Søren Ulrik Thomsen: Den helt almindelige særling

Der hersker en forestilling om et Danmark før og efter 1968. Om 50ernes stivnakkede borgerlighed, der blev afløst af ungdomsoprørets kulørte vildskab. Men det er langt fra hele sandheden. Vi er alle både særlige og helt almindelige, siger Søren Ulrik Thomsen. Den 59-årige digter åbner ny serie om de aftryk, fortiden sætter i nutiden – i dag om 1950erne.

Digteren Søren Ulrik Thomsen mener, at årene efter afslutningen på Andens Verdenskrig og frem til 68ernes ungdomsoprør rummede nogle kvaliteter, han længe overså. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi begynder på en gåtur. For nogle år siden havde digteren Søren Ulrik Thomsen tilfældigt forvildet sig ud i Københavns nordvest kvarter. På et tidspunkt kom han forbi en klynge anonyme boligkarréer fra 30ernes ulmende byggeboom, der skulle hive arbejderklassen ud af det fugtige mørke i byens slumkvarterer. Her var lys, luft og grønt mellem bygningerne, og hver lejlighed havde sin egen altan.

Over indgangsdørene til de forskellige opgange sad en række relieffer, som hver for sig rummede forestillingen om det gode liv. Et sted var afbilledet en kvinde, der sad og bandt planter op, iført et par lange bukser. Og ved siden af en mand, som legede med sine børn. Kønsrollerne var i opbrud.

På et andet relief sad en mand i sit arbejdstøj og læste nysgerrigt i en bog. Symbolikken skreg på fortolkning. Nøgenhed var også en del af reliefferne, og historien om tidens gryende seksualitet løb som en hvisken gennem billederne. Kropsidealerne var i forandring. Der var mennesker med sul på kroppen. Muskuløse overarme og frodige barme, runde kinder og bagdele med bredde. Væk var de radmagre og blege baggårdsmennesker, der i generationer havde sultet og frosset sig gennem tilværelsen. I den ny verden var der mad på bordet, folkebiblioteker, gratis lægehjælp, svømmehaller, skoletandpleje og lige adgang til uddannelse.

»Det fine ved reliefferne var, at de ikke bar præg af utopiske feberfantasier. Det var konkrete, afdæmpede tanker om et værdigt liv, og det er ikke for meget sagt, at jeg blev bevæget, mens jeg gik rundt derude,« fortæller Søren Ulrik Thomsen.

Han sidder lidt uden at sige noget.

»Det hænger nok sammen med, at jeg i mange år havde betragtet alle disse velfærdsgoder som selvfølgeligheder,« siger han så.

»De var der bare. Men med ét stod det klart, at det ikke var nogen selvfølge. At alt dette engang havde været noget nær en uopnåelig drøm for flertallet.«

Dengang tænkte digteren efterfølgende over det paradoksale i, at ikke så snart var drømmen indfriet, verdensfreden havde indfundet sig, knapheden var afskaffet, arbejdsløsheden annulleret, og tankefriheden indført, før en ny drøm trængte sig på. Ikke hos den voksne del af 50ernes arbejderklasse men hos deres børn, der blev unge i 60ernes gyldne optur.

Eller som Søren Ulrik Thomsen udtrykker det:

»Tænk, hvor provokerende det må have været. For første gang er der både fred, arbejde og muligheder for næste generation, og mens man læner sig tilbage for at drikke en kop kaffe og nyde søndagsudsigten fra sin nye altan, kommer ens langhårede søn hjem og siger, at det hele er lavet af lort og skal rives ned, så der kan bygges et nyt samfund op.«

Foto: Simon Læssøe.

Søren Ulrik Thomsen vægrer sig mod opmærksomhed. Ikke mindst når den opsøger ham på eget initiativ. Den 59-årige digter nærer en næsten kronisk modvilje mod at træde ind på den offentlige scene, medmindre han bliver bedt om at læse op fra en af sine mange digtsamlinger.

Han bryder sig ikke om ekkoerne fra sætninger, han tidligere har udtalt, og som samfundsdebattør mærker han frygten for overeksponering ulme i sig, hvis P1 laver en times interview med ham i samme kalenderår, som Politiken bringer et af hans essays.

Modsat den stædige strøm af livsstilseksperter, der konstant blander sig og lever af at koge verden ind til letfordøjelige linjer, evner Søren Ulrik Thomsen kun at sige noget meningsfuldt om ting, hvor han selv har noget i klemme.

»Når jeg er forfatter og ikke teoretiker, skyldes det nok, at jeg tænker bedst, hvis jeg selv har nogle følelser i klemme. Så kan jeg være heldig at formulere nogle erkendelser, som måske også giver mening og har værdi for andre.«

Interviewet her handler om 1950erne, og når Søren Ulrik Thomsen har indvilliget i at sætte ord på netop dét årti, er det ikke kun fordi, han selv er født i 1956. Det handler først og fremmest om, at det med tiden er gået op for ham, at årene efter Anden Verdenskrig og frem til ungdomsoprøret i 1968 rummede nogle kvaliteter, han længe overså.

Søren Ulrik Thomsen ønsker ikke at idealisere 50erne. Slet ikke. Den form for sorthvide ærinder løber digteren ikke. En konservativ glorificering af årtiet ville være ligeså ligegyldig – som at lytte til som 68ernes tilbagevendende forsøg på at gøre det modsatte.

»Men når jeg blev så påvirket af reliefferne dengang, var det formentligt fordi, jeg er vokset op i larmen fra 68ernes had til 50erne. I årevis fik jeg tudet ørene fulde af, hvor kedeligt og konformt årtiet var, og pludselig stod det klart for mig, hvordan ungdomsoprøret også slørede blikket for det smukke ved fortiden.«

Den københavnske digter anerkender 68ernes trang til at gøre op med et samfund, der forlangte, at man bukkede pænt, når hysteriske mænd i stanghabit kostede rundt med en, bare fordi de var ens chefer. Eller blev i et ægteskab, der var bundulykkeligt, fordi konventionerne krævede det.

»Selvfølgelig havde ungdommen brug for at vende ryggen til dét. På samme måde er det logisk, at ligesom arbejderklassen ønskede at blive anerkendt som klasse, ville deres børn anerkendes som individer. Det er forståeligt, men her næsten et halvt århundrede senere synes jeg ikke, at den identitetspolitiske jagt på at være unik er særligt progressiv. Problemet med en konformistisk kultur er indlysende nok, at den ikke vil ankerkende det, der falder uden for, mens problemet i dag omvendt er, at man ikke vil se, at selv det mest unikke individ har så mange behov og ønsker tilfælles med enhver anden, at det samtidig er helt almindeligt.«

I essayet »Balladen om den tynde mand« fra 2009 tager Søren Ulrik Thomsen livtag med udfordringen og skriver om sig selv:

»Som ung betragtede jeg mig selv som et spændende undtagelsesmenneske. Det skulle vise sig, at jeg i netop dén henseende ikke var nogen undtagelse, for forestillingen om i en eller anden forstand at være hævet over den grå masse er særdeles udbredt i min generation. Hver anden ung mand så sig selv som en åndsaristokrat, hvis underforståede kulturelle overlegenhed adskilte ham fra gennemsnittet, skønt der behageligt nok ikke skulle gøres rede for denne dannelse, der kun tilkendegav sig indirekte, nemlig som kritik af det åndsforladte massemenneske.«

Senere i essayet beretter digteren om sin far, som det meste af sit liv arbejdede i en bank. En mand, der hver morgen omhyggeligt studsede sit skæg og pudsede sine sko, før han i mørkeblå habit cyklede til Store Heddinge og Omegns Spare- og Laanekasse.

»Umiddelbart repræsenterede han en type, som 68-oprøret tog afstand fra; det grå massemenneske. Men han var jo meget mere end sit jakkesæt og kontor­arbejdet i banken. Han var også en mand, som i min barndom stod nøgen i vores store, ugenerte baghave og gennem en hel sommerferie modellerede en kæmpemæssig kvindetorso kaldet Magna Mater. Han drak sig beruset, og sammen med min mor og alle deres venner dansede han kædedans til pladen fra filmen »Zorba The Greek« eller sang med på folkemusikken fra familiens båndoptager, der spillede Cæsar, Trille, Povl Dissing og Bob Dylan. Det var meget svært at afgøre, om han var borgerlig eller boheme. Han var og er stadig begge dele. Og sådan tror jeg i virkeligheden, det er med rigtigt mange.«

Der findes en stædig myte om et Danmark før og efter 1968, siger Søren Ulrik Thomsen. Om et samfund, der frem til oprørsåret stod som en urokkelig mur af stivsindet borgerlighed, mens alt pludselig lod sig gøre på den anden side af 1968. Men den form for historieskrivning er i bedste fald unuanceret.

»Tag f.eks livet i København, som er mere gennemreguleret end nogensinde. Vi skal affaldssortere og huske at spise 600 gram frugt om dagen, tobaksnydelse er udtryk for den totale fortabthed, mens det til gengæld anses for sundt at løbe rundt med så mange apparater fastspændt til overarmen, at man ligner en hel intensivafdeling. For nogle år siden plæderede Københavns sundhedsborgmester ligefrem for, at der ikke måtte ligge værtshuse tæt på byens skoler, fordi det opfordrede ungdommen til at drikke.«

Søren Ulrik Thomsen ryster på hovedet.

»Og mens man i 50erne skulle skamme sig over sine lyster, er sex i dag noget, den kommunale sundhedsplejerske påbyder de nybagte forældre, så ægteskabet ikke visner.«

Selv venstrefløjen er blevet moralistisk, vrisser digteren.

»Tidligere var det ellers her, man kunne drikke sin bajer og ryge sine smøger i fred. Det er, som om velfærdsprojektet ikke længere handler om kampen for det gode liv, men om at ville bestemme, hvad det gode liv er. Og nævenyttigt gennemregulere verden derefter.«

Og så fortæller Søren Ulrik Thomsen historien om sin mormors bror, der boede i Herkulespavillonen inde midt i Kongens Have. Han var civilingeniør og havde tilfældigt set en annonce i avisen om, at stedet var til leje.

»Og bag pavillonen lå et gammelt havehus, hvor gartnerens søn og svigerdatter holdt til. Den slags er umulig at forestille sig i dag, og i virkeligheden tror jeg, de fleste nutidsmennesker ville blive overraskede, hvis de skruede tiden tilbage til 50erne og med egne øjne så, hvor mange sprækker af kaos og uordentlighed, der kilede sig ind i den borgerlighed, 68erne gjorde oprør imod.«

Af samme grund får Søren Ulrik Thomsen altid lyst til at besøge fortiden, når han ser filmklip af 50ernes København.

»Man har fornemmelsen af, at alt kan ske. At man kunne gå ind på en avisredaktion og melde sig under fanerne. Så bad redaktøren måske om et par penneprøver, og klarede man opgaven, fik man lov til at blive hængende. Og pludselig en dag var man ansat som rigtig journalist uden først at have skullet i gymnasiet, så videre på journalisthøjskolen, så i praktik, så til eksamen og så til jobsamtale. Samfundet er mange steder blevet mindre vildt, mindre tilfældigt, og selv om den udvikling bestemt har sine gode sider, rummer den også tab af muligheder.«

Fra sin barndom husker Søren Ulrik Thomsen et langt mere sammensat samfund, end det tager sig ud i eftertidens optik. Mellem jernbaneskinnerne lå måske et par faldefærdige kolonihavehuse, der husede en flok fribyttere, som ikke rigtigt arbejdede, men passede sig selv og levede på deres egen måde.

»De var hverken helt udskilte eller fuldt integrerede. Modsat i dag, hvor de er segregerede i en officiel enklave som Christiania og udelukket fra den eksklusive fæstning for middelklassen, som København er blevet. De utilpassede boede ind imellem alle andre, og mange steder husede opgangene en bred skare af sociale typer,« siger Søren Ulrik Thomsen.

Og så fortæller han, hvordan selv bumserne på Blågårds Plads sjovt nok gik i jakkesæt, selvom de var skidefulde og valsede afsindigt rundt.

»Jeg kom til at tænke på dem for nylig, da jeg så en dame blive interviewet på tv. Hun stod i døren til sit parcelhus i Greve iklædt en T-shirt, hvor der stod »PUNK« med kæmpestore bogstaver henover brystet, mens hun fortalte journalisten, at Venstre var det parti, der repræsenterede hendes politiske synspunkter bedst. Engang bar man altså sin uregerlighed inden i jakkesættet, nu bærer man sin banale borgerlighed inden i en T-shirt, der skal overbevise verden om, at man er et drabeligt undtagelsesmenneske.«

I det hele taget er behovet for at udtrykke sig personligt og give sig selv et ydre mærkat større end nogensinde, mener digteren.

»Når normaliteten bliver dyrket som en afgud, vil man ikke vedkende sig de sider af en selv, som ikke passer ind, men projicerer dem i stedet for over på de andre, som så bliver udstødt og lagt for had. Alle dem med en anden seksualitet, religion eller livsstil, som man så det netop i 50erne under den amerikanske mccarthyismes militante småborgerlighed.«

Hvis man ikke vil stå ved, hvor meget man ligner enhver anden, lurer faren for en manglende politisk forståelse for de fælles vilkår, vi lever under, advarer digteren.

»Eller at man er nødt til at stive sig af med en foragt for hr. Hansen for at føle sig som noget særligt. I dag er den største fare overanstrengelsen af individualiteten. Den identitetspolitiske selvoptagethed på bekostning af omsorgen for det fælles er jo i virkeligheden også en kæmpe belastning for den enkelte.«

Søren Ulrik Thomsen taler om forfatteren Dan Turèll, der gik rundt på Vesterbro med sine sorte negle og kronragede isse som den opsigtsvækkende undtagelse blandt alle de grå hverdagsmennesker. Og mens alle disse almindelige mennesker nu er væk fra bydelen, er den til gengæld blevet overtaget af unge mennesker, der er vokset op med Turèll som skolepensum, og der med deres skæg og tatoveringer alle sammen er klædt ud som hipstere, mens de pænt betaler af på deres dyre storbylejligheder og lever efter en vidtstrakt konsensus om børneopdragelse, sundhed og parforhold.

»I virkeligheden er meget af det, der på overfladen synes frit og vildt ofte konformt i sin grundform. Og omvendt,« siger Søren Ulrik Thomsen, der som ung mand var bybud i København. På sine ture rundt i hovedstadens kontorlandskaber mødte han mennesker, der passede deres arbejde i nystrøget skjorte om dagen, men når det blev fyraften, gik de på værtshus eller til frække varietéforestillinger på byens dunkle steder. Nogle af dem brød sig ikke om ægteskabet, så de levede promiskuøst, mens andre var homoseksuelle.

»Men så længe de passede deres arbejde og betalte huslejen hver den første, kunne de leve, som de lystede i ly af storbyens anonymitet og de borgerlige omgangsformer. Den dobbelthed var der en stor frihed i, mens ulempen indlysende nok var, at folk var nødt til at »gå stille med dørene«, som det hed, hvis de f.eks. havde en anden seksualitet end flertallet. På den anden side er der en indskrænkning i, at seksualiteten i dag anses for at være totalt bestemmende for hele personens identitet, selvom den enkelte måske i lige så høj grad opfatter sig som socialdemokrat, fløjtespiller og en der samler på elektriske tog.«

 

Pointen er ikke, at 50erne var vidunderlige og nutiden rædsom. Men heller ikke omvendt.

»Min pointe er, at det er farligt, når historien stivner til klichéer, for begge perioder er en slags fiksérbilleder, der viser nye nuancer, når de bliver vippet lidt.«

Budskabet er klart. På mange punkter både ligner vi hinanden og er fælles om en række grundlæggende behov. Vi skal alle have et sted at bo, vi skal tjene nogle penge, vi skal have lavet vores tænder, og vi skal have vores børn passet. Af samme grund er det uklogt at afvise sin borgerlige almindelighed. Omvendt skal man også huske at vedkende sig sin særlighed. Og at tilkende andre samme dobbelthed.

»Det er illusorisk at tro, at man tilhører normaliteten og bilder sig ind, at alt uden for ens egen verden er forkert. Men det er ligeså illusorisk at tro, at man udelukkende er et unikt individ, mens alle andre er grå massemennesker.«

Ingen af os er kun det ene eller det andet. Vi er alle sammen helt unikke i vores almindelighed.

»Og bare fordi man bor i nordvest-kvarteret i en standardiseret lejlighed i en anonym boligkarré med de samme vinduer, den samme farve på døren og nyder den samme kaffe fra den samme altan med udsigt til de samme grønne områder, er det ikke ensbetydende med, at man er ansigtsløs, uselvstændig og blottet for personlighed. Vi er alle samme helt almindelige særlinge.«

Digteren Søren Ulrik Thomsen mener, at årene efter afslutningen på Andens Verdenskrig og frem til 68ernes ungdomsoprør rummede nogle kvaliteter, han længe overså. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe.