Smart og cool - tom og kold

Overfladisk filmatisering af Bret Easton Ellis-roman.

Filmatiseringer af kult-romaner er aldrig en nem opgave at stille sig selv som instruktør. Og særligt ikke hvis bog-forlægget ikke er en episk fortælling med et styrende plot, men derimod et kalejdoskopisk vue over en række personers liv, der tilsammen skal tage pulsen på en hel generation.

Her er specifikt tale om en gruppe kunst- og dramastuderende på Camden College i USA, i sen-firsernes livstrætte, følelsesmæssigt dekadente, »been there-done that«-ånd. Hvor det flyder med stoffer og sex, som bliver dyrket af kedsomhed snarere end af viljen til oprør. Og hvor alt og alle er erstattelige og momentant tidsfordriv.

Sådan som forfatteren Bret Easton Ellis har beskrevet i sin roman fra 1987, »Uskrevne Regler«.

HandlingenPaul er forelsket i Sean, Sean er forelsket i Lauren, Lauren er forelsket i Victor... og ved en uendelig strøm af fester møder alle alle, og ingen får hinanden.Alligevel har amerikanske Roger Avary kastet sig over den - og i øvrigt også Ellis' seneste roman, »Glamorama«, der i øjeblikket er ved at blive optaget. Og man må lade manden, at han virkelig forsøger, og at filmen tydeligvis gerne vil. Avary, der er mest kendt for at være medforfatter og producer på Quentin Tarantinos »Pulp Fiction« (hvor han også ligger og roder rundt under et diner-bord i cafeteria-scenen) har tidligere betegnet sig selv som en af den første »video store generation«. Den årgang, der er vokset op med at have adgang til tusindvis af film. Og »Uskrevne Regler« bærer stærkt præg af, at Avary ser filmmediet som noget, han kan lege med. Filmen er teknisk meget veloplagt og er ikke bange for at prøve nye ting. Som for eksempel hele sekvenser, der bliver kørt baglæns - og fungerer.

Den endeløse jagt

Der, hvor Avarys filmatisering til gengæld bliver svag, er i portrætteringen af de kuldslåede og ensomme sjæle, der hverken tør eller kan række ud efter kærligheden, som de unge i virkeligheden er. I hvert fald i romanen. I Avarys fortolkning bliver det hele en jagt på det næste knald. Vi følger de tre hovedpersoner: den bi-seksuelle Paul, den smukke Lauren og den adrenalin-søgende Sean Bateman (lillebror til Patrick Bateman, hovedpersonen i »American Psycho« - det ligger åbenbart til familien) i deres uendelige række af erobringer og fester. Avary rammer godt nok den kyniske tone, der gennemsyrer Ellis' roman, men kulden forbliver på overfladen som rimfrost; Avary når aldrig helt ned i bunden af sjælen i sin karakter-tegning.

Facade-rytteriet gør »Uskrevne Regler« til en film, der synes både smart og cool, men som ved nærmere eftersyn efterlader én følelsesmæssigt tom og kold. På den ligegyldige måde. For at få den gennemtrængende dybfryser-fornemmelse, der sætter sig i marv og ben på den uforglemmelige måde, må man tilbage til romanen. Desværre.