Solen skinner altid i ASAs film

Når man ser tilbage på dansk film i 1950erne, var det som om solen stod højest på himlen over ASA Film, hvor »Far til fire« og film baseret på Morten Korchs bøger tjente flest penge hjem.

Her er instruktøren Alice O’Fredericks ved at hjælpe Lille Per alias Ole Neumann med en scene Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Solen skinner altid i den typiske ASA-Film. Og det gjorde den på lodret ordre fra instruktøren Alice O’Fredericks, der først ville have tændt for kameraerne, når vejret var helt i top.

ASA på Blomstervænget 52 i Lyngby blev oprettet af John Olsen, Henning Karmark og Lau Lauritzen Jr., søn af Lau Lauritzen, der i sin tid instruerede Fy & Bi-filmene hos Palladium. Flere af nøglepersonerne på ASA var i øvrigt hentet fra det selskab. Lau Lauritzen Jr. blev filmselskabets gennemgående figur, da John Olsen allerede gik ud af firmaet i 1941 for året efter at stifte Saga Studio. Henning Karmark blev listet ud af ledelsen i slutningen af Anden Verdenskrig, fordi han havde været medlem af de danske nazistparti, men vedblev dog med at lave film og distribuere film fra en mere tilbagetrukket position hos ASA.

Lau Lauritzen var begyndt som skuespiller, men skrev både manuskripter, instruerede og fotograferede og havde som direktør overblik over økonomien. Ved siden af ham bliver Alice O’Fredericks en nøglefigur. Hun var begyndt som skuespiller hos Benjamin Christensen i 1920erne, og hendes ord var lov og hendes humør var omskifteligt. Hun var født Frederiksen og gav sig selv det nye navn O’Fredericks.

Barndomsminder fra ASA

Ole Neumann, der spillede Lille Per allerede i en alder af seks år, fra 1953, er i dag 67 år. Han giver ikke længere interviews om sin tid som barnestjerne, men han har givet Berlingske lov til at citere fra sine private skriftlige erindringer.

Ole Neumann husker Alice O’Fredericks sådan her:

»Over alt svævede den kun af tyngdeloven begrænsede almagt – Fru Alice. Omgivet af respekt og med et forrygende temperament. Det kunne ytre sig således: »Hvor er Sveinbjörnsson, jeg slår ham ihjel!« – for få minutter efter at kvidre som den rare tante Alice til os børn på settet.«

Arkitekten Steini Sveinbjörnsson arbejdede som scenograf, og ham havde O’Fredericks altid et horn i siden på, mens det gik bedre med stillfotograf og fotografassistent Ole Bram, der gerne fortæller om sin tid hos ASA, hvor han blandt andet var med til at lave fire af »Far til fire«-filmene. Han er i dag 82 år.

I 1950erne var begræsningerne ved filmskabelse ofte af teknisk art.

»Vi havde ikke nogen zoom-optik på filmkameraerne, så for at få gode billeder, var jeg som assistent fremme med målebåndet op til 100 gange om dagen for at sikre, at skuespillerne stod helt skarpe i billedet. For at det kunne lade sig gøre, skulle de stå meget præcist på de kridtstreger, jeg havde tegnet på gulvet. Det var temmelig nervepirrende, fordi vi først kunne se resultatet af optagelserne en eller to dage senere, og var billederne ikke skarpe, skulle de tages om«, siger Ole Bram.

Skuespillerne Tove Maes og Poul Reichardt under optagelserne til den danske film "De røde Heste" fra 1950, instrueret af Alice O'Fredericks og Jon Iversen.; The Danish actors Tove Maes and Poul Reichardt during shooting " De roede heste " ( De røde heste ) instructed by Alice O'Fredericks and Jon Iversen. Fold sammen
Læs mere

Når Bram ser de gamle danske film i dag, kan han ikke lade være med at bemærke, at skuespillerne ofte står og skæver ned til kridtstregerne på gulvet.

Rekord med Korch

Fra 1950 og frem blev ASA hjemsted for en lang stribe film baseret på Morten Korchs bøger om de gode og de onde i kampen om den fædrene gård og lignende historier. Hos både Nordisk Film, Palladium og Saga Studio har man formentlig ærgret sig over, at man sagde nej til muligheden for at filmatisere Korch, for filmene blev voldsomt store succeser. De to første film, »De røde heste« og »Mosekongen« blev set af henholdsvis 2,3 og 1,8 mio. danskere – ud af en befolkning på dengang kun 4,2 mio. Det første er stadig dansk billetsalgsrekord for en enkelt film. Filmene var produceret af Henning Karmark i et af ASAs underselskaber, og fordi Korch havde fået så mange afslag, fik ASA en fordelagtig aftale. Korch fik kun 5.000 kr. pr. filmatiseret bog plus ti pct. af nettooverskuddet, mod at ASA forpligtede sig til at filmatisere en Korch-bog mindst hvert andet år.

Filmene fra Morten Korch-universet hylder familien og hjemstavnen i en tid, hvor folk var begyndt at flytte til de store byer. Morten Korch var large med at lade Alice O’Fredericks skrive sine manuskripter, som hun ville. »Bare filmen bliver sød og venlig«, som han sagde. Korch døde i 1954, og ikke alle hans bøger egnede sig til at blive til film. Da det mest egnede materiale slap op, slog man ofte to bøger sammen eller skrev lidt til selv. Problemet var blot, at når der kom en film, skulle der også være en bog, så den unge assistent, senere filminstruktør Palle Kjærulff-Schmidt blev engang sat til at skrive en bog i Korchs navn ud fra filmselskabets egen historie.

»Bogen udkom i tide til at ligge fristende på bogmarkedets juleborde. Et år senere udgav Korchs søn en fin lille kasse med faderens ti bedste romaner i rødt skind og ægte guldtryk på ryggen. Der lyste mine kapitler til evig glæde for læserne og på det fineste glittede papir«, skriver Kjærulff-Schmidt i sine erindringer.

Lau Lauritzen var garant for den retning, der var udstukket for folkekomedierne, men der var også hos ASA plads til film, der ikke foregik i høj solskin. Blandt disse bør nævnes Bodil Ipsens »De røde enge« fra 1945, som Lau Lauritzen var medinstruktør på, og »Farlig ungdom« fra 1953, der var den danske pendant til Hollywoods »The Wild One« med Marlon Brando eller »Rebel Without a Cause« med James Dean. Som instruktør ville Lauritzen gerne selv lave andre ting end folkekomedier, men som direktøren for det hele havde han samtidig et øje på indtjeningen.

Revy og Morskabsmuseet på Frederiksberg i København åbner onsdag den 26. august en særudstilling om Ib Schønberg, en af Danmarks populæreste filmskuespillere i 1930'rne og 1940'rne. RITZAU 201727 - -NORDFOTO- - 1998 Fold sammen
Læs mere

Lau Lauritzen instruerede de første mange år på ASA en stribe film sammen med Alice O’Fredericks, men tilbragte senere hen stadig mere tid på kontoret. Hvis der skulle optages slagsmål eller andet, der var mere kompliceret end glade mennesker i solskin, blev Lauritzen hentet til settet for at koreografere.

Den generøse spradebasse

Skuespillerne var dengang som i dag freelancere, og derfor var de med i film fra mange forskellige filmstudier. Dog var Poul Reichhardt og Ib Schønberg ganske ofte at se i ASAs film. Ib Schønberg havde en unik evne til at være til stede i nuet og gå ud og ind ad indtil flere film på samme tid. Det betød, at han ofte havde gang i tre eller fire film samtidig, og han måtte så snige sig ud og ind ad dørene på filmselskaberne med en taxa ventende udenfor. Ingen protesterede rigtigt over hans måde at gøre tingene på, fordi han altid leverede, og fordi han altid mødte op med en stormvind af godt humør.

»Ikke jage, ikke jage, der er endnu ikke nogen film, der ikke er blevet færdig«, var hans typiske bemærkning, og så havde han altid en omgang portere med til hele holdet. Som han i det skjulte fik filmselskabet til at betale. Sådan var det med Ib Schønberg. Han havde store armbevægelser og et endnu større talent. Men det var hele tiden hurtigt videre, og der var ikke altid dækning for hverken gaver eller det, han lovede sådan rent mellemmenneskeligt. Han har givet mange produktionsledere grå hår i hovederne på grund af sin pressede tidsplan, og de vidste, de ville komme højere op på den prioriterede venteliste, hvis de smurte ham med dyre rekvisitter som vaser og lamper.

Blot for at nævne to film fra ASA, hvor Schønberg brillerede, kan man pege på »De røde heste« i den folkelige ende og i den anden ende af spektret den hårrejsende præstation som alkoholiker i »Café Paradis«. Schønberg levede for adrenalinsuset foran kameraet, mens han efter sigende ikke var det helt store på en teaterscene, hvor han kedede sig med gentagelserne. I det meste af sit skuespillerliv var han med i i gennemsnit fem film om året.

Slutspil på ASA

I begyndelsen af 1960erne var Lau Lauritzen uheldig med at komme til at hænge på en forpligtelse til at vise såkaldte Cinerama-film i fem år i ASAs biograf Kinopalæet. Det blev desværre en fiasko, og samtidig blev det sværere og sværere at tjene penge på biograffilm.

Alice O’Fredericks instruerede sin sidste film i 1967 og døde i 1968.

Lau Lauritzen instruerede tre »Mig og min lillebror«-film med Dirch Passer i slutningen af 1960erne. Derefter gik han på pension. I 1964 solgte Lauritzen ASA til forretningsmanden Sven Grønlykke. Sammen med producent og instruktør Bent Christensen annoncerede de store planer om at få Jean-Luc Godard og andre udenlandske instruktører til landet og indspille film hos ASA. Godard kom ikke, men Roman Polanski har arbejdet i Lyngby, og i en årrække var studiet hjemsted for en ny bølge i dansk film, dog uden det store økonomiske held. Grønlykke solgte studiet til staten i 1972, og stedet blev til Det Danske Filmstudie.

I 1990 købte producent Henrik Møller-Sørensen ASA-navnet. Han har siden blandt andet genoplivet »Far til fire«-serien.

Dette er den tredje artikel i serien om dansk filmhistorie,. 8. juli handlede det om Nordisk Film, 10. juli om Palladium og i dag om ASA. Serien fortsætter 12. og 13. juli.