Selvom Christian Eriksen lykkeligvis overlevede et hjertestop på fodboldbanen i lørdag, føles det, som om Danmark stadig er i en slags sorgproces.
De sociale medier genlyder af folk, der ikke helt kan slippe chokket, og folk, der ønsker Christian Eriksen god bedring. Men hvorfor rammer sådan en oplevelse så hårdt?
Sognepræst og fodboldfan Karsten Møller Hansen siger, at selv præsterne i bussen på vej til en konference har svært ved at håndtere lørdagens episode, selvom meget af deres arbejde kredser om sorg.
»Faktisk sidder jeg lige nu i en bus med en masse andre præster. Fire af os – som jo er uddannet til at tale med sørgende mennesker – måtte stoppe samtalen om Christian Eriksen, fordi vi simpelthen ikke kunne håndtere vores sorg. Selv en af os, der slet ikke ellers ser fodbold. Så jeg forstår godt, folk sørger. Det gør jeg også.«
Hvorfor tror du, det er sådan?
»Måske handler det om alt det, vi havde glædet os til denne sommer. Om EM på dansk grund og Christian Eriksen, som jo er vores alle sammens helt. En mand, der kan noget, som ingen andre kan, en nærmest mytologisk karakter. Men mytologien blev punkteret fuldstændig i det øjeblik, kameraet nåede at zoome ind på Christian Eriksens øjne. Dét øjeblik sidder i mig. Fodboldøjne plejer jo at være stålsatte og viljestærke, så da de slukkede, var der også noget, der slukkede i os. Også fordi man jo antager, at fodboldlægerne kender hvert et udsving på samtlige spilleres hjertediagrammer, og at han alligevel falder om helt uden forvarsel.«
Handler det om, at vi pludselig så vores egen dødelighed i øjnene?
»Ja, det gør det. Det er også ofte derfor, begravelser er så rørende, fordi man selv bliver bevidst om, at man skal dø en dag. Christian Eriksen døde heldigvis ikke, men i lang tid troede jeg, at det næste, der ville komme, var en nekrolog. Sådan så det ud for mig, og sikkert også for en masse andre. Når det endda er vores yndlingsspiller, den venligste og mest ydmyge af dem allesammen, bliver det jo endnu værre.«
»Det bedste slutkapitel i denne her historie er jo, at han stadig lever. Og hvis vi vinder det hele, selvfølgelig.«
Der var noget smukt over det, der skete bagefter
Apropos mytologi så kan jeg næsten se historien for mig, om holdet der rejser sig og går hele vejen?
»Ja, man kan næsten forestille sig en Eriksen med pokalen i hænderne, ikke? Men allerede inden kampen var der en følelse blandt folk af, at det her var et EM, man skulle se. At det her skulle være den slags sommer, hvor man ville skulle fortælle folk, hvor man var, da noget skete. På paradoksal vis var det også præcis det, der skete, men med alt det forkerte. Alle vil kunne huske, hvor de sad, da Christian Eriksen faldt om på banen.«
Jeg føler, at jeg nu må indrømme, at jeg var alene hjemme og havde set forkert i tv-guiden. Jeg troede, kampen begyndte klokken otte, så jeg tændte først, da jeg fik en sms om, at det var sket. Det er jeg egentlig ret glad for, når jeg hører folks beskrivelse.
»Der var også noget ekstremt smukt over det, der skete lige bagefter. Den måde hans holdkammerater stillede sig omkring ham på, som overgik al fodbold. Det var ikke deres kollega, det var deres ven. Fodbolden blev ophævet og nu beskyttede de deres sårede kammerat.«
Hvordan kommer man videre fra sådan en oplevelse? Hvis du et øjeblik betragter læseren som et sørgende sognebarn?
»Det bedste man kan gøre, det er at blive ved med at tale om det. Man skal tale så meget om det, at man bliver træt af at tale om det. Frygten for døden forsvinder nok aldrig helt, men på et tidspunkt har man talt ud, og så får man lyst til at tænde for EM igen. Det er jo det gode ved fodbold, at der altid kommer en ny kamp – og det bedste er selvfølgelig, at han stadig er her.«
Bruger du normalt fodbold til at komme videre fra en hård periode, eller hvis du er ked af det?
»Jeg kan godt lide tanken om, at i fodbold kommer der altid en ny kamp, uanset hvor dårligt det er gået. Det er godt billede på livet, hvor der altid kommer en ny dag, man kan se frem til med optimisme.«
Ja – indtil der ikke gør?
»Det er rigtigt. Men så er det heldigvis nogle andres tur.«
Hør også Berlingskes Martin Borres beretning om den gruopvækkende oplevelse i Parken lørdag aften - og hvordan landsholdet kommer videre - i nyhedspodcasten Pilestræde:
