Små fisk på dybt vand

Den danske film »Rembrandt« er stærk underholdning med både dybde og bredde.

En film med titlen »Rembrandt« bør naturligvis være malerisk, og det er Jannik Johansens mere end lovende debutfilm i høj grad også, selv om farverne overvejende er mørke og melankolske.

Her er tale om noget så originalt som en »omvendt« kupfilm, idet historiens afgørende kup lykkes ganske let, men til gengæld ikke skaffer forbryderne andet end bøvl og ballade. Med inspiration fra det opsigtsvækkende kunsttyveri i 1999 på Nivaagaard Malerisamling - en sag, der først blev afsluttet i sidste måned med sammenlagt 17 års fængsel til de implicerede - fortæller filmen om den fredsommelige skrottyv Mick, der hyres til at hugge et billede fra et lille kunstmuseum nord for København og ved en fejltagelse kommer til at snuppe Danmarks eneste autentiske Rembrandt-maleri, vurderet til over 100 millioner kroner.

Hermed kunne man tro, at der falder en appelsin i turbanen hos Nick og hans lige så småkriminelle søn Tom, men appelsinen ligner en tikkende bombe. De konfuse kunsttyve har det rigtig skidt med at blive eftersøgt som røvere - fordi de, ligesom det skete i virkeligheden, skubber en ældre kustode omkuld - og hvordan får de afsat det sindssvagt kostbare kunstværk?

Den defaitiske Mick, der er vant til at vandre ind og ud af fængsler uden at kny, vil helst bare brænde det forbandede billede, men han og hans dilettantiske kumpaner beslutter alligevel at forsøge at sælge det til skumle udenlandske købere, og mere bør ikke røbes om den elementært spændende handling i »Rembrandt« - selv om det fra begyndelsen står klart, at forbrydelse næppe betaler sig i en besk beretning om en flok klodrianer med aggressive sprækker i sammenholdet.

Dermed er en sammenligning med filmene om Olsen Banden ikke særlig relevant, for »Rembrandt« er langt mere realistisk og brutal. Med mellemrum er den ganske vist ret morsom - Anders Thomas Jensens bidrag til manuskriptet afslører sig i veldrejde, vittige replikker - men den har dystre og smertelige undertoner, for den handler blandt andet om den tunge sociale arv, der lader fædrenes synder blive nedarvet på børnene.

Skildringen af det lurvede småkriminelle miljø virker ætsende troværdig - hverken glamouriserende eller moraliserende - og den mesterlige cheffotograf Eric Kress har formet den i udsøgt belyste billeder, som Rembrandt utvivlsomt ville have værdsat. Anført af Lars Brygmann som Mick, Jakob Cedergren som Tom og Nikolaj Coster Waldau som Nicks ludomane ven Kenneth spiller samtlige medvirkende med stor kraft og overbevisning - Ole Ernst leverer et ondt portræt af Micks sjuft af en far, den stilfærdige filur Nicolas Bro lyser som altid op, og Sonja Richter og Paprika Steen, som vi begge elsker for evigt, skaber velduftende lufthuller i den tæt behårede histories tykke mandehørm. Den lidt sure kritik af de seneste års danske film for at være blødgjort af udglattende behagesyge er nu blevet totalt uretfærdig. Linda Wendels »Baby« er decideret deprimerende, Jesper W. Nielsens »Manden bag døren« skildrer galskab og sygelig jalousi, Christoffer Boes »Reconstruction« er en skrap intellektuel udfordring, og Jannik Johansens omvendte kupfilm fortæller uden romantiske retoucheringer om skræmte macho-taberes paniske sprællen i en situation, som potentielt kan gøre dem til millionærer.

Det lyder nok nedslående, men »Rembrandt« er lifligt opmuntrende, for den er et skarpt tænkt, konstant underholdende krimidrama med både dybde og bredde. Og selvfølgelig klæder det titelpersonen at komme op på det store lærred.