Slipsets diktatur

Et overflødigt stykke stof repræsenterer verdens mest succesfulde kulturimperialisme, men nu er tiderne måske ved at ændre sig.

Der sidder to mænd på en tømmerflåde. Den ene af dem – vi kan jo kalde ham Mortensen – er iført T-shirt, den anden er klædt i skjorte og slips. Gæt nu, hvem af de to, der er direktør i Roskilde Bank.

Ja, rigtigt. Selvfølgelig er det fyren med slipset, der er bankmand, for et slips signalerer, at man beskæftiger sig med seriøse emner som økonomi eller politik, og det er oplagt at underkaste dette forhold en semiologisk analyse (glem bare tømmerflåden nu), for slipset er i højeste grad et symbol, der indbyder til ideologikritisk fortolkning. Et slips gør jo ingen nytte. Modsat eksempelvis et par seler tjener det intet praktisk formål. Altså bærer man det ikke for at undgå at tabe bukserne, men muligvis for at undgå at tabe ansigt, for slipset er et soleklart semiologisk signal om, at dets bærer ikke er en letfærdig fløs eller vindbøjtel, men et sobert og pålideligt menneske. En mand af betydning.

Faktisk er det ret fantastisk, at det er lykkedes den vestlige verden at eksportere brugen af slips til stort set resten af kloden , og hvis man vil tale om kulturimperialisme, er slipset imperialisternes ultimative triumf. En langt større global succes end det muslimske hovedtørklæde, selv om de to klædningsstykker set med semiologiske øjne er beslægtede i deres demonstrative budskaber til omverdenen.

Man siger, at Kina er ved at udvikle sig til en førende stormagt, men på slipsefronten har landet lydigt underlagt sig Vesten. De såkaldte Mao-jakker er lagt væk og erstattet af noble silkeslips, og ligesom i Vesten findes der foretrukne farver og mønstre – mørkeblå er især populær, diagonale striber ligeså, mens man næppe ville holde længe i toppen af det kinesiske hierarki (eller det amerikanske), hvis man bar et slips med et billede af Mickey Mouse eller Bettie Page. For der findes uskrevne, men uoverskridelige regler for, hvordan et slips skal se ud.

Man ved ikke, om man skal le eller græde, når despoter som Robert Mugabe ifører sig slips for at demonstrere værdighed og seriøsitet. Hitler gik gerne med slips, Gandhi gjorde ikke, og uden at overfortolke den kendsgerning siger den dog noget om, at et slips intet fortæller om bærerens åndelige eller moralske habitus, men udelukkende gør opmærksom på, at han ikke vil opfattes som pjattet (eller oppositionel). Og at han i øvrigt ikke har mod eller karakterstyrke nok til at gøre oprør mod det overflødige stykke stofs snærende globale diktatur.

Da jeg i 1966 blev ansat som elev på Fyens Stiftstidende i Odense, skulle de mandlige medarbejdere bære jakke og slips. Siden har tiderne trods slipsets stædige klyngen sig til magtmændenes struber forandret sig, og jeg konstaterer med tilfredshed, at De Konservative nu i lighed med Socialdemokraterne, De Radikale og Dansk Folkeparti har fået en leder, som ikke bærer slips. Jeg noterer mig samtidig, at hverken Berlingske Tidendes chefredaktør eller avisens kulturredaktør går med slips, og jeg ser dette som et frisk fremskridt og spekulerer på, om vi mon ligefrem er på vej mod et ganske slipseløst matriarkat.

Nok ikke umiddelbart. De ambitiøse mænd med nystrøgne jakkesæt, alvorlige ansigter og mørkeblå slips giver ikke frivilligt magten fra sig, men noget bevæger sig alligevel i den rigtige retning. En skønne dag vil også bankmanden på tømmerflåden trygt kunne smide sit slips ud til hajerne, hvor det hører hjemme, og afslappet sludre med den flinke Mortensen. T-shirts i alle lande, forén jer!