Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Rar, hyggelig, jovial og godmodig er alle ord, som både instruktører og skuespillerkolleger ofte har brugt til at beskrive skuespiller Jesper Asholt, som i dag kan fejre sin 50 års fødselsdag.
Og i lang tid gik de samme ord igen, når man skulle gengive de roller, han spillede: Som den gode kammerat Magnus i spillefilmen »Baby Doom«. Som den hyggelige hr. Juhl i DRs julekalender »Jul på Kronborg«. Og som den sympatiske familiefar i TV-serien »Nikolaj & Julie«.
Sidstnævnte rolle lå endda så tæt op ad Jesper Asholts egen personlighed, at han måtte bede seriens producere om at skrive en affære ind i handlingen, så han ikke gik i stå under de halvandet år lange indspilninger.
Kunsten at græde i kor
Med tiden fik de mange roller som søde, fredelige mandspersoner Jesper Asholt til at føle sig »som en Ferrari, der kører rundt på en racerbane i andet gear og ikke må geare op,« som han tidligere har udtrykt det.
Det skulle da også blive en helt anden type roller, som midtjyden blev kendt for at spille. Første gang, han for alvor slog igennem på det hvide lærred, var i rollen som den evnesvage Rud i dogmefilmen »Mifunes sidste sang« fra 1999. Jesper Asholt mestrede rollen i en sådan grad, at han blev tildelt en Bodil-statuette for »Bedste mandlige birolle.«
I dag står prisen på et flygel i skuespillerens hjem i Værløse, hvor han bor sammen med sin kone, cand.mag. Nanna Lund, samt sin seksårige datter og 11-årige søn.
Ved siden af Bodil-statuetten står endnu en pris for »Bedste mandlige hovedrolle«, som han vandt for sin rolle som den incestuøse far i »Kunsten at græde i kor« fra 2007.
Netop den pris betyder ekstra meget for den 50-årige skuespiller, fordi han investerede så meget i rollen, at han måtte sygemelde sig et halvt år, efter at optagelserne var færdige.
En vaskeægte crooner
At Jesper Asholt overhovedet kastede sig ind i skuespillerfaget, var ingen selvfølge. Faderen var læge, moderen sygeplejerske, og familien boede i den lille midtjyske flække Bjerringbro langt væk fra røde løbere, rullende kameraer og fornemme teaterscener.
Men skuespiller ville han være, og som 31-årig blev Jesper Asholt færdiguddannet ved Århus Teater.
De første år optrådte han i klassiske roller som Shakespeares Richard III og King Lear. Senere fulgte en årrække med roller på film og tv, og i 2008 foretog han endnu et karrierehop og sprang ud som vaskeægte crooner i kvartetten »Four Jacks« sammen med Jesper Lohmann, Keld Heick og Stig Rossen.
Frem til 29. maj 2010 kan Jesper Asholt opleves på Husets Teater på Vesterbro, hvor han spiller hovedrollen i stykket »Sandsynligvis«.