South Park gør grin med Danmark

»Danishes for Denmark«. Danmark indtager en ret komisk hovedrolle i den 20. sæson af tegneserien South Park. Men er vi helte eller til grin?

Den amerikanske tegneserie, South Park, som i disse måneder ruller sin 20. sæson ud på de amerikanske TV-skærme, har kastet sin kærlighed på Danmark.

Eller kærlighed er måske et stort ord; det er aldrig helt nemt at afgøre, om de, der bliver indrulleret i kulttegneseriens skæve univers, er genstand for affektion eller latterliggørelse.

I sæsonens afsnit fem, »Douche and a Danish«, der blev vist i USA i denne uge, træder Danmark ind på scenen som landet, hvor firmaet TrollTrace.com – placeret i København, hvor Operaen burde ligge, og med den tyrolerhat-bærende Lennart Bedrager som direktør – kalder til kamp mod verdens trolls, altså den type kældermennesker, som udstyret med en computer og en netforbindelse spreder had, mistro og falske fakta på internettet.

»Er du træt af hatespeech, af sexisme og intolerance? Hjælp danskerne med at gøre en ende på troldene,« jodler TrollTrace-direktøren.

Internettroldene får imidlertid nys om planerne og kaster deres samlede had på Danmark. Inden længe tror hele verden, at Lego finansierer Islamisk Stat, og kampråbet »Fuck Denmark!« bliver hvermandseje.

Garrisons valgkamp

I South Park har børnene deres hyr med selvsamme misk-mask af hadsk snak og fordrejning af fakta. Den altid usympatiske lærer, Mr. Garrison, har besluttet sig for at gå i valgkamp mod Hillary Clinton på en bund af troldeskabt misinformation og had til kvinder, til »freaking Muslims« og mexicanere.

Han er begyndt at bruge orange selvbruner, som driver i striber ned ad ansigtet, og har adopteret sloganet »Make America Great Again«. Hvis det lyder bekendt, er det helt tilsigtet.

Imens mistænkes drengen Eric Cartman for at være en pervers online-trold, som har spredt uvenskab på skolen. Cartmans nye kæreste, Heidi, har imidlertid hørt om Danmark, hvor blonde, stærkt accenttyngede mennesker i røde og hvide dragter går rundt til lyden af umpa-bumpa-musik og forsøger at bekæmpe internettroldene.

Børnene iværksætter derfor kampagnen »Danishes for Denmark« – »Wienerbrød for Danmark« – for at indsamle penge til det lille naive og forhadte land. Hvordan det går, kan man følge sæsonen ud.

South Park er skabt af Trey Parker og Matt Stone i 1992 og levede i starten et succesrigt liv på det spæde internet. Ideen blev siden købt og udviklet til TV-serie af Comedy Central, hvor den debuterede i 1997.

Serien er både berømt og berygtet for sin skarpe og nådesløse satire over helt aktuelle begivenheder og personer. Og for sit sprog, som ikke er for jomfruelige ører.