Søvndyssende stilhed

Den tyske dokumentarfilm »Den store stilhed« er et ordløst værk om livet på et fransk munkekloster - kun for et lysvågent publikum med hang til filmisk meditation.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Tilbage i 1984 skrev den tyske instruktør Phillip Gröning til det ortodokse romersk-katolske kloster La Grande Chartreuse, der ligger i de franske alper mellem Grenoble og Chambery. Han ville gerne lave en dokumentar om livet på klosteret. Svaret han fik tilbage fra prioren var, at det var munkene ikke klar til, men at de ville kontakte ham, når de var. 13 år senere i 1999 modtog han et brev, hvori der stod, at nu var de klar og i 2003 drog Gröning til klosteret og brugte seks måneder dér. De første to til at leve munkelivet på linje med resten af klosterets beboere og de sidste fire til at lave de optagelser, der er blevet til »Den store stilhed«. På den betingelse, at han hverken måtte bruge kunstigt lys, yderligere musik, tilføjede kommentarer eller have et filmhold. Der måtte kun være ham.

Det er blevet til en film, hvor munkenes dagligdag i tavshed og stilhed vises i en sporadisk rækkefølge. Kirkeklokker, der skal ringes. Bønner i cellen, der skal bedes. Ensomme måltider, der skal indtages. Det daglige arbejde, der skal udføres. Skiftende årstider, ritualer og regler, der konstant skal følges og kun sjældent bliver afbrudt af de få timer, hvor der må tales frit om teologiske spørgsmål.

Men det er også blevet en film, der kræver stor tålmodighed og en velvilje til en atypisk og anderledes oplevelse. Ikke bare fordi den har en længde på to timer og fyrre minutter (af stilhed), men også fordi den er uden narrativ struktur. Det er tableau på tableau, med mange gentagelser, uden en historie, kun afbrudt af skilte med bibel-citater og frontale optagelser af hver enkelt munk, hvor der er tid til at studere ansigtet og blikket.

På trods af sin umiddelbart lidet appellerende fremtoning, eller netop på grund af den, har "Den store stilhed" været en overraskende og sensationel biograf-succes i lande som Tyskland, Frankrig og Italien. I Tyskland har den sågar gået i biograferne et helt år. Og den har også vundet priser som European Film Award for bedste dokumentarfilm og Juryens Specialpris på Sundance Film Festival.

Om den vinder samme gehør herhjemme kan kun tiden vise, men selv om der ingen tvivl er om at »Den store stilhed« er en sjælden kompromisløs film, hvor form og indhold er i overensstemmelse, dukker ordet kedelig alligevel op, hvor politisk ukorrekt det end må lyde. Det meditative bliver forvekslet med det monotone, der måske ganske realistisk afbilleder klosterlivet, men med sit betragtende kamera, der kun vil vise og ikke fortælle, indimellem virker helt søvndyssende. Filmen er bestemt ikke for alle. Faktisk snarere kun for dem, der med et frisk sind og øje kan holde sig, ikke bare koncentreret, men også vågen, så længe.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse