Søren Kassebeer: Før eller senere får vi krakilere det sidste ord

Foto: Søren Bidstrup.
Læs mere
Fold sammen

Man kan ikke løbe fra sine sproglige uvidenhed. Uanset hvor hurtigt man løber. Hvis man bruger sproget forkert, vil det straks blive bemærket af bedrevidende krakilere som undertegnede. Lad os som eksempel tage den klassiske musik, som jeg mener at vide noget om. Faldgruberne er legio. Lad os se på ordet koncert.

Umiddelbart skulle man, hvis man ikke er velbevandret i de dele, tro, at en koncert, hvor et klaver spiller en hovedrolle, er det samme som en klaverkoncert, men det er det ikke. En klaverkoncert er ikke en begivenhed, men et værk for klaver og orkester, og samme princip gør sig gældende, når det er andre instrumenter, der er på spil. En violinkoncert er således heller ikke en begivenhed, men et værk for violin og orkester. Osv.

»"Sproget driller. I den klassiske musik som alle andre steder."«


Ganske anderledes forholder det sig, når koncert står alene, for så kan det både betegne en begivenhed og et stykke musik for et eller flere soloinstrumenter med orkester. Det er altså først, når navnet på et instrument bliver hæftet på ordet koncert, at koncert ikke længere kan henvise til en begivenhed.

Og her stopper de musiksproglige drillerier ikke.

Ordet strygekvartet kan fx både betegne et ensemble, der består af fire strygere - to på violin, en på bratsch og en på cello - og et værk for samme ensemble. Ordet klavertrio (der aldrig kan henvise til noget med tre pianister) kan både handle om en pianist, en violinist og en cellist, der spiller sammen, og om et værk for samme besætning. I øvrigt er der hverken noget, der hedder en strygekvartetkoncert eller en klavertriokoncert, hverken forstået som en begivenhed med en strygekvartet eller som en begivenhed med en klavertrio eller som et værk for strygekvartet eller som et værk for klavertrio, og dette står jo, jvf. ovenfor,  i modsætning til, hvad der gælder ordet klaverkoncert, der godt nok heller ikke kan betegne en begivenhed, men til gengæld altid er betegnelsen for et værk.

Og her stopper det heller ikke, for for at det ikke skal være løgn, så hedder en koncert for klaver og orkester altid en klaverkoncert, selv om det mere præcise ord for det instrument, der har hovedrollen i værket, er flygel, og selv om den, der spiller på dette flygel, hverken kaldes klaverspiller eller flygelspiller, men pianist.

Sådan kunne man blive ved. Sproget driller, i den klassiske musik som alle andre steder, og før eller senere vil nogen slå ned på fejlene, og pas på, krakilerne er der et sted derude. Man kan ikke løbe fra dem. Uanset hvor hurtigt man løber.