Her i 100-året for salget af De Vestindiske Øer er spotlyset igen rettet mod den del af danmarkshistorien, som har med slavehandel at gøre, og i den sammenhæng kunne nogen måske finde på at spørge: Hvad blev der egentlig af Bargum?

Godt spørgsmål, for Henning Frederik Bargum var i 1770erne direktør for Slavesocietetet og en af rigets store erhvervsmænd. Driftig og fuld af ideer, men noget gik alligevel galt: Indtægterne svigtede, og måske pyntede han også lidt på regnskaberne. Det er usikkert, men han gik fallit i 1775, hvorefter han rejste bort fra kreditorernes ubehagelige selskab, først til Wien og senere til egnen omkring Strasbourg, hvor de sidste rester af en storslået erhvervskarriere forsvandt ud af historien.

Han var født i 1733 i en jævn borgerlig københavnerfamilie, og da han som ganske ung kom i huset hos sin onkel, den velhavende tømrergrosserer C.H. Gustmeyer, fik han mulighed for at vise et glimrende handelstalent. Først giftede han sig med kusinen - et overordentlig fornuftigt parti - og da onklen døde, overtog Bargum som 25-årig eneretten til flådens indkøb af tømmer, og to år senere fik han ligeledes eneret til al handel med tobak i riget. Det var der perspektiver i, for man antog, at fire femtedele af landets mandlige befolkning røg tobak. Men hvad et tobaksmonopol ville betyde for prisen på denne uskyldige nydelse var ikke svært at gætte, og efter adskillige uroligheder i byen valgte regeringen at omgøre beslutningen.

Herefter drev han en hattefabrik, og han producerede fiskebensskørter, og hele tiden fik han nye ideer. Penge manglede han ikke, for som sagt – han var driftig og havde valgt sin hustru med omtanke. Efter at have etableret Det Guineiske Kompagni opnåede han med regeringens hjælp bevilling på forsyningen til Vestindien af afrikanske negerslaver og af råsukker til København, og i den nye fornemme Amaliegade opførte han en passende bolig tegnet af ingen ringere end arkitekten til den planlagte Marmorkirke, N. H. Jardin.

Bargums palæ stod færdig i 1764, og hvad der siden skete, er allerede fortalt. En af kreditorerne overtog ejendommen på auktion, men i 1808 købte Frederik VI huset for at have en gæstebolig ved siden af residenspaladset på Amalienborg, og her boede prins Christian af Glücksburg lang tid før, det blev besluttet, at han skulle være dansk konge. Det blev han i 1863, men som Christian IX blev han boende et par år i palæet, der oprindelig havde været gråt og først efter en istandsættelse i 1842 fik sin karakteristiske gule farve.

I dag er Det Gule Palæ hjemsted for kongehusets administration, og det er formodentlig de færreste, der tænker på, hvordan de midler blev bragt til veje, som i sin tid gjorde Bargum i stand til at opføre huset.