Skyggen i krattet

Romanen "Krat", en lang kronologisk udviklingshistorie, der følger en mand fra ungdommen til stadiet før graven, er en velskrevet og stilsikker debut af den 36-årige Christian Jungersen.

Det er med en mursten af en roman, at den 36-årige Christian Jungersen i dag kan fejre sin debut som forfatter. Og der er noget at fejre. Romanen "Krat" er på 431 velskrevne sider, som får læseren til at klæbe ved bogen indtil sidste side er vendt.

"Krat" handler om erindring al den stund, dens hovedperson i det fortællende øjeblik er hhv. 82 og 86 år. Men "Krat" handler også om at finde sig selv - og at flygte fra sig selv - og den gransker i, hvad der sker, når to mennesker tror at kende hinanden så godt, at de bliver hinanden, mens de i virkeligheden lever i to parallelle virkeligheder. Samtidig er romanen en lang kronologisk udviklingshistorie, der følger en mand fra ungdommen til stadiet før graven.

"Virkeligheden forsvinder for alle, der forsøger at finde den sammen med Eduard," tænker den 86-årige Poul Martin Poulsen, da han efter fire års manisk søgen efter ungdomsvennen Eduard endelig har genfundet ham, men må erkende, at Eduard aldrig vil kunne hjælpe ham med at erkende fortidens hændelser; aldrig give ham svaret på, hvem Eduard egentlig var, og hvem Poul Martin selv var, dengang han ikke - som nu - var et svækket skrog, men en ung og håbefuld mand?

Eduard træder første gang ind i Poul Martins pæne liv i 1921, nærmere bestemt i 2.G på Øregaard Gymnasium. Poul Martin, søn af en velbeslået underdirektør i et stort tekstilgrossistfirma, har frihedsdrømmen i sig og drages som en magnet af Eduards arrogance og forførende talegaver. De to slutter et specielt, næsten sekterisk, fællesskab, og Poul Martin, som føler sig underlegen i forhold til den verdenserfarne ven, oplever langsomt at glide ind i den anden; at blive Eduards skygge og kopiere alt lige fra hans synspunkter til hans fysiske bevægelser. Deres forhold er intenst, men krævende og det ender med et brag, da Poul Martin oplever sig forrådt af vennen.

Vejene skilles - med Eduard er det alt eller intet. Poul Martin arbejder sig frem i verden, gifter sig og får barn. I voksenalderen genoptager han forbindelsen til vennen og lukker ham ind i den familie, som Eduard ikke selv har. For sent opdager Poul Martin, at Eduard som en panter har listet sig ind på hans liv og angrebet. Bruddet er definitivt. Poul Martin mister sin ven, sin kone og værst - sin datter Louise. Hvordan afsløres først til sidst, efter at man bogen igennem har siddet som på nåle - og forfatteren er rigtig god til at stikke med urovækkende antydninger og vildspor i krattet.

Ved romanens begyndelse er der gået 42 år siden, de to mænd sidst så hinanden. Poul Martin har forsøgt at rense Eduard ud af kroppen, skære ham og tiden væk. Han har levet i sit arbejde, set frem og ikke tilbage. Først under et hospitalsophold som 82-årig begynder det fortrængte at røre på sig. Han går i erindringens have, men krattet vokser uvejsomt, og han kan ikke finde frem til sandheden om det skete. Og er det overhovedet muligt? For er han ikke også selv en anden i dag end for 42 år siden?

Det er svært ikke at komme til at røbe for meget, og det ville være synd. Christian Jungersen er en blændende god skribent. Særligt skildringerne af den gamle mand er fremragende. Ganske usentimentalt fanger Jungersen smerten over at sidde fast i en krop, der falder fra hinanden. Flere steder kommer man til at tænke på alle tiders erindringsroman, "På sporet efter den tabte tid" af Marcel Proust, f. eks. i kapitlet, hvor en barsk læge nådesløst demonstrerer, at Poul Martin er præcis lige så affældig som de tre gamle mænd, han klager over at ligge på stue med. Den fysiske tid og den psykiske tid er to forskellige tider.

Ligesom Poul Martin bliver læseren grebet af denne Eduard, demagogen, der gang på gange forfører folk, men hvis opfattelse af sandt og falskt tilhører et andet system. Der hersker et fuldstændigt "fravær af realitet omkring Eduard. Det er opløsningen af alle bånd til nogen form for virkelighed. Den udgør hullet, hvor der skulle have været en kerne". Romanen knytter an til H. C. Andersens kendte eventyr "Skyggen". Poul Martin og Eduard er afhængige af hinanden som manden og skyggen, men ligesom i eventyret kæmper de også imod hinanden. Hvem har været mand og hvem skygge, og er man nødt til at slå sin egen skygge ihjel, hvis den truer med at selvstændiggøre sig? Det er store, filosofiske spørgsmål, Jungersen tager fat i, uden af den grund at blive hverken tung eller tør.

Med "Krat" har Christian Jungersen i dag markeret sig som en forfatter af et sjældent og lovende kaliber.