Snoop Dogg udløste trængsel i propfyldt Tivoli

Rapstjernen Snoop Dogg, der fredag aften var på scenen i Tivoli, skabte trængsel i forlystelsesparken, der måtte lukke dørene. Politiet beretter om god stemning ved koncerten.

Snoop Dogg gav god stemning i Tivoli. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Over 30.000 mennesker var fredag aften i Tivoli. De fleste af dem for at høre den 43-årige rapstjerne Snoop Dogg give koncert ved arrangementet Fredagsrock i Tivoli.

Men flere gæster måtte gå tomhændet til indgangen. Forlystelsesparken blev nemlig nødt til at lukke indgangene, da antallet af gæster nåede godt 32.000, oplyser kommunikationsmedarbejder i Tivoli Simon Verheij til Berlingske Nyhedsbureau.

»Vi har et maksimum på 33.000. Der har været rigtigt mange mennesker, men man skal huske, at det ikke er alle gæsterne, der har været på plænen for at høre koncerten. Folk har også været i forlystelserne andre steder i Tivoli,« siger han.

Fredagsrock i Tivoli beklager på sin Facebook-side, at der var gæster, der ikke kunne komme ind. Men som et plaster på såret gøres slukørede gæster, der blev mødt af lukkede indgange, opmærksom på, at entrebilletter købt via parkens internetbutik kan refunderes.

Vagtchef ved Københavns Politi, Henrik Brix, oplyser, at dørene blev lukket, da 32.700 gæster var inde i parken. Selve koncerten forløb ifølge betjentene i parken uden nævneværdige problemer, men der var rigtigt mange mennesker, konstaterer han.

»Vi har været til stede og konstateret, at der var trængsel, men en god stemning,« siger Henrik Brix.