Slaveri findes stadig

Briterne forbød som de første nogensinde slavehandeli 1807, og forbuddet spredte sig til resten af Europa. Men oplever vi i 2007 en ny slags slaveri med illegale indvandrere og trafficking? Dansk antropolog i Italienafviser, at slaveriet forsvandt for 200 år siden. Det har blot antaget nye former.

For præcis 200 år siden forbød det britiske parlament handel med slaver. Storbritannien var dengang verdens førende sø- og handelsmagt, og beslutningen fik økonomisk, politisk og moralsk betydning for resten af verden. I 1834 forbød Parlamentet slaveri som sådan i det britiske imperium, og flere europæiske nationsstater fulgte trop, herunder Danmark. Forfatteren Thorkild Hansen, der portrætterede den danske slavehistories hovedpersoner i bøgerne »Slavernes kyst«, »Slavernes skibe« og »Slavernes øer«, forklarede det med, at slavehandlen ikke længere kunne betale sig, og skrev, at slavehandlen blev afskaffet på samme måde, som den i sin tid blev indført: »Ikke med reformer, men ved tvang«.

300 års slaveri i Europa var slut. For nylig kunne man imidlertid i nærværende avis læse en beretning fra Italien, hvor illegale indvandrere fra det tidligere Østeuropa lever under slavelignende forhold, som kom for dagen, da en italiensk journalist gik undercover på en tomatplantage og afslørede snyd, vold og voldtægt. Man kan derfor spørge, om der er ved at opstå en ny form for slaveri i hjertet af Europa?

Bjørn Thomassen, der er lektor i international politik ved The American University of Rome i Italien, medgiver, at der kan være tale om en slags slaveri på de italienske tomatplantager og vingårde, men han betonede på et nyligt afholdt seminar, at slaveri altid har fundet sted, fordi det hænger nøje sammen med menneskelig civilisation. Hvad mener han med det?

»Slaveri har eksisteret siden de allerførste imperier og flodriger for 5.000 år siden. Slaveriet har blot ændret former og tilpasset sig nye vækstbetingelser under skiftende økonomiske, politiske og sociale forhold. Selvom man fra 1800-tallet begynder at forbyde handel med slaver - først i de enkelte lande og siden med internationale konventioner - så har slavelignende tilstande udviklet sig løbende. Slaver har skiftende status, rolle og funktion i forskellige samfund.«Her gik vi ellers og troede, at slaveri var historie - noget med negerslaver på vej til Caraibiens sukkerplantager - og Peter von Scholten, der frigiver dem ...

»Slaveriets former udvikler sig. Hvis man skal forstå vor tids slaveri, skal man frigøre sig fra billederne af den transatlantiske slavehandel og være klar over, at vore dages definition af slaveri er utrolig bred. Det handler om mange forskellige former for menneskeudnyttelse, herunder tvungne ægteskaber, børn på arbejdsmarkedet, seksuelt misbrug osv. Allerede i 1956 introducerer FN et begreb som »gældsslaveri«, fordi FN gerne vil forbyde stadig flere former for ulykke. FN har udvidet betydningen af ordet ganske betragteligt.«BJØRN THOMASSEN PEGER her på, at slaveri i Folkeforbundets definition af 1926 alene bestod i »ejerskab«, dvs. at man ikke kan eje et andet menneske. Men den definition bliver løbende udvidet af Folkeforbundets efterfølger, FN, i henholdsvis 1948, 1956, 1966 og senest i 1998 i den såkaldte »Rome Final Act«, som udover tvungne ægteskaber, børnearbejde og gældsslaveri opfatter prostitution og trafficking som slaveri og som »forbrydelser mod menneskeheden«, dvs. som noget, der omfattes af internationale retsregler. Slaveriets betydning bliver med andre ord stadig bredere og stadig mere moralsk. Det skyldes ifølge den danske forsker i Rom, at globaliseringen muliggør nye former for organiseret kriminalitet og smugling af goder og mennesker på tværs af landegrænser.

»Globaliseringen er alle de gode ting, vi kan lide, markedsøkonomi osv., men den giver altså også mulighed for international svindel, herunder menneskehandel og særdeles sofistikerede former for slaveri«, siger han.Hvad mener du?

»Det, der sker i Rom, er et eksempel på, hvad der sker flere andre steder. F.eks. er en stor gruppe af byens prostituerede fra Nigeria. De lever i, hvad FN vil kalde slaveri, men det er bare ikke så let at gøre noget ved. I deres hjemland kommer en kontaktperson til deres landsby og forhandler en kontrakt med pigens familie eller slægt. Idet hun tager af sted til Italien, er hun bundet af lokale løfter. Familien betaler faktisk for at få hende sendt til Europa, ikke kontant, men ved at sætte sig selv i gæld - typisk fra 10.000 til 50.000 dollars for transport og logi. Pigen bliver ikke stjålet eller bortført, men indgår i en mikroøkonomi defineret af en kontrakt, og familien håber, at hun med tiden ikke blot vil tjene pengene ind, men tillige får en karriere i Europa.«En karriere?

»Ja, skønt familien naturligvis ikke med sikkerhed kan vide, hvad den vil bestå i. I Rom kommer hun så under administration af en lokal alfons, som tit er en kvinde, der har været igennem samme system. Pigen arbejder nu sin gæld væk som prostitueret i en periode, der ikke er særlig præcist afgrænset. Det er en slags kontrakt, der kan minde om en feudal kontrakt mellem patron og klient, hvor man bliver født i et gældsforhold, men kontrakten er så løs, at den nemt kan bruges imod den svage part.«Hvorfor går pigerne ikke til politiet?

»De har ingen papirer, de er illegale. Desuden føler de sig bundet af de løfter, der er blevet indgået i Nigeria, hvor de i øvrigt også gennemgår diverse ritualer, herunder voodoo. Pigerne er bange for at gøre noget forkert, fordi det kan ramme familien. Det hænder naturligvis også, at mennesker bliver bortført og får bortopereret organer, eller at børn bliver seksuelt misbrugt og slået ihjel, det er bare ikke det mest udbredte. Det er derimod det omtalte gældslaveri, der er vokset kraftigt op igennem 90erne.«Er der andre kontrakter af denne type - for andre nationaliteter?

»Ja, specifikke grupper vil typisk have specifikke professioner. Vi skal forstå det hele i forhold til det europæiske arbejdsmarked. Østeuropæerne, f.eks. albanere, er gode til vinhøst. Kinesere arbejder ikke inden for prostitution, men inden for tekstil. De bliver sat i gæld i forbindelse med deres transport til Europa og møder i Rom en lokal arbejdsgiver. Hvis man f.eks. går ind i en af de kinesiske butikker ved hovedbanegården i Rom, hvor man ikke rigtig kan købe noget, så kan man høre symaskinerne nede i kælderen. Her sidder de illegale kinesiske indvandrere og syr mange af de tørklæder, det legetøj og de efterligninger af dyre mærker, man kan købe på gaden. Hvis du spørger kineserne selv, vil de måske afvise, at de er slaver. De arbejder måske 12 timer om dagen, syv dage om ugen i fem år uden løn. Men til gengæld er de kommet til Europa og vil måske en dag få en opholdstilladelse. De er spundet ind i et net af kontrakter mellem individer, familier, mellemmænd og lokale bestyrere, og har en selvinteresse i at leve som slaver.«

Kan man slutte, at det netop er det europæiske arbejdsmarked med dets høje minimumslønninger, der muliggør det moderne slaveri?

»Det første er i hvert fald 100 pct. rigtigt. Alt dette ville ikke ske, hvis der ikke var et marked for det. I Europa er der ved at opstå paralleløkonomier, eller det antropologer kalder for 'etniske økonomier'. Der er formentlig ikke en eneste italiener indblandet i den kinesiske tekstiløkonomi; det er en verden for sig. Jeg tror desværre ikke, man kan lovgive sig ud af det.«

De arbejder måske 12 timer om dagen, syv dage om ugen i fem år uden løn. Men til gengæld er de kommet til Europa og vil måske en dag få en

opholdstilladelse. De er spundet ind i et net af kontrakter mellem individer, familier, mellemmænd og lokale bestyrere, og har en selvinteresse i at leve som slaver.