Foran huset holder Peter Øvig Knudsens 35 år gamle, elegante Jaguar XJ. I stuen hænger et magasinstativ, hvor forfatteren selv poserer på forsiderne af Ud & Se og Euroman. På væggen ved siden af har hans datter Ea skabt en hel collage med udklip af sin far. I reolen står hans Cavlingpris ved siden af en Robert for dokumentarfilmen »Med ret til at dræbe«, om likvideringerne under besættelsen, og Gentofte Kulturpris, han har modtaget ugen før. 51-årige Peter Øvig Knudsen virker afslappet og glad.

For nylig var han til trykstart på »Hippie 2«, og selvom han endnu ikke er klar over (siger han) hvilket projekt, der bliver det næste, han skal kaste sig over, lader det ikke til at stresse ham. Alt ånder kort sagt fred på den stille villavej i en af Danmarks rigeste kommuner, hvor den tidligere venstrefløjsaktivist og hippie bor med sine to delebørn og kæreste.Hans dokumentariske bøger er blandt det seneste årtis største danske bogsucceser med et samlet salgstal på op mod en halv million, og meget skal gå galt, hvis ikke også de to hippiebøger vil blive solgt i containervis. »Alle sagde til mig, at det ville blive enormt svært at skulle skrive en ny bog, når jeg havde haft så stor succes med »Blekingegadebanden«, men jeg synes overhovedet ikke, at det var noget problem. Jeg har kun haft glæde af at have succes. Jeg tror ikke nødvendigvis, at man skal være fattig for at være kreativ, og det har ikke påvirket min glæde ved at skrive at have penge og bo i Gentofte. Jeg har ikke noget dårligt at sige om succes,« griner han og sætter kaffe og mælk på bordet.

Han er løbet tør for sukker og sætter i stedet nogle sødetabletter »lavet på en eller anden rod« på bordet.

»Jeg opstillede en regel, som gik ud på at nu, hvor jeg havde skrevet store, tunge og sorte bøger i ti år, ville jeg skrive en lille, let bog om hippierne. Den blev så ikke lille, fordi jeg opdagede, hvor kompleks hippietiden var, og hvor meget den kom til at påvirke vores liv.« Heldigvis blev Gyldendals forlægger, Johannes Riis, også nærmest lykkelig, da hans guldfugl af en forfatter ringede og fortalte, at der ikke ville komme én, men to bøger: En hvid og en sort med det kinesiske yin-yang-tegn som overordnet symbol. Endnu en bestseller var inden for rækkevidde.»Det er fantastisk at opleve, at der er nogen, som bruger timer på at læse det, jeg har skrevet eller tager hjemmefra en regnvejrsaften for at høre et foredrag med mig. Det har jeg aldrig rigtig forstået, men det er meget glædeligt. Det er svært for mig at få øje på nogen bagsider af succesen,« smiler han en anelse diabolsk, vel vidende, at alle historier – både hippietiden og hans egen – har en mørkere side.»Når man møder folk i Netto eller på en bænk i Rørvig, er de så søde til at fortælle, hvor glade de er for mine bøger. Men de indleder altid med sige: »Du har nok hørt det her før...« Men man bliver træt af at høre det. Det er en glæde gang I siger det!« siger han højt ned i diktafonen.

Det er vigtigt for Peter Øvig Knudsen at give udtryk for sin taknemmelighed. Over sin succes og det privilegerede liv, den har givet ham. Det er derfor, han siger tak. Til sine læsere og til noget, der er uendeligt meget sværere at definere.

Fra hvor vi sidder, kan vi se ind i stuen, hvor et krucifiks hænger på væggen. »I virkeligheden tror jeg, at jeg allerede som barn havde en følelse af, at der var et eller andet, som var større end mig selv. Hver morgen beder jeg en bøn til en gud. Jeg ved ikke, hvilken gud det er, men han ligner den kristne. At bede giver mig en indre følelse af at være i kontakt med noget, som er mere komplekst og ubeskriveligt, end nogen religiøs retning kan forklare for mig.«Han tænker sig om et øjeblik. Det er som om, at hans ellers velformulerede sætninger, der kan sætte ord på det meste og lidt til, kommer til kort i beskrivelsen af det religiøse. »Min bøn er altid en takkebøn. En taksigelse. For alt det, vi har i vores del af verden. Og alt det, jeg selv har... men hvis vi skal tale om religiøsitet, skal jeg altså have en kop kaffe mere.... og pisse.«Efter tissepausen fortsætter han. »Jeg har altid oplevet religiøsitet som noget andet end det, der står i Bibelen. En oplevelse, jeg ikke kan sætte ord på. Men billedet af Jesus på korset oplever jeg ligesom yin-yang-tegnet som et meget kraftigt religiøst symbol. Hvis der findes en gud, og det er jeg sikker på, at der gør, så sidder han og griner i skægget over de modeller, vi mennesker kalder kristendom, buddhisme og islam, for de har intet med den religiøse oplevelse at gøre.« Oplevelsen af det åndelige startede for Peter Øvig Knudsen, da han i starten af 1980erne tog på Store Restrup Højskole og mødte der resterne af hippiebevægelsen, der introducerede ham til en form for spiritualitet, han ikke tidligere havde kendt til. Han fik en guru, tog på sommerkursus i Thylejren og dyrkede meditation, drømmetydning, healing, terapi, clairvoyance og auralæsning.Han rejser sig op og demonstrerer, hvordan man dengang udførte såkaldt hu-meditation ved i timevis at hoppe og og ned og med hænderne over hovedet, mens man råbte »hu, hu, hu.«»Til sidst blev man kugleskør,« griner han.»Et gammelt indisk ordsprog om det religiøse lyder, at dem, som taler om det, de ved ingenting, og dem som ved noget, de taler ikke om det. Så når jeg taler om det, er det altså fordi, jeg ikke ved særlig meget. Mine religiøse oplevelser handler ikke om, at jeg ser åndeligt fyrværkeri eller auraer. Det er i de heldige glimt en følelse af at have kontakt med en højere mening, som er rigelig til at leve videre på. Verden er kærlighed, ville hippierne have sagt. »Love is all there is.«Sort

som et hul

Iet øjebliks uopmærksomhed har Peter Øvig Knudsen indtalt en lille besked på diktafonen, som ligger tændt på køkkenbordet:

»Jeg er jo både far, kæreste, menneske og forfatter. Men jeg er også min egen marketingchef, og når han nu taler, håber jeg virkelig, at du vil skrive noget mere om det sorte og fortrængte og mindre om det positive,« siger hans stemme konspiratorisk hviskende, da båndet et par dage senere lyttes igennem. På bordet står en pakke økologiske kiks – indkøbt på grund af hans søns mælkeallergi. »De smager ikke særligt godt, og han gider heller ikke at æde dem. Så nu serverer jeg dem for dig,« siger han lige så tørt som klidkiksen.Og så taler forfatteren – eller er det marketingchefen? – om det sorte, bagsiden, yang. Da han gik i gang med »Hippie«, havde han regnet med, at han for en gangs skyld skulle skrive en let og enkel historie. En bog om en god og uskyldsren tid. Men hvordan fortæller man en historie uden modstand, uden drama, uden mørke? Den øvelse var ny, og mens idéen langsomt faldt fra hinanden, gled han selv ned i det sorte og var i flere måneder ude af stand til at arbejde. Det var i vinteren 2008, som blev til foråret 2009. På det tidspunkt var hans datter ti år og sønnen fem. Året forinden havde han været fuldt optaget af al virakken med at promovere »Blekingegadebanden«, holde foredrag, være på tv, modtage priser og deltage i debatter. Og nu sad han så med en tom skærm og skulle i gang med et nyt projekt, han ikke kunne knække koden på. »Der var flere måneder, hvor jeg ingenting lavede, og det har jeg aldrig prøvet før. Jeg har altid lidt af depressioner med et par års mellemrum, men jeg plejer at kunne blive ved med at passe min hverdag og bare have en måned eller tre, hvor jeg er blå, sort eller nede i kælderen. Siden jeg var barn, har jeg haft de perioder.Tidligere kaldte jeg det ikke for depression, men da min læge begyndte at give mig piller, hvorpå der stod »mod depression«, måtte jeg erkende, at det nok var det. I starten hev jeg de der etiketter af, for jeg havde sgu ikke nogen depression, men så tænkte jeg »ok, så siger vi det.««

Han griner, så det runger.

»Men det bliver ikke lettere. Tværtimod. Og det er særligt slemt, når man har børn. Jeg har altid kunnet passe mit arbejde på de arbejdspladser, jeg har været, for det kan man gøre på halvt blus. Men man kan ikke have børn på halvt blus. Da jeg var gift med mine børns mor, kunne hun tage over, men under min sidste depression, var jeg blevet skilt og havde børnene hver anden uge. Det er slemt at være deprimeret alenefar. Det værste tidspunkt er om morgenen. Én ting er at få slæbt sig selv ud af sengen, men man skal også smøre madpakker og vække nogle søvnige børn klokken 6.30. Så jeg holdt en lang pause fra mit arbejde, fordi det eneste, jeg ville koncentrere mig om, var at have mine børn hver anden uge,« siger han, mens vi begge tygger os igennem de tørre, men utvivlsomt sunde, kiks.»Forleden dag talte jeg med mine børn om det, fordi en af vores bekendte har fået en depression. Min søn var for lille til at huske min sorte periode, mens min datter sagtens kunne forstå, hvad der foregik. Men det er svært at vide, hvor meget det påvirker dem.«Hans egen mor led selv af voldsomme depressioner. Ikke på den blå-sorte måde, men så slemt, at hun i lange perioder i hans barndom var indlagt på det psykiatriske hospital i Risskov. »Når min mor var syg, ændrede hun personlighed og var overhovedet ikke i stand til at være sammen med min søster og mig. Jeg husker det som om, at hun så anderledes ud. Som om hun havde taget en stiv, bleg maske på. Når hun havde det sådan, blev vi sendt ned til mine bedsteforældre, der boede lige i nærheden. Dengang var depression meget mere tabubelagt, og jeg kan ikke huske, at hverken min far eller mor nogensinde diskuterede det med nogen. Min mor sagde altid: »Havde jeg da bare brækket et ben i stedet for,« siger han om sin mor, der i dag er 75 år og stadigvæk bor i Holme.»Hun havde en svær og fattig barndom. Hendes far var meget syg og døde, da hun var barn, og hendes mor græd hver nat. Det kan forklare noget. Man kan også se det genetisk eller biokemisk. Eller at hun ikke udfoldede sit fulde livspotentiale. Hun var enormt begavet, men det var i 1960erne inden rødstrømpebevægelsen, så hun blev hjemmegående husmor og fik senere et halvdagsjob som sekretær, mens min far gjorde karriere og blev sygehusdirektør (og døde i 2003, red.) Der er mange muligheder for at forklare, hvorfor hun blev deprimeret. Eller hvorfor jeg bliver det.«

peter øvig knudsen taler om de svære ting i sin barndom på en nøgtern måde. Alle døre i hans følelsesliv har været åbnet tidligere og er blevet bearbejdet af terapeuter og åndelige vejledere i en grad, så han taler om sine traumer, som var de personer i hans bøger. Men det gør ikke spørgsmålene færre og forklaringerne mere enkle. Hans mantra er, at der ikke findes simple forklaringsmodeller. Om det så er, hvorfor nogle bliver terrorister, hippier, deprimerede... eller ensomme.

»Jeg var en bange og genert dreng, som opdagede, at jeg kunne kommunikere med verden ved at skrive. I mine danske stile har der nok ikke stået »jeg er en ensom dreng«, men min dansklærer har kunnet se, at jeg havde et vist talent og forsøgte at udtrykke noget.«Hans vej ud af ensomheden blev journalistikken. Sammen med en gruppe kammerater startede han en spritdublikeret avis, Holmebladet, som de solgte foran Brugsen for 50 øre, og Peter Øvig Knudsen var både reporter og ansvarshavende og administrerende chefredaktør.»Jeg fandt ud af, at jeg kunne interviewe pølsemanden, præsten eller cykelsmeden, så selvom jeg var genert, var en identitetskappe, jeg kunne tage på mig. Med den på turde jeg en masse.«Da han som ung gymnasieelev blev tiltrukket af den yderste maoistisk inspirerede og militante venstrefløj i Kommunistisk Arbejderparti (KAP), var det igen en enspænders forsøg på at finde et fællesskab at være en del af. »En ensom dreng søger mod samhørighed, og begge de fællesskaber – venstrefløjen og hippiebevægelsen – jeg har været en del af, har haft en enorm stor tiltrækningskraft. Hvis man ikke har prøvet at være en del af et fundamentalistisk fællesskab, ved man ikke, hvordan det virker. Det er et fantastisk til ens selvfølelse. Det er som hovedpinepiller mod ensomhed, for man mærker den ikke, når man er i det. Marxismen var en farlig klub, som hippierne fik hevet mig ud af. Men det nyreligiøse var præcis det samme lukkede fællesskab, og efter et par år, hvor jeg havde lavet hu-meditation og været på psykospirituel sommerfestival i Thylejren og eksperimenteret med min krop og sind, kunne jeg se, at det bare var endnu en ny klub.«

»Spis musen, Peter!« Om morgenen er en mus gået i en musefælde, og til ære for fotografen er forfatteren parat til at sætte tænderne i den. Fra haven, der grænser op til skovbrynet, kan man se gennem vinduet til hans arbejdsværelse med arkivmapper og en reol fuld af hans egne bøger, der tæller forfatterportrætterne »Børn skal ikke lege under fuldmånen«, romanen »Hilsner fra klovnen«, og de dokumentariske bestsellere »Birkedal«, »Efter drabet« og selvfølgelig »Blekingegadebanden«.

Da han i 2007 blev skilt fra sine børns mor ville omstændighederne, at hans nye kæreste – Janne Breinholt Bak, som også er hans redaktør – flyttede ind i villaen. Men på døren er to navneskilte. Ét med Peter Øvig Knudsen og hans to børns navne, og ét med kæresten og hendes to børn, som bor ovenpå. To etager, to familier, to dobbeltsenge. Men alligevel et parforhold, der fungerer, selvom morgenmaden indtages i de respektive familier, og overnatning kræver en invitation.»Og vi opdrager ikke hinandens børn,« understreger han.Den uortodokse måde at leve sammen på er en anden metode til at undgå at falde i den grå konformitetsfælde. »I et parforhold sker der ofte det, at man bøjer af mod hinanden og indgår kompromiser, der ikke er så sunde for den ene part. I mit nuværende forhold opretholder vi nogle rutiner hver for sig og har ingen fælles dobbeltseng. Når man får en vis afstand og har sin egen tandpastatube, køleskab og vasketøj, undgår man at blive smålig og irritabel over for hinanden. Det er et godt middel imod at gro for meget ind i hinanden.«Men han kan ikke undgå at mærke sine omgivelsers forventninger til, hvordan et parforhold bør se ud. I starten havde hans venner forståelse for, at han og Janne Breinholt Bak ventede med at flytte rigtigt sammen. Men nu, efter fem års forhold, er der mange løftede øjenbryn over den hippielignende indretning. Forleden oplevede han det, da han forsøgte at forklare licenskontoret, at de betalte licens to gange, men dog var et par.»Det havde de ikke hørt om før, og det var så svært for dem at forstå den måde, vi levede på, at de rådede mig til at henlægge sagen.«

Ved siden af Jaguaren holder en elektrisk Mitsubishi, som han testkører for kommunen, og på komfuret i rustfri stål i det moderne køkken hænger et rødt Christiania-klistermærke med de tre gule prikker og minder om, at intet er entydigt. Alting har en modsætning. Der er intet yin uden et yang.

»Jeg kan ikke lide den dér med at holde af hverdagen. Jeg vil have fest og farver, og jeg hader rutiner. Livet skal befinde sig i spændingen mellem det knaldsorte og snehvide. Jeg kan ikke lide det grå. Det raffinerede ved yin-yang-tegnet er, at det bølger, og at der er en hvid plet i det sorte og omvendt. Sort og hvid bliver ikke ophævet til grå.« »Jeg elsker paradokser. Når en historie har to udgaver, som umuligt kan være sande begge to, fordi de er indbyrdes modstridende. Man kan forsøge at arbejde sig endnu dybere ned, for at finde frem til, hvilken af versionerne, der er mest sand. Men det viser sig ofte, at der er situationer, hvor man ikke kan komme længere end til paradokset. Det interesserer mig, når tingene er spændt op i et modsætningsforhold. Mine bøger skal helst stå og dirre midt imellem sandhederne, så man sidder tilbage og er i tvivl om, hvad man skal mene,« siger han.Han fortæller om sin søster, der er teolog og arbejder med religionsdialog i Cambodja. Når han har besøgt landet med sine børn, har det åbnet deres øjne for, at der er en verden, som er større end den, de oplever til daglig.

Da vi en uge efter interviewet vender tilbage til villavejen for at fotografere, har han netop købt en robotstøvsuger, fotografen hjælper med at teste. Peter Øvig Knudsen bedyrer, at den, sammen med en ny vandkande til haven, er de eneste materielle goder, han i lang tid har brugt penge på. Efter et par mislykkede forsøg med robotstøvsugeren, må han indrømme, at det nok ikke er verdens mest gennemtænkte køb.

Når konformiteten og hverdagen bliver for meget, når rutinen og klaustrofobien sætter ind, og konfrontationerne med kilder, kæreste og børn ikke helt er nok til at skubbe ham ud over grænserne, eller når et skriveproblem er for svært at knække, gør Peter Øvig Knudsen , vi faktisk ikke må tale om. Lægger sig i sin hængekøje, sætter Trentemøller eller andet »storslået elektronisk musik« på, og ryger noget af det, som herhjemme kan sætte sind i kog og dele vandene. Tidligere har han talt om det. Om hvordan det hjælper ham til at sparke sin bevidsthed ud over kanten. Og hver gang har det givet problemer. For eksempel, da en kriminalassistent fra Gentofte Politi engang ringede og fik sig en kammeratlig snak med forfatteren. Så når han nu igen bevæger sig ud på den tynde is og taler om det, er det med alle mulige forbehold. At han opfordrer unge til at prøve. At han opfordrer nogen andre til at prøve. At han er fuldt ud klar over de potentielt farlige konsekvenser, og bare fordi, det virker for ham, kan det være farligt for andre.»Alle mine bøger er idéudviklet og disponeret under indflydelse af det. Ikke skrevet, for det kan jeg ikke. Men det at skrive bøger og ryge er for mig uløseligt forbundet. Den hinduistiske gud Shiva, som overbragte hampplanten til mennesket, sagde meget rigtigt, at det var et stof, som ville gøre de kloge klogere og de dumme dummere – og de gode bedre og de onde ondere. Det siger noget om, hvor forskelligt det kan virke på folk.« Hverdagen og festen. At tage det gode med det onde. Årene har lært Peter Øvig Knudsen den svære balancegang mellem yderpunkterne. Og at bevare idealismen og pragmatikken. Da han forleden fik overrakt Gentofte Kulturpris af kommunens konservative borgmester og i den anledning læste op fra »Hippie«, mens den gamle hippie Tømrer Claus spillede Jimi Hendrix-guitar, oplevede han pludselig hippietiden midt i den borgerlige højborg. Og kunne med ét høre, hvordan hans tekst måtte lyde i en konservativ bykonges ører. »Pludselig syntes jeg, at sproget var grimt og fuld af skældsord. Ved du, hvad jeg gjorde undervejs? Jeg sprang over nogle af ordene. Der var jeg virkelig spændt ud mellem to poler.«Men noget måtte han og Tømrer Claus alligevel have gjort rigtigt, for pludselig begyndte kærligheden i Gentofte at flyde. »Midt i en fantastisk guitarsolo, så jeg hvordan borgmesterfruen listede fingrene op på på sin mands hånd og klemte den et øjeblik,« siger han og stiller rammen med Gentofte Kulturpris tilbage på hylden ved siden af Cavling og Robert.