Søren Ryge fortsætter trods DRs aldersloft

En fast fratrædelsesalder i Danmarks Radio betyder, at kontrakten automatisk udløber, når medarbejderen runder de 70 år. Netop det loft rammer den populære havemand Søren Ryge Pedersen, når han til sommer fylder rundt.

’Jeg elsker at fortælle historier’ - 1
Læs mere
Fold sammen

I snart 37 år har han tryllebundet seerne med sin nære verden på Djursland og rørende menneskeskæbner, han har mødt på sin vej. Populariteten er fortsat enormt, hvilket er medvirkende til, at DR nu løser sit alders-dilemma med en kontrakt, der foreløbig peger et år frem.

»Ja, det er foreløbig for et år. Så må vi se, hvordan det står til – til den tid. Der kan jo ske så meget. Jeg vil helst selv afgøre hvornår jeg skal holde op, og sådan bliver det også. Nu tager vi et år mere, og så tager vi den derfra. Pension er ikke noget, jeg går og glæder mig til. Jeg elsker det, jeg laver,« siger Søren Ryge til BT og trækker karakteristisk på ordene.

»Det er 37 år siden, jeg begyndte at lave tv, og det er vel en slags rekord. Jeg vil gerne fortsætte, så længe DR og seerne har lyst til at se mig. Jeg elsker min arbejdsplads og har altid haft de bedste arbejdsbetingelser. Jeg har aldrig fået at vide, at jeg skulle lave sådan og sådan. Det har altid været mig selv, der kom med ideerne, og er blevet støttet og hjulpet af skiftende chefer.«

Hos DRs ledelse har man ingen interessere i at pensionere tv-stjernen, selv om han har ramt loftet, hvor det automatisk fører til et kontrakt-ophør.

» Han er en så god formidler og en eksponent for, at det er værd at holde på det grå guld, når det er guld. Men det er ham selv, der bestemmer,« siger chef i DR Danmark Søren Bo Hansen.

Søren Ryge Pedersen  har allerede 18-20 gode ideer til de torsdags-programmer, han skal lave til sommer.

»Ideerne kommer dryppende hele tiden, på alle tider af døgnet. Langt de fleste af programmerne, vi skal lave til sommer, er allerede på plads. Men der er stadig huller, og det skal der være, så der er plads. hvis der nu kommer en bedre idé,« forklarer han og tilføjer:

»Min skræk er ikke den dag, jeg skal holde op, for den er inden for rækkevidde, og det handler om at stoppe, mens legen er god. Næh, min skræk er, når jeg nu har bestemt mig for at holde op i god ro og orden, hvad skal jeg så stille op med alle de gode ideer og spændende mennesker, jeg fortsat vil møde,« siger Søren Ryge.