Søren J. Damm: De fleste danskere stiller altid det samme primitive spørgsmål, når de møder en fremmed

En texaner, en engelsk kok i Bourgogne og Søren Ulrik Thomsen afslører, at vi herhjemme stadig ser hinanden gennem småborgerskabets fedtede briller.

Søren Jacobsen Damm er kulturjournalist og konstitueret litteraturredaktør på Berlingske. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Min kone og jeg havde for et stykke tid siden besøg af hendes gode veninde og hendes mand, som er fra Texas. De bor til daglig uden for Austin.

Grunden til, at jeg kom til at tænke på texaneren, er et aktuelt TV-program, som handler om alt andet end Texas, nemlig Frankrig. I programmet kører den engelsk kok Rick Stein rundt i Frankrig. Han studser over, at man i Bourgogne ikke spørger folk, hvad de arbejder med, men derimod spørger til deres »metier«, i denne sammenhæng forstået som: Hvad mestrer du? Hvad er det, du er bedst til?

»Som samfund bør vi i langt højere grad selv lade den enkelte definere sit virke, fremfor at ens identitet aflæses 1:1 fra lønsedlens stillingsbeskrivelse og udbetalte løn.«


Texaneren studsede over adskillige ting ved Danmark – blandt andet de rå sild, vejret, våbenloven og de mikroskopiske biler. Men det han undrede sig mest over var at: »Danskere spørger altid først om, hvad ens arbejde er, og ikke, hvad man hedder, hvor man kommer fra, eller hvad man interesserer sig for. Det er egentlig ret uhøfligt«, mente min ven fra Texas. Som overraskende nok havde noget til fælles med folk fra Bourgogne.

Danskere kan åbenbart særligt godt lide at kategorisere folk efter deres jobfunktion. Men indimellem siger det jo meget lidt om et menneske, hvad man typisk laver fra kl. 8 til 16 i hverdagene.

Søren Ulrik Thomsens digt »Balladen om den tynde mand« optræder i essaysamlingen »Repremiere i mit indre mørke«, udgivet 2009. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Kvindetorsoer

I sit essay »Balladen om den tynde mand« skriver digteren Søren Ulrik Thomsen om sin far, bankmanden, der hver morgen i årtier omhyggeligt studsede sit skæg, pudsede sine sko, før han i sin mørkeblå habit cyklede afsted til Store Heddinge og Omegns Spare- og Laanekasse.

Men ud over at være bankmand var Thomsens far en mand, som modellerede kvindetorsoer i baghaven, mens han sang med på Joan Baez og Bob Dylan – måske endda »The Ballad of a Thin Man« – og læste oceaner af skøn- og faglitteratur.

I 1970 gik faderen med sin 14-årige søn til koncert med The Rolling Stones i Forum, og han betalte også for, at Thomsens tidligste teenagedigte kunne trykkes. Hr. Thomsen var så langt mere end blot sit arbejde.

Selvfølgelig er det ikke partout uinteressant, hvilket job folk har. Men hvilket indtryk får man af Thomsens far, hvis man blot fik at vide, at han var bankmand? Er det mest interessante ved en person, at vedkommende for eksempel bliver lønnet for at sortere post, hvis samme person samtidig er en passioneret skulptør, digter eller jazztrommeslager?

Som samfund bør vi i langt højere grad selv lade den enkelte definere sin »metier«, frem for at ens identitet aflæses en til en fra lønsedlens stillingsbeskrivelse og udbetalte løn. Det er et forsimplet menneskesyn, der lugter lidt af småborgerskabets forsimplede forsøg på at placere hinanden i hierarkier, som desuden er ude af trit med et moderne arbejdsmarked, hvor omskiftelighed og hurtige jobskifter er ved at være normen.

Desuden er det også en stigmatiserende måde at se hinanden på, som samtidig demotiverer folks lyst til at tage chancer, iværksætte og forsøge sig med de vilde ideer. Vi bliver for bange for at falde udenfor. Spørger man mangen en succesrig iværksætter, vil du også få historien om fiasko, fattigdom, tvivl og arbejdsløshed, inden succesen satte ind.

Vi bør se den bedste version af et menneske, som bør defineres af den enkeltes passion – og ikke bare ens arbejdsfunktion.