Smuk, men sejlivet, egoistisk og giftig

Filmen »White Oleander« er lige så lysende klar som den blomst, den er opkaldt efter. Og med en lige så grum karakter under den smukke overflade.

Den hvide nerie, som »oleander« hedder på dansk, har en smuk, fin blomst. Men man skal ikke tage fejl af skønheden, for blomstens busk er både sejlivet og giftig. Af samme grund er den et udmærket billede på den dystre, men på samme tid opløftende historie, filmen »White Oleander« dækker over. Her er nerien moderen Ingrid, uden at det dog er hende, der er hovedperson. Det er derimod datteren, Astrid, der også er filmens fortæller.

For den 15-årige Astrid er den kunstneriske moder et betagende og forunderligt væsen, som hun forelsket følger gennem dennes kriser med mænd og kunst. Hun ser ikke moderens kyniske egoisme, der grænser sig til det sygelige, før hun selv må udleve konsekvenserne af den. I et anfald af jalousi myrder moderen sin elsker (med giften fra hvid nerie, hvilket ikke fremgår tydeligt af filmen), og da hun får livsvarigt fængsel, er Astrid overladt til livet hos skiftende plejefamilier og børnehjem.

Ved siden af den daglige kamp for at overleve i andre menneskers nåde må Astrid også kæmpe sin egen indre strid med at gøre op med moderens indflydelse på, hvem hun er. Og udover at være en film, der til befriende afveksling har flyttet fokus fra den syge kriminelle til i stedet at se på, hvad der sker med den kriminelles afkom, bliver »White Oleander« også til en udviklingshistorie om en ung piges vej til at finde sin egen styrke. Filmen får desværre ikke de dybeste nuancer med - dem må man læse bestseller-romanen af Janet Fitch for at få - men hvad der fungerer fint, er at den britiske, spillefilmsdebuterende instruktør Peter Kosminsky, der har lavet adskillige prisvindende tv- og dokumentarfilm, aldrig lader filmen løbe foran Astrid. Fortællevinklen bliver ved hendes side, og derved får historien større gennemslagskraft. Hvad der også er med til at løfte filmen er skuespil-præstationerne hele vejen rundt. I den altafgørende hovedrolle ses den talentfulde Alison Lohman, der blev valgt ud af 400 andre skuespillere, og hun formår at bringe både blid- og hårdhed frem i sin karakter. Som den på én gang sympatiske cut-the-crap-direkte og iskølige mor brillerer Michelle Pfeiffer og i mindre, men gode biroller er både Robin Wright Penn og Renée Zellweger at finde. De er alle sammen med til at forstærke den gode historie i »White Oleander« og gør filmen til en af de mest seværdige, amerikanske film i år.