Soldaterne i Sølvgade

Fra 1928 til 2013 var den imponerende bygning på hjørnet af Sølvgade hovedkvarter for DSB, men i mange år havde ikke bare rekrutter og officerer i kongens klæder bolig i huset, men også i vid udstrækning deres koner og børn. Og at hver husstand kunne gøre krav på mere end én seng, blev der aldrig tale om.

Sølvgades Kaserne med den pompøse indgang på hjørnet af Øster Voldgade og Sølvgade i 1880erne. Endnu er Østervold kun delvis gravet bort. København før og nu – og aldrig, bd. 10. Fold sammen
Læs mere

Der var penge i de væbnede styrker. I hvert fald for byens private husejere. De lejede nemlig værelser ud til hvervede soldater, som med koner og børn stillede sig til rådighed for at forsvare land og rige.

Sådan var situationen i København for 250 siden, og reglerne for udlejning til soldaterfamilier var overordentlig liberale. Et loftsrum hér eller en kælder dér. Alt kunne bruges.

I længden gav de tvivlsomme boligforhold anledning til murren i geledderne. Noget måtte gøres for at holde uroen nede, og så blev det besluttet, at Københavns Kommune for egen regning skulle opføre en militærkaserne. Det var noget helt nyt.

Plads var der rigeligt af ude i den del af byen, hvor Christian IV havde planlagt at opføre en monumental kirke kaldet Sankt Annæ Rotunda. Den var nu aldrig blevet færdig, fordi finansieringen tørrede ud, men kirkegården lå der stadig, og her havde enkedronning Sophie Amalie sin kostald.

Stedet ved Østervold var ideelt til en militær kaserne, for herfra var der ingen afstand til øvelsesterrænet på Nørre Fælled.

I 1752 var den franske arkitekt Nicolas-Henri Jardin hentet til landet for at forestå opførelsen af Frederiks Kirke ved Amalienborg, men det projekt kæntrede aldeles. Indvielsen af kirken lod vente på sig i 165 år, og i mellemtiden fik Jardin påbud om også at levere en skitse til den nye kasernebygning.

Den blev godkendt af kongen, men så viste det sig, at tegningen slet ikke passede til formen på grunden. Det kunne man imidlertid gøre noget ved, og efter en venskabelig overenskomst mellem magistraten og militæret påtog generalkrigsdirektoratet sig opgaven med det storslåede byggeri.

Hæren havde gode erfaringer med envejskommunikation, og det var befordrende, når soldater med en håndværksmæssig baggrund blev sat til at udføre arbejde på den nye bygning, hvori de selv skulle bo.

Mod dovenskab og sjusk havde man midler, og størstedelen af murer-, tømrer- og snedkerarbejdet ligesom stort set alle øvrige opgaver blev udført af faglærte, hvervede soldater.

Det var både billigt og effektivt, når man ser bort fra, at byggeriet gik i stå et par uger om året, hvor håndværkerne var optaget af at øve sig i våbenbrug og militær anstand.

Men efterhånden begyndte bygningen at tage form: To vældige længer – den ene langs volden og den anden langs Sølvgade, og inde i gården opførte man nogle tværlænger, således at hele komplekset endte med at fremstå som to spejlvendte Fer – en honnør til Frederik den Femte.

I september 1771 kunne Danske og Norske Livregiment tage kasernen i besiddelse. De fik hver en længe tildelt efter lodtrækning, og så skulle man tro, at de militære boligproblemer endelig var løst.

Men nej. Fire år senere udgik der befaling fra højeste sted, at kasernen skulle rømmes, og det hang sammen med, at et par af byens handelshuse skulle bruge Almindelig Hospital i Amaliegade til lagerrum.

De fattige og afmægtige beboere på Almindeligheden blev derfor indkvarteret i den lyse og rummelige kaserne ved volden, mens soldaterne de næste ti år atter måtte tage til takke med et lejet værelse inde i byen.

Det skete under protest, men »rømningen skulle gennemføres for igen at sætte borgerne i besiddelse af den ved kasernens opførelse tabte næring og for at skaffe husejerne en bedre indkomst af deres huse«, hed det uden omsvøb i den officielle bekendtgørelse.

I sommeren 1784 rykkede regimenterne imidlertid tilbage til indkvarteringen i Sølvgades Kaserne, og i de næste 138 år udfoldede der sig et broget liv bag de tykke mure.

Især i begyndelsen, hvor det ikke bare var rekrutter og officerer i kongens klæder, der havde bolig i huset, men også i vid udstrækning deres koner og børn.

Et helt traditionelt familieliv var der dog ikke tale om, for både konen og ungerne måtte bo på stue sammen den øvrige del af mandskabet, og at hver husstand kunne gøre krav på mere end én seng, blev der aldrig tale om. Man ser det for sig, men man indrettede sig.

Og mindst én soldaterkone så man gerne i hvert kammer, for konerne skulle efter reglementet sørge for renligheden på stedet og for, som det hed, at der hver dag i godt og stille vejr blev holdt et vindue åbent en halv time, således at tobaksrøg og udsondringer fra de mange mennesker kunne trække ud og frisk luft komme ind.

Den slags kunne man byde soldater for 200 år siden, men ikke i længden, og således ændrede alting sig i takt med udviklingen.

Volden blev revet ned, og Fælledparken blev åbnet for offentligheden, så det ikke længere var muligt at afholde militærmanøvre på Nørre Fælled. Og i 1922 blev hæren reduceret så meget, at den ikke mere havde brug for kasernen i Sølvgade.

Det havde Statsbanerne til gengæld, og i 90 år var den historiske ejendom herefter hovedkvarter for DSB.