerfarcerne benyttede sig af. Den er markant anderledes end den, vi ser i dag. Jeg respekterer håndværket, men synes også, at meget af tidens standup er udtryk for bonerthed. Det hele arbejder, som jeg ser det, med en satire over vores forsøg på at passe ind. På at gøre det rigtige, have det rigtige tøj på, det rigtige liv, den store succes, den rigtige kæreste. Man skal på date og åh nej, så har man de forkerte sokker på. Der er også en fysisk forskel. På ABC Teatret faldt folk bagover i sædet i latterbrøl. Når man ser »The Office«, »Extras« eller »Klovn« reagerer man snarere ved at krumme sig sammen. Jeg elsker »The Office«, men jeg har lyst til at forsvinde i skam, når jeg ser det.

Min barndomserindring om komik er, at det var noget, der tog en til et helt andet solsystem, hvor du slet ikke kunne tage dine egne koder med. Måske var det, hvad jeg ville med »Har-har-har De set min kone« – hylde en form for komik, som jeg synes er stærkt savnet i dag.

Hvor: Skuespilhuset 12-15. juni.