Skyggen ved det

KLUMME

Christian Mørk, Forfatter Fold sammen
Læs mere

En usynlig skygge vidste alt om amerikanerne i 1930’erne. Skuespilleren Orson Welles lagde stemme til den hver uge, når Detective Story Hour var på radioen med atter et dramatisk afsnit.

The Shadow var en detektivfigur med særlige telepatiske evner, og som ingen kunne skjule deres ægte inderste følelser fra, særligt skurkene.

»Hvem ved, hvad der gemmer sig i mænds hjerter?« spurgte Skyggen i hvert afsnit. »Skyggen ved det.« Derefter lo den ildevarslende ad alle dem, der tvivlede.

I alle de 28 år, jeg har boet i Amerika, har jeg mødt mange selvbestaltede skygger.

En af dem var min tidligere kærestes kusine, hun var fløjet ind fra North Carolina, og hun kunne ikke lide mig. Hun betvivlede min loyalitet, fordi jeg var født i et fremmed land og kun havde permanent opholdstilladelse frem for det blå pas med ørnen på. Jeg var ikke amerikansk nok.

»Men rejser du dig så op sammen med os andre og lægger hånden på hjertet, når du er til fodboldkamp og den amerikanske nationalsang bliver spillet?« ville hun vide.

Jeg svarede, at intet kedede mig mere end sport, men at ja, jeg stod selvfølgelig også op, hvis jeg befandt mig et sted, hvor man istemmede med »O say can you see.«

Kusinen kneb øjnene sammen og blev påtaget Skygge-agtig i blikket.

»Kan du så også lide barbeque?« vedblev hun, og lagde hovedet på skrå. »Og holder du med USA til olympiaden? Tror du på, at vi er det frieste sted på jorden?«

Jeg mærkede en vis aggression, fordi hendes spørgsmål skulle aftvinge mig svar, der gjorde mig ens med hende, hvad jeg ikke var. Tjo, barbeque er okay, jeg har ikke noget tv, og jeg synes, definitionen på frihed, som den er beskrevet i den amerikanske forfatning, netop er så smuk, fordi den gør det op til hver enkelt at definere. Med andre ord, immigranter som jeg kan vælge deres egen version, så længe den ikke skader andre. Der er frit slag. Og ingen facitliste, man skal høres i for at blive accepteret.

Min kæreste prøvede at skille os ad, men for sent. Jeg begyndte iltert at recitere Abraham Lincolns storslåede, lamslåede tale efter slaget ved Gettysburg i 1863, hvor 50.000 mand gik til på under tre dage, og spurgte kusinen, om hun mon kunne huske ordene. (»...at dette land, under Gud, skal fødes i frihed på ny.«) Jeg sagde, at Walt Whitmans digte i Leaves of Grass om helt almindelige mennesker på Amerikas gader gav mig en dybere følelse af landets sjæl end noget andet.

Kusinen blev stram om munden. Men hun holdt op med at grave i mig.

For tiden er der kommet flere politiske skygger til. De vil også have forhåndssvar på alt, hvad de mener burde definere en immigrant som mig. Forleden, da en bombe sprang i mit New York, og man atter fangede en ung mand, der havde »virket helt normal,« ville disse politikere forinden have loyalitetstestet ham for at forhindre uro.

Men den slags er fiktion. Folks hjerter er evigt usynlige for andre.

Det ved skyggen.