Slut med nyt fra Keld og Hilda

Efter 30 år på dansktoppen vil duoen ikke indspille ny musik længere.

Keld og Hilda Heick har selv betalt for at få deres sidste CD med deres ældste numre indspillet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danmarks ukronede dansktop-par Keld og Hilda stopper. Mandag sender de sidste plade i handlen, for som 65-årige Hilda siger: ’Kig på vores dåbsattest’.

'Dengang og Nu' er titlen på albummet, som runder parrets karriere af, der begyndte tilbage i 1976 med superhittet 'Do You Speak English'.

- Det bliver den sidste cd, vi laver. Vi har gjort det af lyst og selv finansieret den, for vi vores plader tjener ikke længere pengene ind. Og kig på vores dåbsattest! siger Hilda.

Hendes er dateret til 1946. Det samme er Kelds, og selvom han gennem årene har været den primære kraft bag selve musikken, så bakker han Hilda op.

- Vi har gjort op med os selv, at det er så stort et arbejde, at det vil vi ikke længere. Men vi tager stadig ud og spiller, siger Keld.

50.000 kroner har det kostet dem at lave den nye plade - og det er 'blot' for at indspille gamle yndlingsnumre.

- Vores gamle sange fra de første lp’ere er ikke udgivet på cd, og det ville vores fans så forfærdeligt gerne have, så derfor har vi samlet nogle af vores bedste numre på en cd. Men vi ved jo godt, at pengene ikke kommer hjem. Vi kommer f.eks. ikke ud i supermarkederne at ligge, for de tager ikke plader hjem, med mindre der laves tv-reklamer, og så bider det sig selv i halen, siger Keld.

- Lysten brænder da endnu, indrømmer han, og Hilda supplerer:

- Når man hører ny musik, tænker jeg af og til, hvor kunne det være sjovt selv at... Men så siger jeg også: Hold nu op, vel skal vi ej! Vi ved jo godt, at fremtiden ligger bag os.

For downloads og dab-radio, hvor dansktop-musikken er placeret i dag, har ikke gjort det store indtog hos deres fan-generation.

- Uha, det med at downloade, det er der desværre ikke så mange af vores fans, der er til. Vores musik er puttet hen på dab-radioen, og det er ligesom ikke en rigtig radio. Lyttertallet er mindre og det samme er coda-afgifterne. De gamle afgifter giver stadig lidt, men slet ikke som i gamle dage, hvor vi tænkte, hold da op, nu skal vi have en fest, fortæller Hilda.

Heick’erne ærgrer sig især over, at de ikke må spilles for f.eks. P4-segmentet.

- Bare de ser navnet: Keld og Hilda. Eller Lis og Per og Birte Kjær for den sags skyld, så bliver det ikke spillet. For vi hører til en anden kategori. Det er da ærgerligt. Men så må vi jo give vores fans noget på den her måde, siger Hilda.

'Dengang og Nu' udkommer på mandag.