Hvad var det nu min kone sagde til mig i fødselsdagstalen, da jeg fyldte 50? Nåh jo: At jeg altid har et eller andet projekt kørende. Hele tiden store planer, store armbevægelser. Typisk for mænd. Siger kvinder.

I det mindste har jeg nu mødt min overmand på det felt. Han hedder Finn Ove og giver den eksistentiel gas i Maria Grønlykkes roman »I morgen skinner solen«. En sørgmunter sædeskildring fra vor tidsalder, der tager sin begyndelse i velstands-boomet midt i 1960erne, hvor ord som carport, koteletgrund, p-pille, charterferie og gardisettegardiner fik en bibelsk klang i ørene på en generation af unge par med to børn, som ikke længere gad at ligne deres forældre, der i de leverpostejfarvede 50ere ikke havde bestilt andet end at stoppe strømper, bruge husblas og kaffeerstatning, og tage på cykelferie i Danmark sommer efter sommer.

Dette paradigmeskift i danskernes hverdag omkring 1965 gør Maria Grønlykke til yderst virkningsfuld kulisse og ramme om sit portræt af to små og forholdsvis stille eksistenser - Johanne og Finn Ove. De møder hinanden i landsbykirken, hvor den bly og beskedne, men særdeles målbevidste Johanne falder pladask for Finn Ove med det flotte overskæg og den rene, romantiske kirkesangerstemme. Han frier til Johanne ved landsbyens gadekær, og så er hendes ungpigelykke gjort. Tror hun. For Finn Ove er jo ikke helt Valo-hvid i sjælekanten, viser det sig. På synderegistret er blandt andet noteret, at han er fraskilt og far til en datter, han aldrig ser, men betaler for.

Dagdrømmeren Johanne ser dog gennem fingrene med det hele, for større end ærgrelsen og bekymringerne over Finn Oves moralske mangler er længslen efter børn. Johanne etablerer en hemmelig børneopsparing, og sætter sin lid til det kommende afkast, men nogen som helst frugt kommer der ikke ud af samlivet med den driftige og vitale Finn Ove.

Han barsler til gengæld døgnet rundt. I kraftig medvind af 60ernes materialistiske tidsånd forsøger Finn Ove sig som salgsmand i campingvogne, og siden i udestuer. Gang på gang krakker han, og kommer i fængsel for underslæb, manglende moms- og skattebetaling med mere. Og gang på gang venter trofaste Johanne derhjemme, og har i mellemtiden knoklet på byens smelteost-fabrik og sparet en mindre formue op, som hurtigt får ben at gå på, når fantasten Finn Ove igen har udstået sin straf og er back in business med nye skitser til hans og Johannes forgyldte fremtid.

Dette enkle, provinsielle setup får Maria Grønlykke utrolig meget ud af. Hendes afgørende styrke som forfatter er evnen til at få det absolut hjerteskærende i menneskers livshistorie til at gå hånd i hånd med det humoristiske og folkekomiske. Som læser føler man i den grad med stakkels Johanne, men trækker samtidig vildt på smilebåndet, når den kronisk likviditets-pressede Finn Ove ikke kun begynder at sælge sine udestuer med døre uden hængsler, men også får motiveret sin trofaste, bundnaive medarbejder, Kalmar-Kurt, der skal sætte de usammenhængende udestuer op, men er træt af at platte folk og ikke længere vil finde sig i, at hans mest stabile løn er Johannes fiskesuppe ...

Hvordan dette såre danske landbytosseri udvikler sig, og hvordan Johanne tackler det faktum, at Finn Ove ikke kun bærer rundt på en mørk fortid, men en dag får en virkelig lys idé, der endelig udløser den helt store Jackpot i velfærds-Danmark, ja det må læseren sandelig selv finde ud af i den originalt tænkte og udførte roman.

Man kan næsten ikke vente til at se, hvad Maria Grønlykke spiller ud med næste gang. Prosa? Drama? Filmmanuskript? Talentet rækker vidt, humoren stikker dybt, og favner varmt om Danmark og danskerne i denne iskolde tid.