Sommerrevy eller stand up?

Sommerrevyerne er populære som aldrig før. Men også stand up-komikken har kronede dage. Sønderborg Sommerrevys leder og revykunstner Leif Maibom og stand up-komikeren Thomas Wivel diskuterer de to genrer.

Leif Maibom. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Leif Maibom er direktør for den succesrige Sønderborg Sommerrevy på 32. år. Revyen får år efter år rosende anmeldelser og sælger billetter som saftevand i Sahara. Han er også tekstforfatter til mange revynumre. Thomas Wivel kom frem som stand up-komiker i 1990erne. I sin optræden blander han personlige forhold, gerne om kønnenes overraskende forskelle, med politisk satire og samfundsiagttagelser om turbulente tendenser og forvirrede strømninger. I disse dage frem til 7. juni optræder han i PH Cafeen på Halmtorvet med et nyt show.

Er de traditionelle sommerrevyer gamle, umorsomme og ufarlige, Thomas Wivel?

Thomas Wivel: »Stand upen var oprindeligt og er stadig et spark i mellemgulvet til revyernes holdningsløshed, konformitet og rigide formsprog. Stand up opstod ikke tilfældigt i 1991. Det er et resultat af en kultur, hvor nærhed, autencitet og realisme begyndte at vinde ind som et modsvar til firsernes glatte overflade og distance til sårbarheden. Stand up er en direkte, personlig kommunikation til publikum. Revyerne er indpakkede og konstruerede. En sketch er bygget op som en vittighed. Altså i en fiktiv ramme. Stand upen tager udgangspunkt i det genkendelige, hverdagslivet, dagligdagens koder. Vi vil helt ind i folks private liv. Vi ønsker ikke længere noget filter i kommunikationen. Og her kommer revyen helt til kort i sin opstillethed og sine træge postulater.«

Leif Maibom: »Nej, revyen er frisk som altid. Længere er svaret egentlig ikke. Og så har vi alle sammen forskellig smag og forskellig humor og viden. Jeg har leet over mangen brav Stand uper – og kedet mig til døde over andre af dine kollegaer, Thomas.«Så du mener ikke, Leif Maibom, at der er forskel på de to genrer?

Leif Maibom: »Generaliseringer fører som regel kun til meningsløshed. Revyer er forskellige – både i form, indhold og kvalitet. Teater fås i forskellige varianter, der er gode og dårlige stand-upere, og sådan kan man blive ved.«Så grundlæggende er der ingen forskel?

Leif Maibom: »Stand up har eksisteret i mange år – i gamle dage hed det bare et causeri. Stand up-formen er jo den enklest mulige og stiller derfor ret store krav til den optrædendes personlighed – og der findes faktisk Stand upere, der er i besiddelse af en kunnen, så de også kan bruges i revyen. Dem er vi også glade for.«

Du er jo stærkt kritisk, Thomas Wivel, over for revyernes form. Hvad er problemet?

Thomas Wivel: »Revyen lever af fælles referencerammer. De findes ikke længere i samme grad som i halvfjerdserne, hvor politikere var et samlingspunkt. Det var noget, som man talte om, og enten var man skarpt til højre eller venstre. Der var ikke de samme gråzoner i holdningerne som i dag. Revyen kunne derfor i højere grad anvende politik og Christiansborg som skabelon. Det er en afgørende faktor for en revy at have faste udgangspunkter, omdrejningspunkter for humoren. I dag er værdierne flimrende, uigennemskuelige og fragmenterede, og det lykkes ikke revyerne at indfange den brogethed, den forvirring, det kaos af fokuspunkter, der splitter identiteterne i dag.«

Hvorfor skulle en stand uper være bedre til det?

Thomas Wivel : »Fordi stand upen nemmere kan indfange tidens splittede og kaotiske tendenser, da genren i sig selv er sat sammen i serier af hurtige, hæsblæsende momenter, der afspejler nutidens splintrede billede.«

Leif Maibom: »En revy kan fornyes – og bli’r det løbende. Sådan har det altid været – og sådan er det stadig. Enhver form for optræden eller udtryk i det hele taget er afhængig af sin tid. Vor tid kræver et tempo og en knaphed, der næsten ikke kan undgå at gå ud over nuancerne – og satire i ordets egentlige betydning er afhængig af publikums fælles referenceramme. Det giver selvfølgelig problemer i en tid, hvor avislæsernes antal falder drastisk, og hvor vi i højere grad forholder os til personer end til problematikker.«

Er det blevet vanskeligere med den intense og stadig hurtigere medie­dækning at lave revy-satire?

Leif Maibom: »Mens de elektroniske medier i den sidste halve snes år har fjernet betydningen af ordet satire, så det nu for mange blot betyder fis og ballade, så er det faktisk i de danske revyer, den egentlige satire har overlevet. Lige nu skriver vi i Sønderborg næsten dagligt om for at holde trit med udviklingen i Lars Løkkes Venstre.«

Ifølge Leif Maibom, så er den egentlige satire at finde i revyerne. Du mener derimod, Thomas Wivel, at den ikke findes der. Hvad er problemet?

Thomas Wivel: »Revyerne vil ramme bredt og mister dermed en brod, en giftighed, en nerve, der er central for stærk satire. Der har været forsøg på at kommentere Muhammedkrisen i Cirkusrevyen i en sketch, der var en parafrase på Helge Kjærulff Schmidts klassiker »Vi er alle i samme båd«. Men det var en sang, der stak i alle retninger. Den handlede om at værne om ytringsfrihed, bevares. Men Anders Fogh Rasmussen, Jyllands-Posten og imamerne blev alle sat i samme båd som tosser. Det ramte ikke rigtigt alligevel. Budskabet blev udvandet, da ingen helst skulle føle sig stødt. Og det er et typisk træk ved genren. Den vil stille alle tilfreds, og det banaliserer og punkterer farligheden.«

Leif Maibom: »Revyen stiller krav til tilskueren om at kunne skelne mellem form og indhold. Jovialiteten er ofte kun tilsyneladende – man kunne hævde, at vi forsøger at tale i lignelser, hvis det ikke var at komme lidt for godt i gang.«Kan du nævne konkrete eksempler på de gode satire Leif Maibom?Leif Maibom: »Vi tog sidste år blandt andet fat i emner som den stigende forskel mellem rig og fattig, pressens moralske habitus og socialdemokraternes ændrede politiske ståsted – alt sammen problematikker, der havde præget året. I år forsøger vi os igen med bid, brod og latter. Blandingen forvirrer nogle – den kræver intelligens af modtageren. Men det er der faktisk mange tilskuere, der er leveringsdygtige i.«

Kan du pinde ud, Thomas Wivel, en gang til, hvor du ser forskellen mellem de to genrer?

Thomas Wivel: »Ethvert nytænkende tiltag definerer sig i forhold til det etablerede system, det opponenerer imod. I stand upens tilfælde var det revyerne. Derfor er jeg drastisk i min kritik. Stand up var i starten en klar protest over for den tidligere verdensorden. De systemer revyerne, Linje 3 og Eddie Skoller stod for. Vi vidste godt, hvad vi ikke ville. Vi ville ikke ligne de koryfæer, der var før os. Problemet med os var måske snarere, at vi ikke vidste, hvad vi egentlig ville. Men det fik vi efterhånden styr på, og det hjalp os at have klare, hårdt optegnede dogmer og principper at arbejde efter. Det rendyrkede genren, udkrystalliserede den og gjorde den knivskarp i præmisserne. Sådan som vi kender stand up i dag.«

Og kan revyerne ikke være knivskarpe?

Thonmas Wivel: »Jo, men revyerne benytter sig af klichéer, men uden at skævvride dem undervejs. Al humor tager udgangspunkt i en generalisering, men stand up, når den er bedst, formår også at anskue og dissekere klichéen kritisk.«

Leif Maibom: »Der er ingen forskel. Alt er muligt i begge former. Det er kun formen, der er forskellig. måske skulle du, Thomas, overveje at se nogle revyer?«Men Thomas Wivel revyerne har succes. Hvis du underkender revyernes satiriske brod underkender du ikke også samtidig publikums intelligens?

Thomas Wivel: »Ja, folk strømmer til revyen. Men det er fordi, at vi har lært, at det en del af vores ritualer her i landet. Det svarer til, at folk trækker et grantræ ind i stuen juleaften. Vi gør det allesammen, men vi ved egentlig ikke helt hvorfor, der står et træ med guirlander og kugler. Ingen kan tage anstød og det visner hurtigt. Ligesom revyen.«