Slægtens gåder

HHHHII Roman. Eva Maria Fredensborg træder et skridt væk fra krimigenren i sin nye roman, hvor hun leger med form og fortællerstemme – og gør det godt.

Eva Maria Fredensborg. PR-foto Fold sammen
Læs mere

Stamtræer er ikke altid, hvad de giver sig ud for at være. Når de står udsprunget og i fuldt grønt ornat, kan det være svært at se, at enkelte grene fra andre træsorter måske engang er blevet podet på grundstammen og siden vokset ind i helheden. Det betyder nu heller ikke så meget for selve vegetationen, og det er budskabet i Eva Maria Fredensborgs »Det hvide mørke«, hvor hovedpersonen er klatret op i sit eget stamtræ og dér lærer en del nyt om sig selv, slægtsbotanik og stamfædre.

Emma van der Klein, der er evolutions­biolog, men forsøger at leve af at være forfatter, opdager ved et tilfælde, at den mand, hun betragter som sin farfar, ikke er hendes biologisk beslægtede. En anden spøger i kulissen, og Emma sætter sig for at finde ud af, hvem han er.

Hun tager til det vintertågede Sønder­jylland, hvor han bor, fordi hun tror, at han er døende og ensom. Harald Eskildsen er imidlertid hverken alene eller indlagt, men derimod indsat i arresten, mistænkt for at stå bag mordet på sin gamle ven og kompagnon. Han nægter at udtale sig, og Emma må derfor gå andre veje for at finde ud af, hvem denne ukendte farfar er, og om han er skyldig i mordet og dermed indirekte lægger et åg over familien.

Liget af vennen er for nylig dukket op i forbindelse med nogle udgravninger. Han forsvandt en aften i 1967, hvor han var kommet op at toppes med en anden mand, og hvor Harald ifølge den gamle forklaring havde fået ro på gemytterne og havde sendt vennen hjem i seng. Han har altid hævdet, at det var sidste gang, han så ham, men nu er der i forbindelse med fundet af liget dukket nye beviser op, som kompromitterer ham.

Farfaren og vennen var gamle barndomsvenner, og på grund af forskellige forhold i deres respektive familier, der involverer et fælles slægtled, rejste de sammen fra barndomsbyen i Vestjylland og slog sig ned i Visby i Sønderjylland. Her grundlagde de en virksomhed, der producerer og sælger flydende handelssyrevækkere, og som med årene er blevet en verdensomspændende succes, hvorfor Harald Eskildsen er en vel­havende mand.

Emma installerer sig i hans hus, og gradvist, mens hun skriver alt det ned, hun oplever og finder ud af, vokser den roman, læseren er ved at læse. Hun filosoferer over evolutionsbiologi, liv og død, så tempoet og spændingen i mordgåden slækkes en smule, mens handlingen til gengæld (eller også) drives frem gennem beskrivelsen af hoved­personens egen udvikling.

Fredensborg spiller med andre ord på de kriminalistiske litterære virkemidler, uden at »Det hvide mørke« af den grund kan kaldes en kriminalroman. Emmas forsøg på at opklare forbrydelsen er knap nok en rammefortælling, snarere en sidehistorie til hovedtemaet om identitet, slægt og over­levelse. Forfatteren leger desuden med form og fortællerstemme på en finurlig og opløftende facon, hvor forskellige lag af fiktionen lægges til og vikler sig ind i hinanden, og hvor den skabende kunstners overvejelser om virkemidler indgår som en naturlig del af fortællingen.

Romanen bliver således et træ med ekstra podninger, hvor fortælling og form går i ét. Modigt, frodigt og fint.

Titel: »Det hvide mørke«.

Forfatter: Eva Maria Fredensborg.

Sider: 236.

Pris: 250 kr.

Forlag: Politikens Forlag.