Kun et enkelt af Amalienborgs fire palæer er åbent for offentligheden – men til gengæld repræsenterer nogle af salene i Christian VIIIs Palæ omkring 150 års royal danmarkshistorie.
Rummene er nemlig indrettet som rekonstruktioner af foregående regenters arbejdsværelser. På denne måde giver lokalerne dels et indtryk af kongernes personlighed og interesser og dels tidligere tiders stilidealer. Det er muligt at besøge salene, der i dag udgør et egentligt museum, hvor der også lejlighedsvis er særudstillinger. Men først et par ord om Amalienborg og den storslåede plads, som ligger mellem de fire palæer, der giver en arkitektonisk helstøbt ramme om det danske kongehus' hjem.
Sådan har det ikke altid været. Amalienborg er ikke bygget som kongeslot. Det er Rosenborg for eksempel. Rosenborg, der er opført 1606-24, var imidlertid Christian IVs sommerhus. Kongernes officielle bolig var gennem århundreder Københavns Slot, der i midten af 1700-tallet blev afløst af Christiansborg Slot på samme sted.
Kongen flytter ind
Det første Christiansborg stod kun et halvt hundrede år, og efter branden i 1794 erhvervede kongefamilien Amalienborg. Det var også en passende ramme. Amalienborg, der er en del af Frederiksstaden, blev anlagt som en hyldest til kongemagten i forbindelse med oldenborgernes 300-års jubilæum på den danske trone.
Hyldestpladser af denne art var blevet en vogue i 1600-tallets Frankrig og havde inspireret andre lande, og derfor finder man også en rytterstatue i midten af den harmoniske plads, der i sig selv afspejler samfundsordenen. Alt hviler i sig selv, og den enevældige fyrste, Frederik V, rider frem mod Marmorkirken, der har indsat kongen i embedet. Før Operaen lå tidligere landet og vandet, og aksen blev derfor et perfekt billede på Gud, konge og fædreland.
Hvorfor det hedder Amalienborg? Fordi der tidligere lå et slot, Sophie Amalienborg, der brændte i 1689, men efter malerier fra tiden skulle have været et prægtigt enkesæde for Frederik IIIs dronning.
Christian VIIIs Palæ hedder egentlig Levetzaus Palæ efter den greve, det blev bygget til, og har udfyldt forskellige funktioner i kongehuset. Christian IX har eksempelvis boet i palæet – men efter hans død i 1906 stod salene nærmest tomme hen, indtil ideen opstår om at koncentrere nogle af de historiske samlinger om kongehuset, der tidligere havde været på blandt andet Rosenborg, på et par af etagerne. Så her kigger man ind i for eksempel Frederik IXs arbejdsværelse, hvor man blandt andet kan få øje på kongens samling af piber og se vidnesbyrd om Frederik IXs passion for at sejle og høre klassisk musik. De visuelle indtryk er ledsaget af tekstplancher, der fortæller om hovedpersonerne og deres relationer, og som et særligt charmerende greb er der også et formidlingsspor for de mindste placeret i børneøjenhøjde og markeret med et billede af en glad elefant.
Amalienborgmuseet er en opvisning af historie og stilhistorie; det sidste gennem de mange kunstgenstande og malerier, der sammen med en slægtstavle er udstillet i de sale, der er tilgængeligt for offentligheden. Det er førstesalen som regel også. Med mindre den netop er lukket på grund af særlige arrangementer.
Farverne flytter sig
Her ligger gallasalen som en slags kronen på værket i palæets indretning. Den er skabt til stedet af maleren Nicolai Abildgaard (1743-1809) og i en omfangsrig bog, »Abildgaard som arkitekt«, der netop i disse dage udkommer på Gads Forlag, fremlægger konservatoren Line Bregnhøj og kunsthistorikeren Hanne Raabyemagle resultatet af deres årelange optagethed af Abildgaards arbejde med dekorationer.
Og rigt dekoreret er den forgyldte gallasal med pilastre ved væggene, tunge portierer ved vinduerne og et overdådigt udsmykket loft. Omend originalen har været mere prægtig, for, som det hedder i den nye bog om Abildgaard, er det efter den seneste renovering gået galt i farvesætningen. I forhold til tidligere er den hvide blevet for hvid, den gule farve for gul og den blå har ikke den rigtige nuance. Salens Thorvaldsen-statuer er nu for grå, hvor de burde være mere hvide osv.
Ikke desto mindre: Det er stadigvæk et storslået syn at træde ind i salene og fra salenes vinduer også kigge ud på den harmoniske, ottekantede slotsplads, der nu også er blevet terrorsikret med pullerter og gennemkørsel forbudt for biler uden nødvendigt ærinde til palæerne, der for de andres vedkommende er beboet af medlemmer af den kongelige familie.
