Som digterne så bombardementet

Øjenvidner. »Københavns Bombardement 1807 - Danske digteres øjenvidneskildringer«I en ny antologi, der er smukt illustreret af bl.a. C. W. Eckersberg, beskriver en halv snes af romantikkens digtere deres oplevelser i de skæbnesvangre dage.

Enhver kan forestille sig, hvor rædselsfuldt det har været at opholde sig som fange i den indesluttede by, mens brandbomber og ildpile tre nætter i træk regnede ned over den sagesløse befolkning. Et inferno af ild, som lagde store dele af København i aske, og som udløste ufattelige lidelser på sjæl og krop, for dem, der oplevede det.

Der er i sagens natur skrevet metervis af historiske værker om bombardementet i 1807, for det er et af de vigtigste kapitler i Danmarkshistorien. Men der eksisterer relativt få egentlige øjenvidneskildringer, og hvis man har haft lyst til at læse dem, har man været tvunget ud på en næsten uoverskuelig bogjagt i antikvariater og i de store bibliotekers magasiner.

Men det problem er nu afhjulpet. Niels Kofoed, der som litterat er en nestor inden for dansk guldalder, har i anledning af 200-året samlet og udgivet en antologi, hvori en halv snes af romantikkens digtere beskriver deres oplevelser i de skæbnesvangre dage.

Ideen til udgivelsen af en sådan bog er så indlysende rigtig, at man må undre sig over, at den først kommer nu. Men bedre sent end aldrig. Det er ikke en af den slags bøger, der i kraft af sin volumen skubber de andre ud af reolen. Den er hurtigt læst, for næsten hvert eneste opslag er prydet af smukke historiske illustrationer, som i sig selv løfter bogens dokumentariske værdi. C. W. Eckersberg oplevede personligt bombardementet på nærmeste hånd, og det er ikke mindst hans mange stemningsfyldte billeder fra det brændende København, som gør indtryk.

Intens oplevelse
Bogen har en velskrevet indledning, som på få sider forklarer de historiske omstændigheder før, under og efter bombardementet.

Og dernæst overlades ordet til Thomas Overskou, der i eftertiden er mest kendt som dramatiker og teaterhistoriker. Det udvalgte kapitel fra hans erindringer er det mest kendte afsnit i bogen, når man ser bort fra et par lyriske indslag af Chr. Winther og N.F.S. Grundtvig. Overskou var i 1807 blot ni år gammel, men han har som voksen evnet at fastholde barnets følelse af magtesløshed men også dets umiddelbare nysgerrighed over for alt det usædvanlige på en måde, som gør læsningen til en intens oplevelse. Man er næsten selv til stede, når københavnerfamilierne den første søndag efter kapitulationen drager ud af byen og oplever mødet med de besynderligt klædte skotter i Søndermarken.

Helt anderledes er Christian Molbechs breve fra sensommeren 1807, for de er i høj grad præget af de politiske overvejelser, han som voksen mand gjorde sig. Hvorfor var Danmark så uforberedt, og hvorfor mødte de engelske styrker overhovedet ingen modstand ved landgangen og umiddelbart efter? Hvorfor var Københavns forsvar i så miserabel en forfatning, og hvorfor forsøgte man håbløse udfald mod den overmægtige fjende på et tidspunkt, da alting var for sent? Det er tankevækkende læsning, og Molbech, der tjente til brødet som kritiker og bibliotekar, har et fortræffeligt blik for det absurde forbud, de danske skytter på volden havde mod at skyde på det fremrykkende engelske infanteri.

En stor prosaist
Den fortræffelige digter Carsten Hauch deltog som livjæger i udfaldet i Classens Have, men det bliver ikke fremstillet som en dansk heltedåd. Tværtimod. Og den patriotiske folkestemning, der herskede inde bag voldene før bombardementet, bliver stillet noget i relief af en udtalt hvad-skal-det-nytte-holdning, som en af hans kammerater i korpset giver udtryk for: »Vi kommer tids nok for som kvæg at ledes til slagtebænken«.

Kunstnerisk er Carsten Hauchs afsnit det bedste i bogen, og det viser tydeligt, hvor stor en prosaist han var. Små hverdagsepisoder afspejler sig i den store beretning på en let og ind imellem humoristisk måde. Så er det straks vanskeligere at tygge sig igennem Blichers genvordigheder med at komme hjem til Jylland efter at have deltaget i forsvaret af hovedstaden. For slet ikke at tale om Lucie Mandix Ingemanns prøvelser med at komme rundt på Sjælland, hvor de engelske soldater havde lejret sig i snart sagt hver eneste landsby.

Desværre skæmmes bogen af en del småfejl, som kunne have været rettet i korrekturen. Og det er ikke nogen god begyndelse, når den første tekniske fejl optræder i den allerførste sætning i forordet. Værre er det dog, når der er tale om direkte fejlskud. Landets konge under bombardementet, Christian VII, døde ikke i 1809, som der står, men et år tidligere.