Sommerglæder i Hollybæk

Restaurant: Den sprængte and skulle have været i selskab med lidt overskudsfedt og osten hentet ud af køleskabet lidt tidligere. Til gengæld var forretterne glimrende.

Den danske riviera.

Det kalder de selv det solbeskinnede stykke af den nordsjællandske kyst, der strækker sig fra Helsingør i øst til Hundested i vest. Og i midten det gamle idylliske fiskerleje Hornbæk, der allerede fra sidst i 1800-tallet blev de rige københavnske familiers foretrukne sted at tilbringe sommermånederne.

At Hornbæk stadig er stedet, hvor de unge, de rige og de smukke mødes om sommeren, vidner tilnavnet Hollybæk om. Eller Hornywood - men det sidste er vist en helt anden historie og handler mere om dem, der bare gerne vil være det. Huspriserne er derefter. Her koster sommerhuse selv i 27. klitrække fra to til tre millioner og opefter. Et kig i vinduerne hos ejendomsmægleren på havnen viser, at der netop nu er tilbud på en grund med egen strand. Den kan erhverves for den ringe sum af 12 millioner kroner, men så må man også påregne at skulle rive det eksisterende skur af et 58 kvadratmeter lille sommerhus ned og starte forfra!

Den slags forudsætter selvfølgelig en type sommergæster, der giver grobund for restaurationsaktivitet af både en vis størrelse og en kvalitet langt over sommerlandets sædvanlige standard. I Hornbæk blandt andet repræsenteret ved navne som Le Provencal og Søstrene Olsen. Og vi kan vel også tillade os at medregne gourmetnaboen fra Ålsgårde, Jan Hurtigkarl & Co.

Nyeste bud på en sommergastronomi, der rækker længere end de sædvanlige stjerneskud og peberbøffer, hedder Fabrikken. Den åbnede i starten af juni foreløbig for en tre måneders periode og er indrettet i et gammelt bageri udstyret med stor udendørs terrasse og indendøre med flødefarvede vægge, trægulve og kurvestole.

Fabrikken drives af Correll-familien fra det nærliggende Havreholm Slot, og den aften, da fruen og jeg besøgte stedet, blev gæster fra slottet da også eskorteret ind på deres pladser under stor opmærksomhed fra restaurantchefen, der meget fornøjeligt render rundt med en skjorte påklistret titlen fabriksformand. Vi andre nøjedes med en af dem, der bærer titlen fabriksarbejder, men det var nu ikke så ringe endda.

De kendte var her selvfølgelig også. Repræsenteret ved julekalenderinstruktøren med cirkusanerne og den trommeslående kapelmester for rigets fremmeste popøre (og her er det the real thing, vi tænker på - ikke TV-markedsførte onehitwonders som Popstars-Jon). De holdt tydeligvis pause i en fælles sangskrivningsferie med familier, og det vil især glæde den tidligere så trussetyvsagtige trommeslagers gamle kolleger at høre, at hans yngste datter konstant aktiverede ham ved at skråle: »Faaarrr! Lavet loooort!«.

menukortet er - som man kunne forvente i sommerlandet - lille og overskueligt. Fordelt på fire forretter, fire hovedretter og seks desserter, alle præget af sæsonen og den lethed og friskhed, der gerne må være over feriemad. Et større kontingent svenskere havde tidligere på dagen ganske vist rippet stedet for fjordrejer med asparges, men fruen og jeg kastede os ufortrødent over en »kølig suppe« (58 kroner) og en tatar af torsk med lime (88 kroner).

Begge var glimrende. Tataren var lavet af rå torsk blandet op med dild, forårsløg, sennepsfrø og blot bundet sammen af en meget lille smule olie - eller var det creme fraiche - fruen og jeg var uenige. Men godt smagte det og rigtig meget af torsk, der for længst har overhalet laksen som en af vore dyreste fisk.

Den kølige suppe, der var lavet på agurk og kørvel, var om muligt endnu bedre. Jeg er ganske sikker på, at den indeholdt betydelige mængder fløde, men den virkede på intet tidspunkt fed. Tværtimod, med et par velrettede spark fra hvidløg og små radisestykker var den overordentlig frisk og vederkvægende - lige præcis hvad man har brug for efter en varm dag ved stranden.

Fra det ligeledes lille, men ikke uinteressante vinkort - behageligt renset for de ellers allestedsdominerende vine fra Haut-Medoc - havde jeg bestilt en halv flaske riesling fra

Kuentz-Bas (175 kroner). Kortet annoncerede en årgang 2001, men da 2000 er en langt bedre årgang i Alsace, og det var den, der blev skænket op, skulle man være et skarn for at sige nej. Den gik da også aldeles glimrende til begge dele. Efter lidt tennissnak med den Tom Cruise-look-alike tjener - man er vel i Hollybæk - var det tid til hovedretten. For fruens vedkommende en smørstegt kæmperødspætte (138 kroner). Desværre ikke lokal, men det er efterhånden en umulighed selv i de mest ydmyge fiskerlejer. Rødspætten fejlede bestemt ikke noget - det er også ganske svært at ødelægge den slags, skulle vi hilse og sige - og de ledsagende nye kartofler samt den lille klat agurkesalat gjorde heller ingen skade.

På min tallerken lå sprængt andebryst i selskab med ligeledes nye kartofler, en omgang let sauteret forårsløg, rødløg og sommerkål samt to hvide asparges og to små gulerødder (148 kroner). Aspargesene var lidt kedelige - vi er også i udkanten af sæsonen - serveret uden sauce eller andet tilbehør, og det samme gjaldt gulerødderne.

Sprængt kød bliver hurtigt tørt, hvis man ikke passer på, og det var andebrystet trods en ellers nogenlunde smag. Noget fortæller mig, at andebrystet var købt færdigpakket. Det havde i den grad hjulpet, hvis Fabrikkens kok havde gjort som min salig farmor - sprængt and var hendes hofret, og vi fik den altid på hendes fødselsdag - og købt og sprængt en hel and, så det overskydende fedt fra resten af anden havde været brugt til at gøre det tørre bryst lidt saftigere. Den tørre fornemmelse blev her understreget af, at der heller ingen sauce var til retten.

Som ledsager til anden havde jeg bestilt kortets eneste halve flaske rødvin - vi var i bil, og fruen skulle jo gerne kunne holde kursen hjem. En pinot noir fra Bourgogne, en af de mere ydmyge cuveer fra stor-negocianten fra Joseph Drouhin (195 kroner). Den bekom ikke rigtig anden, så jeg skiftede med stor fornøjelse tilbage til min riesling, der også bestod denne udfordring med glans.

det samme gjorde sig gældende ved ostetallerkenen, der desværre med en eklatant begynderfejl blev serveret køle-skabskolde. Den bestod af comté, camembert, reblochon, kornblomst og explorateur til 75 kroner, og jo mere cremet ostene var, jo bedre stod rieslingen med sin syre-sødme-balance sig i forhold til rødvinen. Kun ved den blåskimlede og meget salte kornblomstost måtte den give op. Her havde et glas dessertvin været mere på sin plads.

Det kom til gengæld til desserten i form af et glas Muscat de Rivesaltes (til så vidt jeg husker 44 kroner, men det manglede på regningen). Her stod den igen på uopslidelige klassikere af den slags, det er svært at ødelægge. Jordbær med fløde til fruen og til mig en kold rabarbersuppe (så vidt jeg kunne smage kogt med jordbær) med lidt hjemmelavet vanilleis (begge 58 kroner). Begge var udmærkede uden at være specielt mindeværdige.

Over en cafe latte summerede vi op. Hvis vi ser bort fra den tørre and og de køleskabskolde oste, var det pænt og i orden uden på nogen måde at være hverken særlig ambitiøst eller oppe at ringe. Havde niveauet fra forretterne holdt sig måltidet igennem, ville vi uden tøven være hostet op med fire stjerner.

Nu er der meget langt op til både Jan Hurtigkarl og Le Provencal og vi ender på tre af slagsen - ikke mindst på grund af en opmærksom betjening og det civiliserede prisniveau. De kendte? Ja, de sluttede aftenen med at klemme sig ind i instruktørens personbil - alle ni personer på en gang. Ak ja - der er så dejligt i Hollybæk om sommeren.