Slidt og skidt skattejagt

»Tempelriddernes skat II« koger en tynd suppe på middelmådige ben fra den første film og gode skuespilpræstationer fra børnene kan ikke redde det gennemhullede plot.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

I »Tempelriddernes skat« kom pigen Katrine til Bornholm, for at holde ferie hos sin far, og blev sammen med tre af sine venner uforvarende blandet ind i Det Sorte Broderskabs jagt på en gammel tempelridderskat. Ved samme lejlighed fandt hun ud af, at hendes far var en del af tempelridderordenen. Her i efterfølgeren, »Tempelriddernes skat II«, vender hun atter tilbage til Bornholm for at holde ferie, længselsfuldt ventet af drengene Nis og Mathias. Men hun har knap sat benene på bornholmsk jord før de farlige mænd, ført an af en platinblond Kurt Ravn, også er der hendes far, spillet af Peter Gantzler, på mystisk vis forsvinder fra jordens overflade - for at dukke op i en fangekælder i Visby på Gotland - drager Katrine og vennerne også snart den slutning, at det er dér de må til. Og med lidt hjælp fra fætter Sven (David Owe) går den vilde jagt på tempelriddernes famøse skat endnu en gang.

Det kunne have været en i det mindste tilforladelig familiefilm, men »Tempelriddernes skat II« er så skæmmet af sine plot-huller, at tæerne krymper sig. Hvordan forsvinder faren fra jordens overflade for i næste øjeblik at befinde sig på Gotland? Er der overnaturlige kræfter på spil fra Det Sorte Broderskab? Men i så fald, hvorfor tager de ikke bare børnene på samme måde, når det nu er så let for dem? Hvordan går moderne mennesker med til at indespærre en pige i et tårn og så bare skride derfra, som det sker med Katrine og byoptoget, der gennemfører et middelalderrollespil? Og hvordan redder Katrine sig ud af sin indespærring? Det er noget med den tempelridderring hun har arvet, javist, men hvordan ser vi ikke og sådan kunne der fortsættes.

Selv om det er en film, der henvender sig til børn, må historien godt være gennemtænkt og lavet på et niveau, der hæver sig op over et regionaltv-indslag om den lokale middelalderfestival. Og på trods af en rap, nutidig og ganske vittig dialog og gode præstationer fra børneskuespillerne, især af Julie Grundtvig Wester som Katrine, der nærmest må være det danske svar på Scarlett Johanson, kan de elementer desværre ikke redde en film, der med sin bare 82 minutter alligevel føles alt for lang og alt for dårlig udført.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse