Smeltende poler og oversvømmelser: Klimaændringerne har indtaget børnebøgerne

Flere nye børnebøger skildrer konsekvenserne af klimaforandringerne. Ifølge børnepsykolog kan bøger om klimaet være med til at gøre klimaændringerne mindre skræmmende for børn.

Illustration af Lillian Brøgger fra Kim Fupz Aakesons bog »Det hus som Jack (og Melissa) byggede«, hvor verden er ved at regne væk.

I min barndom i slutningen af 80erne var der især en ting, jeg frygtede i kølvandet på Tjernobyl-katastrofen i 1986: Altødelæggende atomkatastrofer, der dræbte og vansirede tusindvis af mennesker.

Nutidens børn har fået en anden ting at frygte, nemlig klimaforandringerne, der får polerne til at smelte og vandstanden i havene til at stige. En række nye børnebøger sætter fokus på klimaændringerne – og det er ikke tilfældigt. For børn interesserer sig også for de ting, de voksne taler om.