Sofakartofler og demokratisk handlekraft

Kristian Lindberg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forleden blev jeg på en TV-festival i Oslo præsenteret for en undersøgelse blandt norske TV-seere, der var blevet bedt om at videofilme sig selv, mens de så TV-serier. De skulle fortælle til kameraet, hvorfor de havde valgt at se lige netop »Game of Thrones«, »NCIS« eller hvad de nu ellers foretrak af TV-fiktion.

Undersøgelsen blev præsenteret som en lang stribe af små selfie-interviews fra folks TV-stuer, og med fare for at lyde arrogant, så var niveauet for anmelderiet fra disse brave nordmænd ikke specielt højt. De mest brugte argumenter for deres TV-valg var ord som »jeg ser helst gode TV-serier«, »den er spændende«, eller »der er noget at tænke over«. Undersøgelsen var ikke desto mindre særdeles afslørende og tankevækkende.

Det, jeg bed mest mærke i, var det tydelige præg af udmattelse, der syntes at presse mange af seerne dybt ned i sofahjørnet. Det var, som om mange af dem allerede havde taget forskud på de mørke norske vintre og var krøbet i hi foran skærmen.

Og det er ikke for at hænge de trætte norske seere ud, for mon ikke de fleste danske seriekiggere ude foran skærmen er lige så trætte som deres broderfolk?

Undersøgelsen fik mig til at tænke på public service-debatten, som i Norge er knap så intens som i Danmark. Norges nationale public service-udbyder, NRK, er nemlig i øjeblikket politisk fredet og er derfor ikke i defensiven på samme måde som DR. Ikke desto mindre understregede redaktionschef ved NRK Cathrine Simonsen over for undertegnede, at kanalens overmåde populære ungdomsserie »Skam« ikke kunne have været realiseret af en privatejet TV-kanal.

»Da vi er en statslig public service-station er vi ikke underlagt de samme krav om høje seertal som en privat TV-station ville skulle levere. Det betyder, at vi kan tage udgangspunkt i værdier som autenticitet og mangfoldighed fremfor at have kommercielle overvejelser. Vi kan give det, de unge har behov for, og ikke bare det, de vil have, og som kan gi’ os høje seertal,« sagde Cathrine Simonsen.

Hvilket bringer mig tilbage til de norske sofakartofler. For hvad er det egentlig, nutidens TV-seere ønsker sig? Vil de have noget, de kan bedøve sig med i de lange vinteraftener, eller vil de have noget, der engagerer og får dem til at sætte sig opmærksomt op og høre efter?

Jeg er ikke i tvivl om, at NRK gerne tilslutter sig det sidste. NRK vil gerne give seerne det, som NRK mener, at de har behov for. Men mange af de norske seeres egne optagelser tydede på, at et lige så stort antal søger det første, altså mental bedøvelse - eller behagelig adspredelse, hvis man vil være mindre ondskabsfuld. Ikke mange af de råhyggende sofakartofler så ud til at have andre planer end langsomt at lade sig overmande af søvnen.

I DRs nuværende public service-kontrakt står der, at programmerne skal styrke borgernes handleevne i et demokratisk samfund, en formålsparagraf, der forekommer tæt på det banale, for hvem ville dog gå ind for det modsatte?

Spurgte man et repræsentativt udsnit af danskerne, ville de formentlig svare, at de også ønsker TV, der fremmer demokratisk handleevne. Men er det reelt den slags programmer, de tænder for, når de kommer hjem i vintermørket efter en lang arbejdsdag?

DR Medieforsknings rapport om udviklingen i brugen af elektroniske medier viste i 2014, at streamingtjenester som Netflix og HBO har gjort stort indhug i public service-udbydernes seertal. Begge tjenester har aktivt promoveret bingeing, altså den type TV-serieforbrug, hvor seerne glider over i en slags dvaletilstand, mens episode efter episode går over skærmen. Og selv om det ikke kan udelukkes, at »House of Cards« fremmer demokratisk handlekraft hos seerne, er det næppe den kvalitet, der trækker dem til.

Fjernbetjeningen fører frem til det program, der mest effektivt bringer hvile til hovedet. Ikke det, som nogen har besluttet, de har behov for. Kun i særtilfælde, som norske »Skam«, går de to op i en højere enhed.