Sørine Gotfredsen: Uden påsken ville vi fare vild for evigt

Tiden er sentimental, man farer nemt vild i den, og intet korrigerer det hele så absolut som begivenhederne i påsken. Beretningen om Jesu død og opstandelse udgør for det første forudsætningen for at forstå kristendommen, og samtidig beskriver den menneskets sande natur.

Sørine Gotfredsen – forfatter, sognepræst og samfundsdebattør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Vi lever i en sentimental tid.

Det er sentimentalt, når tusinder samles for at lytte til Michelle Obamas banaliteter, fordi hendes præsidentmand engang skabte en følelse af håb. Det er sentimentalt, når pandabjørne ophøjes til nuttede symboler, og det er sentimentalt, når man lader sig overmande af klimaangst og katastrofestemning og begynder at dyrke børnene og de unge som bærere af den store renhed.

Tiden er sentimental, man farer nemt vild i den, og intet korrigerer det hele så absolut som begivenhederne i påsken. Beretningen om Jesu død og opstandelse udgør for det første forudsætningen for at forstå kristendommen, og samtidig beskriver den menneskets sande natur. Påsken sætter alt i perspektiv, og dermed også vor tids stemning af frygt for fremtiden, der som sagt har medført en dyrkelse af det unge menneske. Ophøjelsen af den svenske 16-årige Greta Thunberg taler for sig selv, og med sin fromme udstråling legemliggør denne pige tidens forestilling om barnet som et særligt uskyldigt væsen.

Tanken præger også populærkulturen og optræder intensivt i et af vor tids mest dominerende underholdningsfænomener, sangkonkurrencen »X Factor«, hvor de yngste deltagere løbende karakteriseres som ufordærvede sjæle, der sanser og viderebringer det, de voksne ikke længere forstår. Det udgør et kraftigt faresignal i et samfund, når børnene på den måde skubbes foran som sandhedsvidner, idet det afsløres, at vi har mistet en del af forankringen i det kristne menneskesyn.

Barnet placeres på en piedestal

Modsvaret finder vi i påskefortællingen, der beskriver, hvorfor Jesus måtte gå i døden. I modsætning til juleevangeliet, der med beretningen om den nyfødte frelser, alt for ofte tilpasses en moderne letkøbt romantik, kan påsken ikke på samme måde trivialiseres. Her dør den voksne Jesus på korset efter at have befundet sig i den syndige verden, hvorefter han gennem opstandelsen påskemorgen baner vej til frelse. Vi er alle i kristen forstand faldet væk fra renhed og godhed, og netop vor tids dyrkelse af det rene barnesind afslører, hvor stædigt vi ønsker, at menneskets oprindelige kerne er uplettet. Der findes et kolossalt behov for at tro på, at det er kulturen og voksenlivet, der korrumperer sindet, og med denne Rousseau-inspirerede tænkning placeres barnet på en piedestal.

»For frelsen kommer til os udefra, og vi skal leve frimodigt og værnes imod vort eget viltre og sentimentale indre liv. Det sker gennem troen på, at kun Kristus er ren, og jo mere vi glemmer den sandhed og leder efter renheden i os selv, desto mere vil vi fare vild.«


Det har haft store konsekvenser for alt lige fra opdragelse til syn på læring og skole, autoritet og disciplin, og det har utvivlsomt også tråde til den kendsgerning, at mange børn og unge i dag har det svært. De forventes at være bærere af den uskyld, som de voksne har fordærvet, og jo mere der i et samfund tales om krise og undergang, desto tungere føles byrden for de stakkels unge. Det er skævt, det er ansvarsløst, og det er ukristeligt, for kristeligt set er barnet ikke renere end andre. Det er blot mere uprøvet og forsvarsløst, og når Jesus i Markusevangeliet udtaler de berømte ord om, at Himmeriget hører børnene til, skal det næppe forstås som en meddelelse om, at de er særligt uskyldsrene. Snarere fremhæves her barnekåret som fælles for alle, idet ingen kan bære sin egen eksistens, mens enhver til gengæld gradvist kan vinde troen på, at man tillidsfuldt må forlade sig på almagten.

Frelsen kommer udefra

Kun kristendommen kan for alvor inddæmme den store sentimentalitet i vor kultur og i sine overvejelser over palmesøndag, hvor påskedramaet jo indledes med Jesu indtog i Jerusalem, fastslås det af Søren Kierkegaard hvordan. Han skriver: »Ethvert Menneske er selv en Synder. Han forholder sig altsaa ikke som Reen til Syndere, men som Synder til Syndere; thi dette er alle Menneskers fælleds Grundforhold til Christus«. Dette grundforhold forstår vi kun ved at høre, at Guds søn på grund af vores syndighed blev nødt til at gå i døden langfredag og opstå til livet igen påskemorgen, hvormed enhver sentimental forestilling om det rene menneske sættes i perspektiv. Og nej, det er ikke nedslående. Det er tværtimod det mest opbyggelige, verden har hørt, idet vi her erfarer, at vi ikke skal drukne i vort eget følelsesliv og alt, hvad dertil hører af katastrofestemning og overspændte ideer om, at det ikke længere nytter at sætte børn i verden. For frelsen kommer til os udefra, og vi skal leve frimodigt og værnes imod vort eget viltre og sentimentale indre liv. Det sker gennem troen på, at kun Kristus er ren, og jo mere vi glemmer den sandhed og leder efter renheden i os selv, desto mere vil vi fare vild. Påskefortællingen bringer os tilbage på sporet, om og om igen, og uden den ville vi fare vild for evigt.