Søren J. Damm: Hvem vil du være, når sygdommen har inficeret hele samfundet?

Klumme: Den eskalerende corona-epidemi truer ikke bare den globale økonomi og de ældre og svageliges liv, men også hele vores samfundstruktur. Det er lige nu – og ikke i morgen – at vi skal beslutte, hvem og hvad vi er.

Byline foto billede 2018 Bylinefoto Søren Damm Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Livet rummer et antal store begivenheder, efter hvilke alt bliver anderledes. Dødsfald blandt ens nærmeste, skilsmisse, økonomisk ruin etcetera. Begivenheder, som medfører, at man rives ud af det gængse liv, hvor alt det »normale« sættes på pause og transformeres. Pludselig er det anormale normen. Vi kan kalde det livets transitionsperioder.

Men engang imellem rammer disse intense perioder ikke bare en selv, men opstår på en global skala. De øjeblikke, hvor man ender med at spørge: hvor var du, da … for eksempel Kennedy-mordet, Murens fald og 9/11.

Det er i den slags situationer, at vi er mest angste, men ofte også føler os mest i live. Det er også her, vi i sjælden grad indser, hvem vi er, og hvad vi er.

»Dette er en skæbnesvanger tid – ikke bare for vores globale økonomi, vores helbred og politiske systemer. Men i høj grad er det også en tryktest af dig og mig som mennesker. Det her er en global transitionsperiode.«


Det eskalerende coronavirus-udbrud rammer lige ind i den moderne verdens bløde bug. Recession i de store nationale økonomier er en dyster kræftdiagnose for vores samfund, og udover den tiltagende angst for pandemiens dødelighed, er der en stigende nervøsitet for, at virussen skal smadre vores sociale strukturer.

Coronavirussen har kradset i vores civilisations overraskende tynde fernis og blotlagt noget, vi ofte glemmer i den moderne verden dagligdag; kødets forgængelighed, sygdommen til døden og vores åbne, frie samfunds skrøbelighed.

Ideerne forvitrer

Den generelle blaserthed, hvormed vi de seneste årtier har følt os uovervindelige og sikre på vores civilisations stabilitet, vakler mere, end den har gjort siden Den Kolde Krig.

Man kan have det spinkle håb, at det, der ikke slår os ihjel, gør os stærkere. Man kan fremture med fantasien om, at denne krise gør os klogere på os selv og vores generelle interaktion med hinanden. Men som vi så med finanskrisen, og kan se med den globale opvarmning, er vi som art generelt ikke altid vanvittigt interesserede i vores eget bedste.

Det frie demokratiske Vesten er ikke bare en selvopholdende mekanisme, hvis eneste brændstof er den kontinuerlige økonomiske vækst. Det er også de basale ideer, som udgør systemets grundstruktur, der som et barn skal næres opdrages, disciplineres og elskes, for ellers forvitrer de. Det er essentielt, at vi forstår, at ideen om vores samfund først og fremmest lever i os selv. Det frie åbne demokrati næres ikke alene af vækst og eksport; det er også nødt til at næres af vores hjerter og vores intellekt.

Hvis coronakrisen eskalerer til en dødelig global pandemi, er det nu, vi skal vise, hvilket stof vi er gjort af. Kan vi bære krisen med ro, disciplin og empati?

Vi er nødt til i langt højere grad end for blot få uger siden at tro på vores samfund og ideer.

Uanset krisens omfang skal vi holde fast i, at det gode kommer fra os selv, men kun eksisterer i et afhængighedsforhold til det andet menneske.

Dette er en skæbnesvanger tid – ikke bare for vores globale økonomi, vores helbred og politiske systemer. Men i høj grad er det også en tryktest af dig og mig som mennesker. Det her er en global transitionsperiode.

Det er lige nu – og ikke i morgen – at vi skal beslutte, hvem og hvad vi er.