Slog han Nancy ihjel?

Han døde for 30 år siden, prinsen af punk, Sid Vicious, men han tog et mysterium med sig i graven. Slog han Nancy Spungen ihjel? Eller var han uskyldig? En ny film siger det sidste. »Han var det styrtdumme fjols den nat på Chelsea Hotel,« siger stifteren af Sex Pistols.

Glen Matlock (tv.) og Sid Vicious drikker backstage sammen med Sids kæreste, Nancy Spungen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Denis O’Regan/CORBIS

SANTA FE: Sid Vicious sagde det selv. »Jeg er den eneste, der stadig er anarki« – og da han døde, døde punken.

Han kunne ikke spille, han kunne ikke synge, han kunne ikke slås, han kunne ikke skrive, han kunne dårligt nok tale i sammenhængende sætninger, men han gjorde alle benægtelserne til bekræftelser, og det var punk.

Punk ramte en verden ramt af »Shu-bi-Dua 2«, »Uglevisen« og »Love will keep us together«, punk fik samme effekt på musikken, som Kierkegaard fik på filosofi, det var den bande, som sendte alting i en anden og affimset retning, og så tog Sid en alt for stærk dosis heroin, lagde sig ned og druknede sine lunger i sine egne væsker.

Slut.

OG ALLIGEVEL IKKE.

For han efterlod sig andet end musikhistorie, en sprøjte, en ske, et hundehalsbånd og den hidtil bedste indspilning af »My Way« – han efterlod sig også et mysterium. Og i denne uge – 30 år efter hans død – forsøger en dokumentarfilm at opklare mysteriet: »Who Killed Nancy« hedder filmen og mysteriet.

Hvem dræbte Nancy Spungen, Sids veninde, medjunkie, dominatrix, selvmordspilot; hvem stak en kniv i maven på hende på værelse 100 på Chelsea Hotel i New York og lod hende sidde i trusser på badeværelsesgulvet, stønnende og blødende, indtil hun til sidst holdt op med at stønne og bløde?

Sid Vicious var i samme værelse, han og Nancy havde sloges, det var hans kniv, »skyd mig,« »dræb mig,« sagde han til de første betjente på stedet, »min baby, min baby er død,« sagde han, og ved den senere afhøring på stationen sagde han, at de havde skændtes, og at han »stak hende, men jeg ville ikke dræbe hende. Jeg elskede hende, men hun behandlede mig som lort«.

Sids venner – selv Sids fjender – har imidlertid altid tvivlet på den tilståelse. Som Malcolm McLaren, idemanden bag Sex Pistols, skrev i den forgangne uge: »Sid var klovnen. Han var det styrtdumme, klumrede fjols den nat på Chelsea Hotel.« Og dokumentarfilmmageren Alan Parker er enig.

Sid Vicious havde taget 30 smertestillende piller den nat, nok til at slå en hest ned, og han var bevidstløs i mindst syv timer, og i de syv timer blev Nancy Spungen myrdet, og motivet var penge, fastslår Parker i filmen, og han udpeger også morderen.

DER ER MANGE PÆNERE måder at sige det på – Nancy Spungen fik for lidt ilt under sin fødsel, bagefter fik hun for meget medicin, hun var hyper, hun var skizofren – men bundlinjen er, at hun var skør. Ikke dum, ikke langsom, men uklog, usmart, fornuftsstridig, ikke syg, men så sandelig heller ikke rask, og som 17-årig smækkede hun med døren til sit pæne middelklassehjem i Philadelphia og rejste til New York.

Det var i 1975, og fra et kælderværelse i nærheden af Lincoln-tunnellen begyndte hun en karriere som luder, stripper, groupie og junkie, og hun gik punk.

Men selv for punkerne var hun for meget, som en af nøglepersonerne i miljøet, Legs McNeil, har fortalt til magasinet New York. »Punk var udskud, alle de asociale, taberne, og vi havde et sted, som vi kaldte Punk Dump, og det var virkelig for menneskeligt affald,« sagde han.

»Nancy nåede den sjældne ære at blive udskud blandt udskud,« fortsætter han – bl.a. fordi hun aldrig lagde skjul på, at hun var luder, og at hun ville have fat i berømte musikere, og at hun ikke blot kunne tilbyde dem sex, men også narko, og de andre groupier afskyede hende – de kaldte hende Kvalmende Nancy – og selv nogle af de rockmusikere, som hun burrede sig til, forsøgte at ryste hende af sig.

PÅ DEN ANDEN SIDE af Atlanterhavet var Sid Vicious på samme tid en sensation.

Han var opkaldt efter en hamster, der bed alle, og han kom med i Sex Pistols på afbud, som bassist, der ikke kunne spille bas, men han havde præcis, hvad Malcolm McLaren ledte efter til sit konceptband – en snerrende rend-mig-attitude funderet i ikke andet end en snerrende rend-mig-attitude. Det var en James Dean, en oprører uden sag, bare meget farligere og meget mere usund, »en naiv, sårbar, trist, smuk og tudegrim teenager, der skabte problemer alle steder,« som McLaren beskrev ham i denne uge i webmagasinet Daily Beast. Fordi han hverken kunne synge eller spille, så var han verdens mest demokratiske rockstjerne. »Han sænkede adgangskravene, så alle kunne være med,« som McLaren sagde, og dermed fjernede han skellet mellem band og publikum.

Johnny Rotten, sangeren i Sex Pistols, var »punkens stemme, men Sid var dens holdning,« sagde McLaren.

Og mens de andre tre medlemmer af Sex Pistols ville leve op til berømmelsen – synge, skrive, spille, være gode – så ville Sid det modsatte. Alle ville elske ham, alle ville have sex med ham, men Sid ville ikke elskes eller have sex.

»Kærlighed er for mennesker, der forbereder sig på at dø,« sagde han, og sex var noget inderligt rutinemæssigt, og meningen med det hele var, at der ingen mening var; giv det fingeren og lev livet som et langt, lungeflænsende primalskrig.

SKÆBNEN ER OFTE det modsatte af »Uglevisen«, ofte er den så grum og ironisk, at Sid Vicious kunne være dens marionetfører, for i foråret 1977 – i en hel verden af milliarder af mennesker – mødtes de to mennesker, der magnetiserede ulykker og tiltrak dem, Sid og Nancy. Hun havde fulgt en gruppe amerikanske B-punkmusikere på en turné til England, men de havde sat hende af bussen, og hun sneg sig i stedet op på sin ligblege og myndetynde prins af punk, Sid Vicious. De andre i Sex Pistols hadede hende, hun var Yoko Ono på steroider, for ikke blot satte hun sig fuldstændig på Sid, men hun forsøgte også at sætte sig på Sex Pistols.

I 1978, efter kun otte koncerter på den amerikanske turné, faldt Sex Pistols fra hinanden, og Nancy Spungen tog Sid Vicous med sig til Chelsea Hotel i New York.

»Hun kom triumferende tilbage. Hun kom tilbage for at vise alle, at hun havde gjort, hvad de ikke troede, hun kunne gøre – hun havde fanget en rockstjerne,« som fotograf Eileen Polk har sagt til magasinet New York.

Hun havde fanget en stor rockstjerne på mere end én måde. Hun havde nemlig også gjort Sid Vicious til junkie, og sammen – på værelse 100 på Chelsea Hotel – kunne de begynde deres tumultagtige nedtur.

Hvor meget nedtur?

Se det legendariske interview med Sid og Nancy fra dokumentarfilmen »D.O.A.«, hvor de sidder ved siden af hinanden i sengen, han er iklædt solbriller og en skrigrød T-shirt med et hagekors, og han er så stenet, at man ikke kan forstå et ord af, hvad han siger. Han falder på et tidspunkt i søvn, Nancy rusker i ham for at få ham til at vågne op; på et andet tidspunkt slår han en fis, og Nancy – iklædt sort læder – duller sig, som hun bedst kan.

Det gik nedad, og det gik nedad hurtigt.

I DE SIDSTE UGER var deres endeligt en begivenhed, som bare ventede på at ske. Nancys nyrer var begyndt at svigte, og hun var endnu mere ude af den end normalt, og de sloges af desperation og for tidsfordriv, og Nancys hud var fyldt med sår og cigaretmærker, og Sid bankede hende med sin guitar, som et øjenvidne har beskrevet det til New York Post.

De var nu nået ind til den allermest deperate kerne af junkier i New York, et miljø så paranoidt, at Sid begyndte at samle på stadig større knive for at forsvare sig, og 11. oktober 1978 gav Nancy ham en gave – en næsten 15 centimeter lang foldekniv med et jaguarmønster på skæftet. Sidst på aftenen besøgte de en ven på værelse 119 på Chelsea Hotel, og vennen har senere fortalt, at Sid var langt nede. Han klagede over, at han var »grim« og ikke kunne »spille bas«, og han holdt kniven op til sin hals.

Klokken 2.45 ringede Nancy til en punkfrisør og tryglede ham om at skaffe D4-narkopiller; hun var desperat. Frisøren dukkede op på hotellet klokken 3.15 og fortalte, at han ikke kunne skaffe D4. På det tidspunkt havde Sid og Nancy taget håndfulde af beroligende piller, og Sid var faldet omkuld på sengen.

Nancy viste punkfrisøren håndfulde af store dollarsedler, hun ville have stoffer, og han tog angiveligt af sted igen for at finde varerne. En hel række mennesker var derefter – ifølge »Who Killed Nancy?« – på besøg i værelset, og naboerne klagede til receptionen over larmen af slagsmål, af genstande, som blev smidt eller tabt, og klokken 4.15 hørte et vidne en mand løbe hen ad gangen, og det lød som om, han kastede en tung, metallisk genstand fra sig.

Klokken 7.30 blev naboen i værelse 102 vækket af lyden af en kvinde, som stønnede, og to timer senere fik hotelreceptionisten et udefrakommende telefonopkald. »Der er ballade i værelse 100,« sagde personen. Kort efter ringede Sid Vicious til receptionen og bad om hjælp: »En person er syg.«

Da politiet dukkede op, vandrede han op og ned ad hotelgangen, han skiftevis sagde, at han ikke vidste hvem, der havde gjort det, og at han havde gjort det, fordi han »var en hund«, og han klagede og sagde »min baby, min baby, min elskede baby«.

ALAN PARKER HÆVDER i sin film, at Sid Vicious kun erkendte mordet, fordi han troede, han havde begået det, men han kunne simpelt hen ikke have gjort det. Da frisøren var på besøg klokken 3.15, var han tumlet om efter at have spist en hestedosis af beroligende medicin, og eftersom Nancy blev stukket ned i de følgende timer, måtte knivstikkeren være en anden, og Alan Parker har gennem samtaler med snesevis af vidner og beboere på Chelsea Hotel identificeret gerningsmanden som en mystisk person ved navn Michael.

Michael – efternavn ubekendt – var i værelset, han stak Nancy ned og stjal 14.000 dollar. »Vi ved, at Michael senere strøede om sig med penge, og at han pralede af at have røvet dem fra værelse 100, og han fortalte, at Sid var i værelset, og at Nancy var død,« siger Alan Parker i et interview med BBC. »Vidner så ham i værelse 100, de så ham uden for værelset, de så ham på en anden etage, med alle pengene...«

Politiet ledte aldrig efter Michael, som formentlig var en del af junkiemiljøet; de mente, at de med Sid Vicious havde fundet deres mand.

Fængselsvæsenet kæmpede for at få afvænnet Sid Vicious – og det blev ikke nemmere af, at Sids mor, en gammel junkie, smuglede heroin ind gemt i sin vagina – men til sidst lykkedes det. Han var ren.

Men 1. februar 1979 blev han løsladt mod kaution, og det skulle fejres. Hans mor skaffede heroin, som viste sig at være næsten 20 gange så stærk som gadenormalen, og han døde af en overdosis.

21 år gammel.

Slut.

OG ALLIGEVEL IKKE.

Johnny Rotten optræder i øjeblikket i en reklame for det britiske smørmærke Dairy Crest. »It’s not about Great Britain. It’s about great butter,« siger han, og han har fået salget til at stige med 85 procent.

»Jeg er den eneste, der stadig er anarki,« sagde Sid Vicious – og da han døde, døde punken.

»WHO KILLED NANCY«: Dokumentarfilm af Alan Parker, premiere fredag 6. februar.

Læs mere om filmen på http://www.imdb.com/title/tt1160424/

Sex Pistols - ”God Save the Queen” fra 1977:

”Anarchy in the U.K.”Bm www tekst: