Smuk og billig

Østerbros nye græker, Kallisti, laver sympatisk mad af ordentlige råvarer til rørende priser.

Det græske ord Kallisto betyder »den smukkeste«. Ikke lige den overskrift, man generelt forbinder med græske restauranter herhjemme, det jo ofte tjener som fælder lagt ud for at indfange den hjemvendte danske turist, der skal have opfrisket ferieminderne fra Rhodos.

Med Kallisti, som netop er blevet åbnet af tre grækere fra Østerbro, forholder det sig dog anderledes: Turistfolkloren er tonet ned - uden at det dog er gået ud over bouzoukimusikken i baggrunden - og så er maden fremfor alt ærlig og veltillavet, gjort på fornuftige råvarer.

Det er der øjensynligt allerede en del Østerbro-borgere, som har fundet ud af, i hvert fald var stedet godt fyldt, den aften vi var forbi. Kun ét bord var ledigt; nemlig det ved siden af vores, og det blev hurtigt indtaget - af en anden madanmelder på feltarbejde, skulle det vise sig. Heldigvis ikke en konkurrent fra den grumme fusionsavis, men en venligtsindet udsending fra en officinets egne aviser, så der blev tale om en aften i samarbejdets ånd.

I anledning af Kallistis erklærede familievenlighed - der er børneportioner til halv pris opført på kortet - havde jeg allieret mig med junior som medspiser sekunderet af hans voksne onkel. Junior behøvede ikke mange sekunder til at beslutte sig for at bestille en gang kalamarakia (fritterede ringe af ti-armet blæksprutte) til forret - børneversionen, serveret med en gang heftig tzatziki, står i overskuelige 20 kr.

Selve paneringen af sprutten var meget let, hvilket får mig til tro, at der har været tale om hjemmegjorte sager og ikke den færdigpanerede, dybfrosne vare. Hvad kvaliteten angår, vil jeg anslå, at vi befandt os sådan cirka midt på skalaen - kalamarakia er set mere frisk og sprød, men så sandelig også meget værre, når man tænker på de gummiringe i dej-panser branket af i snavset olie, som serveres så mange andre steder.

Jeg valgte en gang mezedes (59 kr.) - blandede græske anti pasti om man vil - som førte mig fint rundt i Kallistis udbud af forretter: Ud over et par af de førnævnte blæksprutteringe bød den store tallerken på et stykke feta saganaki (stegt feta), en skive god spinattærte, en stor bagt, mild, chili-lignende grøn peberfrugt, en lille portion klassisk græsk bondesalat med feta og oliven og to mayonnaisesalater, den ene meget velsmagende med aubergine, den anden fik jeg aldrig identificeret.

Alt var af udmærket kvalitet - og jeg noterede mig f.eks. med glæde, at de sorte oliven var intakte og velsmagende i modsætning til de maskinudstenede, jodsmagende rædsler, man alt for ofte får serveret på restauranter i dette prisleje.

Onklen kørte på to forretter, et par prunkløse, men ikke desto mindre ganske velsmagende anretninger. Dels en særdeles vellykket kombination af aubergine og gedeost bagt ind i sprød filodej (38 kr.) og så en næsten lige så god bagt rød peberfrugt med fyld af en græsk oste-type, som det ikke lykkedes os at stadfæste. Begge retter var garneret med lidt blandet salat.valget af vin til forretterne havde næsten givet sig selv, eftersom Boutaris Kallisti årgang 1999 (279 kr.) var at finde på kortet, en fadgæret hvidvin lavet på assyrtiko-druen - havde vi været på et rigtig stramt budget, kunne vi faktisk have drukket vin helt ned til 125 kr. pr. flaske for husets. Assyrtiko er en drue, som giver sprøde friske vine, så i virkeligheden er det lidt synd, at Boutari drukner dette sarte væsen i eg - men nogen dårlig eller uharmonisk vin var der nu på ingen måde tale om.

Da vi skulle videre med rødvin til hovedretterne var der omkring en halv flaske Kallisti tilbage, som anmelderen ved nabobordet så tilgengæld fik gavn af: På den måde kunne vi så nyde den rare følelse af god samvittighed ved at have været med til at skåne den hårdtprøvede koncernøkonomi.

Hvad valget af rødvinen angår, kom jeg hurtigt ud på noget, som lignede glatis. Jeg havde fået øje på et par velkendte flasker på det relativt velekviperede kort, men de var for dyre, og da tjenerens viden om emnet græsk vin var endnu mere begrænset end min, var der ikke andet at gøre end at pege på en tilfældig flaske.

Valget faldt på Cava fra producenten Cambas - i denne sammenhæng betyder cava ikke boblevin, men gammel vin, altså noget i retning af reserve. Det viste sig at være en teatralsk udseende flaske rullet i støvet rødligt ler, men på trods af den turistagtige gimmick smagte vinen ganske fint, omend den nærmest feminint elegante drik næsten var for skrøbelig i selskab med den rustikke, kraftige kost vi fik til.

Som hovedret havde junior valgt en gang lammekotelleter - børne-udgaven til 60 kr. bestod af tre-fire gode saftige grillstegte koteletter med salat, som vakte ubetinget glæde. Jeg fik en gang mixed grill, som udgjordes af et par af de førnævnte gode koteletter, et velkrydret souvlaki-spyd med svinekød og en skive kalvefilet garneret med salat og tzatziki. Alt i alt en meget rigelig portion, overordentligt fornuftigt prissat til 115 kr., når man tager mængden og kødets udmærkede kvalitet i betragtning.

Onklen havde gang i en portion indbagt lam (99 kr.), hvor en kanelsmagende lammeragout var blevet stoppet ind i filodej og bagt. En udmærket, markant krydret ret, som fik følgeskab af det samme tilbehør som jeg havde fået, salat og tzatziki.»er der nødder i pistacie-isen,« spurgte junior tjeneren, da desserten skulle bestilles.

»Nej, desværre,« sagde tjeneren og trak på skulderen. »Så tager jeg den,« sagde drengen tydeligvis lettet. Og ganske rigtigt viste den giftiggrønne is sig at være af den type, som aldrig har set en pistacienød - men når den som her udtrykkelig bliver serveret som børne-dessert (30 kr.), er der vel ikke noget indvende mod det.

Drengens onkel tog sig af klassikeren græsk yoghurt med honning og nødder (35 kr.). Det smagte udmærket, selv om vi nok gerne havde set en del af den store yoghurt-mængde skiftet ud med lidt mere honning.

Selv fik jeg pære kogt i rød dessertvin, tydeligvis krydret med nellike (39 kr.). Ifølge menukortet skulle pæren have haft følgeskab af vanillecreme, men den hvide creme, som ledsagede retten smagte ikke af vanille, som jo ellers er det mest gennemtrængende af alle krydderier. Bortset fra det var desserten dog okay.

Dernæst ville vi gerne have haft græsk kaffe, men den var udsolgt, så vi fik i stedet vi et par kopper almindelig dansk mellemkedelig filterkaffe, som så til gengæld var på huset tillige med et glas metaxa - græsk brandy. En fin gestus - selv om metaxa nok aldrig bliver mit hofnummer - og et passende punktum på en udmærket aften.

Præstationen rækker til et sted mellem tre og fire stjerner, og denne gang runder vi opad på grund af det særdeles fine forhold mellem pris og kvalitet. Der er i øjeblikket meget få steder i byen, hvor man kommer lige så langt for en 100-kroneseddel som på Kallisti.