Som balletkritikeren kendte dem

Erik Aschengren, der i mere end 40 år var balletanmelder i Det Berlingske Hus, udgiver i næste uge en bog, hvor han fortæller om mennesker, han har mødt i sit lange liv på og bag scenen. Jens Andersen har fået lov at bladre i balletkritikerens fotoalbum, og lader ham her med bogens ord fortælle om Erik Bruhn, Rudolf Nurejev, Lulu Ziegler, Martha Graham og Niels Mathiasen. Erik Aschengrens bog, »Som jeg kendte dem«, udkommer på Gyldendal 31.august.

»Det var en aften i Det Kongelige Teater under en balletfestival i maj. Vi skulle se Bournonvilles »Napoli«. Jeg sad på første række, og så kom kulturminister Niels Mathiasen og skulle lidt længere ind mod midten. Han hilste og sagde med et stort smil: »Nå, Erik, har du nu barnesindet med?« Det var som om, vi lige skulle undskylde, at vi holdt af Napoli () Bournonville er jo borgerskabets balletdigter, og Niels var socialdemokratisk kulturminister, så måske skulle han lige putte sin umiddelbare balletglæde ind under barnesindets vinger, og ballet var vel heller ikke det, man diskuterede mest i Socialdemokratiet. Men det kunne nu ikke hindre »Kultur-Niels« i at stå ved sin kærlighed til balletten.«

»Martha Graham kom første gang til Danmark med sit kompagni på gæstespil i Stærekassen 1954. Vi forstod ikke meget og havde vel knap forudsætninger (...) Kønsspillet mellem mand og kvinde er komplekst hos Graham. Mændene bliver både beundret og udleveret. Grahams mandsdansere er stærke muskuløse og med årene mere og mere afklædte. I flere værker kravler kvinderne rundt på dem, som var de skulpturer. Jeg føler manden latterliggjort. Og samtidig er det patetiske måske, at Grahams kvideskikkelser fra Medea til Klyteimnestra er stærkt tiltrukket af disse mænd, hvis fysiske kraft og potens de i allerhøjeste grad frygter.«

»Hun stod på en lille kasse. Lulu Ziegler var ikke høj, men hun havde udstråling. Hun havde også varme i sin stemme og autoritet i sit væsen. Det var i foråret 1957 i Stockholm. Jeg var oppe for at studere svensk sprog og litteratur i nogle måneder, og Lulu Ziegler havde inviteret mig på sin cabaret i Hamburger Börs. Der stod hun i en flot draperet kjole, der skjulte, at hendes figur ikke havde venusmål, og med et af sine evige chiffon-tørklæder i hænderne (...) Hamburger Børs var et serveringsteater, men der blev ikke båret smørrebrød ind, når fru Ziegler optrådte, og da nogle svenskere blev for højrøstede, sendte hun dem et lynende blik og råbte: »Hold så käften, for satan!« Så tav de stille.«

»I juni 1961 dukkede Rudolf Nureyev op i København. Dels for at tage timer hos Vera Volkova, dels for at møde Erik Bruhn, nok den eneste danser, han beundrede. De havde en affære, som blev kort på det erotiske plan, men udmøntede sig i et smukt venskab. Som par var de fulde af modsætninger. Den klassiske, aristokratiske danseur noble og den flamboyante russer. Bruhn var lys. Nureyev mørk og med høje kindben, der gav ham et arrogant ydre. Og så var han ti år yngre end Erik Bruhn. En aldersforskel, der i ballettens hierarki er dræbende og gav fremtiden til Nureyev.«

»Erik Bruhn fyldte sine roller med sit eget liv, og da han sidst i karrieren nåede til rollen Petrusjka i Fokins og Stravinskijs ballet, følte han, at netop denne figurs psykologiske komplikationer var hans egne. Ønsket om at lukke op til andre og den manglende evne. Bruhn var klar over, at han ofte med selvtilstrækkelig arrogance havde ført selv sine nærmeste venner bag lyset, og dog var hans ønske at kommunikere. Det gjorde han på scenen og måske kun der. Hans liv var på scenen. Her levede han sine følelser ud, og her nåede han de store øjeblikke, når han forløste noget i os.«